Holla, i Kroen derinde!
har I Plads for en farende Svend,
som er ked af det evige Rend
paa Vejen for alle Vinde?
Du Vært og din smukke Kvinde!
saa giv mig Besked,
kan jeg sætte mig ned,
kan en Plads jeg paa Ovnbænken finde? —
Og vel kan Du sidde, saameget Du vil,
min Terne hun rækker Dig Hynde dertil;
saa hvil kun og saml Dig Kræfter.
Du har nok kun Kappe og Trøje?
jeg tager det ikke saa nøje:
Bagagen den kommer vel efter? —
Bagage! den kender jeg ikke.
Hvad jeg ejer, fører jeg med
hvor jeg vandrer fra Sted til Sted;
saa er farende Svendes Skikke.
Dog kom jeg ej her for at tigge:
Jeg har Staal i min Arm,
jeg har Guld i min Barm,
under Huen Ædelstene ligge!
Og er I en Herre af saadan en Art,
da bredes paa Disken Jer Dug i en Fart,
da faar I vel kysse min Kvinde.
Da fjæler jeg selv mig i Stalden
og sover til Hanernes Kalden;
I sover i Stuen herinde! —
Saa drak han og spiste, den fremmede Svend,
og strakte sig sindig ad Ovnbænken hen
og drømte sig favnet og krystet.
Men Værten derude i Stalden han lo:
Ja, lad dem kun kysses og gantes de To,
han bærer sit Guld jo paa Brystet! —
Om Morgenen Værten fra Stalden gik
og veksled i Døren med Ternen et Blik:
Naa, fandt Du hans Guld saa i Barmen? —
Nej, søge det turde jeg ikke,
han havde saa fyrige Blikke;
men jeg mærked Staalet i Armen! —
Holla! Hr. Vært bring mig Spise!
— Før bort jeg begive mig vil,
maa jeg davre og drikke dertil,
jeg har Sult som en Berner-Rise.
Jer Kro skal jeg love og prise;
jeg har sovet saa sødt,
jeg har hvilet saa blødt,
jeg har digtet derover en Vise! —
Nuvel, saa kom frem med Jer Vise paastand;
jeg hører saa gerne en fornemme Mand
at skæmte, skøndt aarle paa Dagen.
Jeg synger jo selv, naar det gælder;
nu tog jeg mit Regnebræt heller:
men det gør slet Intet til Sagen! —
Hr. Vært, I skænked mig Drikke,
I rakte mig Sulet dertil;
med min Vise betale jeg vil,
saa er farende Svendes Skikke.
Ædelstene er mine Blikke,
Staalet mit Mod,
Guld mit sunde Blod;
og andet ejer jeg ikke!