«Altfor mange Blomster!»
Luft ud den mugne Lugt af Blomster,
de visne Roser, fej dem væk!
Det er forbistret kvalmt herinde,
som om man aanded i en Sæk.
En stiliséret Vejrberetning,
et Suk, en Klage blandet i,
en Haandfuld Urter plukket sammen
— og det skal kaldes Poesi!
Er der ej andet at fortælle?
er Verdens-Stoffet ganske tømt?
Fortæl det nøgne, I har levet,
og ej det Vaas, som I har drømt!
Fortæl, hvorledes Slægten kæmper,
hvordan den hader, elsker, tror.
Beskriv en Kvinde, som I attraar,
og ingen Brud i Taageflor.
Jer Elskov er som alt det andet
saa stillestaaende og død,
den sover paa en Seng af Roser,
et Rosen-Genskin er dens Glød.
Fortæl om Kød og Blod, fortæl os,
hvorledes I for hende skjalv,
I havde haabet hélt at gribe,
og som I kun fik eje halv.
Fortæl, hvordan I vilde flyve
og ned paa alle fire faldt,
om Elskovsrus og énsom Brynde!
Fortæl! — ja, kan jeg nævne alt?
Men skaan os for de smukke Tanker,
det spæde Harpeklimperi,
de slidte Blomster Ornamenter,
som tusend brugte førend vi.
Det er forbistret kvalmt herinde,
som om man aanded i en Sæk.
Luft ud den mugne Lugt af Blomster,
de visne Roser, fej dem væk!