Vi lærte med Haanden mod Hjærtet
at trykke vort Pulsslag tyst,
at tvinge i sagtelig Bølgen
det hæftigaandende Bryst.
Ak Ungdom, ak Ungdom du fejre,
naar vover du sorgløs og glad?
Et ængsteligt Sind at besejre
er mer end at vinde en Stad.
Du har jo et Liv at skabe;
hvor kan du da tænke saa slapt?
Den Dag, som du ikke har nyttet,
den har du for evig tabt.
Tiden det er til at vente,
naar Blodet er kølnet og tyndt.
Men den har kun Stunder at hente,
hvis Tid er næppe begyndt.
Kan hænde vi tørster saa længe,
til Bækken forbi er flydt;
kan hænde vi drømmer os léde
ved det, som vi aldrig har nydt.
Her hjemme er Slud og Taage,
let bliver al Ting sort.
I troende Trang til Skønhed
vi banker paa Lykkens Port —
Den brænder endnu vore Fødder,
Jorden, af Solen forladt.
Og alle Gaderne dønner
af Folk i den lyse Nat.
Luften er hed af Længsel
og dufter af Blomster og Løv.
Lykkelig du, som kan træde
i Jordens dejlige Støv!
Hvad vinder du vel ved at tvivle?
Kom ud til en Sommernats Dyst!
Kom ud! Endnu nogle salige
Timer — og saa er det lyst.