Et evigt Tab af Minutter.
Viseren lister Skiven rundt,
stædig og tavs
Minut og Sekund.
Et evigt Tab af Minutter —
de tripper og smiler og smutter,
de drypper i Stilhed og gaar til Havs.
Spørg Uret: hvor blev de henne?
Viseren lister sig tavs.
De solmuntre lange Minutter
en Sommerdag ved Kanalens Rand,
dit Hjem bag en fredfyldt Persienne
og Pakhuse spejlet i søvnigt Vand ...
selv de faar endelig Ende.
Minutterne narrer sin Mand.
Du husker en Blomst og et Spænde,
fuldkommen Lykke ... og ondt i en Tand ...
Ej flere Dage som denne!
Viseren lister Skiven rundt.
Vi taber, vi taber for hvert Sekund.
Selv Pinen er ophørt at brænde.
Vi taber i Godt og Ondt.
En Gang vil disse Timer,
med Sollyset gemt deri,
forstenet til Jordlag, rumme
den Tid, da vi ivred forbi.
Den frodige Verden, som spejler
sig dovent i Vand hver solvarm Dag,
Byen og Baaden, der sejler,
vil være et bundfældet Vrag.
Og vore bankende Hjerter
ved Fryd og ved Smerte stemt
vil ligge i Jordens Mørke
som Solbølger ganske glemt.
Og hele denne Hvirvel
af Liv og Larm og Trods
skal være næsten forsvunden.
Og ingen vil spørge om os.