Din Guddom steg fra Piedestalen ned
og satte sig tilbords og aad og drak
med Per og Povl, og lo og kom i Snak
endog med Ternen, som gik om og skænked.
Af Marmor stod han før saa stolt i Lunden.
Ak, tænkte Du, da Gudens Spøg Dig krænked,
saa var det usandt med hans Herlighed,
her har sin rette Tumleplads han funden! —
Vær rolig Du, som har i Gave bragt
din hele Tro og Tillid for hans Fod;
hvis Du ser efter dér, hvor Guden stod,
saa vil Du finde ham, som før, paa Pladsen.
Hvad var en Gud, om Piedestalen skulde
— kun den alene — skille ham fra Massen?
Den Drik, som spildtes, pletter ej hans Dragt;
paa Marmor bider Tiden kun — og Kulde.