Der vælder atter Vaarluft hid
fra Vestens fjærne Banker:
de stolte Skyer taarner sig
som kæmpevoksne Tanker;
og mod den gyldne Kongeborg,
højt over Jordens Nød og Sorg,
med Spydet ved sin Side,
med vidtopspilet Næsebor,
den hvide Barm saa fuld, saa stor —
jeg ser Valkyrien ride. — —
Aa rid og rejs ad Valhal til
med dine runde Skanker,
og sving dit Spyd og hug din Hæl
i Hestens drøje Flanker!
din fjærne, gyldne Kongeborg,
højt over Jordens Nød og Sorg,
den er ej, skal Du vide,
i det Maal, som jeg kan ønske mig,
og min Valkyrie er Du ej,
hvor raskt Du saa kan ride!
Der vælder atter Vaarluft hid
igennem mine Tanker,
jeg sluger Havets Brise ind
fra Vestens fjærne Banker;
og ved min Side svaj og rank,
med Øjestenen skælmsk og blank,
en Holdning uden Lige,
med stolt opspilet Næsebor,
den høje Barm bag Kjolens Flor —
gaar hun, min kække Pige.
Hvordan — vi gaar tilfods, vi to?
nej vi skal op at ride;
hej, Staldknægt, før min Ganger frem
med Bøjlen ved sin Side!
og saa, min Glut, kom her — tag fat —
i Sadlen op, med Fjer i Hat
og Sløret ud for Vinden —
til Peer Adieu, til Povl Godnat,
nu sprænger vi afsted, min Skat,
med Livets Blus paa Kinden!
Du fører flinkt din Ridepisk,
jeg fører flinkt min Slire,
vi hugger ind — og alt imens
jeg spiller paa min Lire;
min Stræng har Klang som Buesnor,
med højt opspilet Næsebor
Du sluger Tonens Brise —
hop, hej, holla! afvejen dér,
vi kommer som et Herrens Vejr
Valkyrien — og min Vise!