Bag den dovneste Sø, i det fladeste Land
paa den roligste Ø bor en latterlig Mand.
Hvis ej der var Blæk og elendigt Papir,
man fandt ham vel rustnet og hængt paa et Spir.
Han trøstes af Vaaren og Vinen saalidt
som af Kvindernes Kærtegn — han ønsker kun ét:
at fylde det flade Papir med sit Krads
i den Tro, at han rækker Alverden sit Glas.
Han vælger sit stolteste dyreste Nu
til at rive sig selv som en Kladde itu
for at kaste sit gladeste Purpur til Svin.
(Den gladeste Mand har ubodelig Spleen!)
I søvnløse Nætter med Pen og med Blæk
han ødsler ubændig sin Sundhed væk,
men har han ej tilbragt en søvnløs Nat,
da er det med staklen end uslere fat.
I det fladeste Land med de laveste By’r
nær en haabforladt Strand bor en latterlig Fyr.
Han vil samle alt Liv i et eneste Ord
af Solskin og Fryd — før han jævnes med Jord.