Jeg takker eder, I kære Venner,
at I stod hos mig, dengang det kneb;
jeg takker alle de kære Hænder
for Trykket, hvormed min Haand de greb
jeg skal ej glemme Familjeblikket,
de Taarer, Øjet mig nægted ej;
mig var beskikket
en Domfældts Vej;
Frifinder-Blikket
jeg glemmer ej.
Jeg er saa rørt, at for Skælven næppe
jeg kan jer sende min Afskedstak . . . .
Titusind udsøgte Bambuskæppe
og en Kantate af Av og Ak!
Hvis end som Skyldner I mig betragter
— man kan dog drive sin Skyld for vidt —:
gentag hvad sagt er,
gentag det frit!
O jeg foragter
jer. Vi er kvit.