Kom hid, I Mænd, saasandt som I har
Gige og Fløjte og Tromme;
jeg spørger ej om, hvor Vejen bar,
om I Skælmer er eller Fromme.
Jeg ryster den fillede Hat Jer fuld;
af al min Eje og alt mit Guld
skal Størsteparten I nyde,
at Glansen Jer ret maa fryde.
Og var I de største Skælmer paa Jord,
jeg hædred dog højt det Spillemands-Chor.
Gigen.
Det bar forbi med en krydret Duft,
Mynte, Lavendel og Rosmarin.
Vi saa’ os omkring i den blege Luft —
Fløjten.
Hvor er nu Vennen min?
Begge.
Vaaren er solklar,
men Vaaren er kort.
Trommen.
Nyt den; den ruller saa hurtig bort!
Gigen.
Det mylrer med Smaafolk fra Mose og Kær,
Alferne pynter de strittende Træer;
pynter dem pænt med gule Rosetter,
spinder og tvinder, tætter og fletter,
røgter den Væv iløn; —
Ej nu blev Skoven grøn.
Ræk mig din Haand,
her er din Krans;
følg mig i Kredsen
og dans!
Fløjten.
Saa gik de i Dans langs den lysnede Sti,
hvor Kilderne risle og Kæret staar stille;
Fuglene var dem saa kære, fordi
de vidste saa sødt at spille.
Gigen.
Han gav hende Haanden; hun loved, han svor;
det sused i Skoven, den tog deres Ord.
Fløjten.
Men Fuglene lo, da det Løfte lød;
de vidste maaske, hvad et Løfte betød.
Alle.
Tiden driver med Tiden Gæk.
Hvor er den Duft, som fødtes?
Vi saa’, hvor Blomsterne ødtes,
Sommeren sved dem væk.
Det buldred’ i Skoven, vi saa’ os om:
Stormen var kommen og Skoven stod tom.
Ikke et Blad paa en eneste Gren,
ikke en Fugl,
ikke en.