Saa’ Du Knøsen, som strøg forbi,
Skælmen med tindrende Øjne?
Tror Du hans Fart blev standset, fordi
hans Fødder var nøgne?
Tror Du hans Stemme er hæs og raa,
fordi han ikke har Kappe paa? —
Hør hans Stemme og se hans Gang;
der staar Røg af hans Fjed, der er Ild i hans Sang.
I Morgenluften saa frisk og sval
svajer de grønne Kranse,
Skoven blev bygget til Dansesal;
kom, lad os danse!
Tør Du vel flette dit Trin i mit,
da er mit Hjærte til Hansdag dit;
dagligt Brød giver daglig Kiv,
følg mig paa Farten og vær min Viv!
Kom Du brune Pige, kom!
vort Bryllup skal staa i det Grønne.
Vi agter den Snak og de Andres Dom
værd kun en Bønne.
Saa’ Du Magisteren, tynd og bleg?
Han rynkede Næsen ad vor Leg.
Lille Magister, lad se din Arm! —
den spænder jo ej om en Piges Barm.
Mit Navn er Gotfred Springforbi,
Vildtet er mine Frænder.
Tror Du min Fod er nøgen, fordi
jeg ikke har Venner?
Raakalven skaffed mig Støvler vel,
’fald jeg nænned at slaa ham ihjel;
men jeg klæder mig ej ved en Andens Trang.
Jeg er let om mit Hjærte og let i min Gang.