VI. Nymennesker
Et Brev
Et Brev
Hvor vel til Mode følte jeg mig nede
i denne maleriske, gamle Rede!
Vi havde klatret frem, vi tre alene,
trods Storm og Regn hen over Strandens Stene:
Kathinka, lille, let, mod Blæsten bøjet,
saa kaad, naar Sundet bruste op og støjed,
og Maleren, begejstret for den strandede
Chalup, og jeg, som kraftig Regnen bandede.
Derefter med Forklaring, Gysen, Latter
ned gennem Kronborgs klamme Kassematter,
hvor Fakkellyset flagrede forvirret,
mens Begens Virakrøg i Næsen pirred.
Og lidt nervøse, halv Vejs gennemblødte
gad vi, i opløst Slaphed, knapt os flytte,
da i den lune Gæstestues Krog
vi faldt i Staver ved en gammel Bog.
Af Stuens Halvlys-Hygge animeret
vi lo og læste, til der var serveret.
Det var en Bog om Salighed og Luer,
om Himmelglans og hede Helvedstuer,
om fromme Mænd, hvis sejge Kamp mod Kønnet
og anden Verdenslast blev evig lønnet,
og som — da deres Stand ej frembød bedre —
erstatningsvis blev gjort til Kirkens «Fædre».
De havde fundet Djævlen saa forførende,
at deres Modstandskraft blev dobbelt rørende.
Vi ynked dem for deres Martyrkrans,
— jeg som Forkynder af den sunde Sans,
Kathinka med sit Smil og Grublerblik
og Maleren med sin Gemyt-Kritik.
Vi ynked dem for Lykken, som var slugt
af Klostrets ørkesløse, strænge Tugt,
og vilde skænke dem et Paradis
med Fryd og Nydelser paa jordisk Vis . . .
Vi havde spist med Lyst og flittig drukket
for Varmens Skyld. Nu sad vi gennemtrukket
af Vid og Mæthed, i elskværdig Dovnen
og dæmpet Snakken, rundt om Kakkelovnen.
Det mørkned, Vindus-Lyset tykned bort;
Gardinerne sig tegned ganske sort.
Den sidste Middags-Gæst var gaaet ud.
Vi sad og talte om den nye Gud.
Om Ham, den Gud, som er i vore Nerver
og styrer alt, skønt aldrig Sjælehverver!
Kathinka sagde tyst: «I kan forklare
maaske, at alt er Nerver — Nerver bare!
Men da maa vi jo ogsaa dø til sidst,
og det er det, jeg føler er saa trist.
Den Tanke var saa dulmende, saa skøn:
at kunne bede Gud om Trøst og Løn;
ti det er ensomt nok endda for ên,
naar man skal staa paa sine egne Ben.»
Jeg skulde til at svare just, men standsed,
da Maleren, som tankefuld ej sandsed,
tilbagestrakt — den højre Haand om Nakken,
den venstre med Cigaren for paa Jakken —
udbrød: «Mon der er Trøst for nogen Stymper,
som ved sin Uformuenhed sig krymper?
For det er Helved, mer end Svovl og Luer!
hvis man kan ingen Ting faa gjort, som duer.
Dog, der er heller ingen Himmel til
som det: at have naaet, hvad man vil
... at føle Evnerne ... at have taget
paa Tingen — som en Mand, der kender Faget.
Om der er noget Forsyn eller ikke,
vor Kamp og Famlen lader det vel ligge.
Kan ikke selv sin Tvivl man gøre klar,
saa bli’r det Fusk ... selv med Orakelsvar!
... Naar man om Gengæld efter Døden taler,
da maa i Paradis hver daarlig Maler.»
Han talte afbrudt, og han vedblev ømt,
med dæmpet Stemme: «Jeg har altid drømt
at finde én — en Kvinde — som vil dele
min Sygelighed ... Glæde ... og det hele,
og være Kammerat, naar ud jeg driver
i Sjap og Sol og leder om Motiver.»
Han nikked til mig og betoned vist:
«Men du skal sé, jeg finder det til sidst!»
Med Armene i Kors og Smil om Munden
Kathinka hvilte i forstenet Grunden.
Saa vaagned hun og smilte stadig let:
«Ja det kan gærne være, De har Ret!»
Vi skælned snart ej tydelig hverandre,
og tavse lod vi vore Tanker vandre
paa Tog med disse Mørknings-Ildreflexer,
hvis lune Flakkedans hver Krog forhekser.
— Og som vi hviled unge, sejerstærke,
til Trods for alle Gammelmænd og Klerke!
hver for sit Maal beredt i Kamp at rykke,
hver med sit sikre, frie Krav om Lykke,
saa trygge, mens det bløde Skær omspandt os ...
da stod den store Guddom midt iblandt os.
14.2.87