Jeg er kun det skøre Kar,
kig ej saa paa Glasset,
Navne, Ridser og alskens Tant
staar i Krystallen kradset.
Er kun Vinen, som gemmes derinde, god,
saa lad Glasset staa paa en vaklende Fod,
er kun Indholdet lifligt at smage,
saa lad Formen have sin Hage! —
Hvorfor, Venner, veje mig bestandig
paa en Vægt med fine Decimaler!
Er jer Regning gjort, nuvel, hvad fandt I?
eders egne Mangler,
Kødets fælles Kvaler.
Venner, gaa tilside,
læg jer Griffel væk;
tag mig paa det Vide
som et Hav, i store, aabne Træk.
Glæd Jer ved den Sol, som paa mig brænder.
Jeg har ikke tændt den selv, desbedre
kan jeg prise Varmen, kære Venner.
Solen over Havet
kan jeg trøstig hædre;
jeg har Ret at glæde
mig, naar paa min Strand
over Saltets Væde
Funker falde fra den høje Brand.
Jeg er kun et Instrument.
Mestren paa mig spiller.
Selv jeg véd ej, hvorfra, hvorhen
disse Buestrøgs Løb og Triller.
Klinger Sangbundens Tone med Ild og Fart,
saa lad Træet kun være af skrøbelig Art.
Der er Støv, naar Redskabet skilles,
men det mærker man ej naar der spilles.