Lad Tiden gaa, lad Tiden gaa!
Ak, min tabte Lykke,
hvi kunde jeg dog ej forstaa
saa let et Regnestykke?
Af Uret vokser Ufred frem,
og skal man bygge dér sit Hjem
og rejse sig sin Lykke,
saa maa der skæres breden Rem
af vore egne Rygge.
Jeg lægger mig i Linen frem,
som Hesten, naar den strider,
mens Skæbnen med sin Kørerem
hudfletter mine Sider.
Paa Bukken stolt ad Vejen hen
jeg hilste forhen Ven og Ven;
da var det glade Tider.
Jeg tabte Tøjlen. Under den
jeg selv for Læsset strider.
Lad Tiden gaa, lad Tiden gaa!
Jeg trækker Sten tilhuse;
i Lykkens Sol, jeg kan forstaa,
man tør sig ej beruse.
Lad Tiden gaa; det gaar vel frem
og har jeg bygget op mit Hjem
og rejst min tabte Lykke,
saa hænger jeg min Kørerem
paa Væggen som et Smykke.