Det er en Udgang og Ende,
min Skat! — som gør Cicero stum,
naar man tilsidst maa bekende,
at man er ulægelig dum.
Min Tro paa en Bedring af Slægten,
med den blev det først forbi,
nu stopper desuden min Fægten
for Tøjten, den ny Poesi.
Det hele var just ved at sejle
og fandt ikke mere sin Plads,
da med mange smaa Prismer og Spejle
du optraadte i mit Palads.
Min Fodskammels Vogterinde,
min lille Stumtjener-Fé,
det blev jo umuligt at finde
lidt Alvor og lidt Idé.
Du lér af de tusinde Grunde
og alt, som ikke har Grund,
af de mindste smaa Katte og Hunde,
og du har den rødeste Mund.
Og kan der stundum være
i Blikket noget haardt,
det er, naar du siger: »sin Ære
den giver en Frøken ej bort.«
Naar ud af min Arm du vakler,
da favner du din Violin.
Der staar du med Blik, som to Fakler,
et Uvejr — saa mørk og fin.
Og alt, hvad du selv maatte standse
af kvindelig Vé og Lyst,
det rives som czekiske Danse
fra Fedlens firstrængede Bryst.
Min Skat, det er en Ende,
som gør en Cicero stum,
naar man tilsidst maa bekende,
at man er uhjælpelig dum,
at man var en Nar at spilde
sin Kunst og sit Farvelad
og sin Poesi, hvis Kilde
ejer Foryngelsens Bad.
Nu afskyr jeg Digternes Slæng helst,
min ædlere Ild brændte ud
— nu ønsker jeg dig i min Seng helst
for Øvrigheden og Gud.
Saa bliv da for Verden min Mage.
Jeg lover at ej være trist.
Jeg ordner fra nu mine Dage
som definitiv Humorist.
Der laa en udødelig Alvor,
en Tro paa det Skønnestes Ret
til Grund for min Blomst, mit Forfald — for
min Ungdom i godt og slet.
De største Kvinder, som glinste
paa Jord, var mig før for smaa
— nu nøjes jeg helst med det mindste
af Kvinde, som er at faa.