Kun trofast Kærlighed udslette kan
den rustne Rand,
som over Vaabenskjoldet her er faldet.
Nuvel, som Stridsmand griber Skjoldet jeg;
for trofast Kærlighed, mod dem, for Dig,
jeg gaar i Kampen ud, hvor jeg er kaldet.
For hvert et Hug, som mærker Skjoldets Rand,
Mand imod Mand,
jeg drejer Skjoldet og gaar fort i Striden.
Den jernbeslagne Skærm gi’r frejdig Klang,
jeg skifter Hug og stemmer op min Sang; —
og Rusten gaar vel af engang med Tiden.