Vaaren og Træet
En Allegori
En Allegori
Jeg véd et Sted et Frugttræ, som visner uden Frugt.
Det blomstrer vel hver Pinse for Vaarens Aasyn smukt,
men Blomsterne skal bæres tre fulde Døgn i Flugt.
Jeg véd et Sted et Frugttræ af Tid og Lykke glemt;
det skulde skænke Vaaren tre Døgn, saa var bestemt.
Tre Døgn, tre fulde Nætter — — — man finder dem ej nemt.
Nu skal I staa og høre.
Foraaret kom
en Hverdag midt i Ugen i léret Arbejdsvogn.
Og Kusk paa Agebrædtet var Solen, som sov.
Da saa man bag et Gitter et Frugttræ, Busk endnu,
som aldrig havde baaret og stod med tænksom Mund;
dér vilde Vaaren klække en lille Frugtblomst ud.
Og Vaar med Sol i Følge, to grove Gartnere,
brød ind blandt stive Sirtrærs bestandig grønne Adel
til dette ene Frugttræ, til dette Liv i Dvale.
Den første Dag de aanded paa Træet, skød det Knop,
den anden Dag de kyssed det, og Knoppen luktes op.
Den tredje Aften hang der en lille, venlig Blomst.
Saa sagde Vaar til Solen: »Endnu kun denne Nat,
og selv de golde Steder skal eje Livets Skat!«
Imidlertid kom Natten, — da staar hver Busk forladt.
Imidlertid kom Natten, den farefulde Stund,
og det er skét, at Træet betroed Havens Hund:
»Nu maa jeg kysse Vaaren, da blir min Livsfrugt sund!«
Men Hunden, som aad Græs og som drev sit kaade Spil,
sprang til og snapped Blomsten, skønt Blomsten selv ej vil.
Det lille Frugttræ tænkte: Ih gik det saadan til!
(Har Hunden taget Blomsten, er der jo intet Raad.
Men Sol og Foraar lover sig selv: til næste Aar
at gøre Træet større, saa Hunden ej kan naa.)
Nu skal I staa og høre.
Foraaret kom
en Søndag, Aaret efter, bekvemt i Wienervogn.
Og højt paa Bukken troned den lysvaagne Sol.
Det var den samme Gartner endskønt i Søndagspuds:
man husker sligt et Frugttræ, som stod med tænksom Mund;
man elsker det af Hjerte, og man pudser paa sin Kusk.
De rørte Træets Hjerte: der brød tre Knopper frem,
tre milde hvide Blomster (og Vaar og Træ var Venner),
den tredje Aften smilte de som viltre Pigetænder.
En Kat krøb op paa Grenen og tog hver Blomst, der hængte.
Det var en dejlig Majnat. Træet sov ind og tænkte:
Nu gad jeg nok i Morgen sé Vaarens lange Næse!
(Har Katten taget Blomsterne, saa er de Grene tomme.
Men Sol og Foraar lover, saa snart et Aar er omme,
et saadant Væld af Blomster, Katten ej kan overkomme.)
Nu skal I staa og høre.
Foraaret kom
for tredje Gang med Firspand for sin kejserlige Vogn
henrullende langs Æthren. Oprejst stod Kusken: Sol.
Der flagred Silkevimpler og Baand for Luftens Luner.
Bagved gik Østenvinden, men den var slaaet sammen.
Foran fløj Vestenvinden med blinkende Basuner.
De kyssed Træets Krone, de vækkede dets Ungdom,
der stod det fuldt af Alvor med alle Grene hvide,
hver Drøm i Træets Hjerte, hver Sorg, hvert Smil blev Blomster.
Og alle disse Blomster, den lange tredje Dag,
de aabned deres Læber i hellig Tørst og Hunger
og spiste Sol og Vaar med sultne Støvvejstunger.
De smilte ned til Hunden: »Du kan nok ikke naa os.«
Og midt i alt det hvide, den hvide Kat blev bange;
det ringed den for Øret: »Nu er vi nok for mange!«
Men den Gang Natten bredte sig, og Solen længst var nede,
kom Rædsel over Træet, det hvisked kold af Vrede:
»Ak jeg, som er et Sirtræ, vil ej modnes her alene!«
Det kaldte alle Aander i Luft, i Vand, i Jord.
Det rysted sine Grene i Vanvid og besvor.
Det var et mægtigt Hærværk — ved Dag stod Træet goldt.
Jeg véd et Sted et Frugttræ af Tid og Lykke glemt.
Det skulde skænke Vaaren tre Døgn, saa var bestemt,
tre Døgn, tre fulde Nætter — man finder dem ej nemt.
Da Vaaren kom ved Daggry og saa sit Frugttræ staa
med ganske bøjet Hoved uden Blomster i Haar,
da gød han over Træet sit Hjerte ud i Graad:
»Det skønne Træ! tre Nætter, tre Nætter kun i Fred!
da var det fyldt med Livet og fanged mer ej Mén.
Det er en Sorg for Jorden og et Tab for Evighed.«
»Hm,« sagde Solen rolig. »Her har nok været Trold,
jeg kender Herskabshaverne, det er forhekset Jord.«
Men Vaaren vinked stille, og Østenvinden kom.
Han bød at fælde Træet. Men Vestenvinden kom:
»Vær ikke ond mod Træet, det Træ, du synes om.
Men lad os læse over det, og bind det om for Trold.
»Vær mild mod det, du elsker, som Gud er mod det skabte,
han finder ingen Gengæld, han giver gerne alt!«
Saa læste de for Træet mod Trolddom og bandt.
De Trylleord, de læste, er selve denne Fabel.
»Det onde Træ« er Navnet, som Østens Vind har kaldt den,
— men det er Vestenvinden, som her nu har fortalt den.
EFTERSKRIFT
til Allegorien om Vaaren og Træet
Hvad var vel dette Frugttræ, der blomstrer uden Frugt?
Jeg skrev det om en Kvinde i Ærbarhed og Tugt,
jeg skrev om en Veninde, der mangled Kærlighed,
en blomstersmykket Grav, som var fyldt med Dødens Lugt.
Jeg skrev det om en Kvinde i Ærbarhed og Tugt.
Jeg tænkte paa mit eget Folk, som mangler Kærlighed.
Jeg beder Vaar og Vinde: bring flere Blomster hid!
lad vor Veninde kende sin Besøgelses Tid!