Saaledes talte Tanken
mismodigt i Drømme til sin Poet:
„Hvis ej vi var komne til Verden
— det, som er sket, var dog sket!”
Hun gentog: „Var vi ikke komne,
hvad ikke var sket, var dog sket.” —
Jeg hvisked: Nu taler min Tanke
ikke af Aanden beredt.
Hvis ej vi var komne, og Tanken
ej fødtes hos en Poet:
hvad ikke var sket, var ej sket!
Jeg hvisked: Du jordfaste Tanke
af Tidens Vantro forledt,
der er en større Retfærdighed til,
og Digteren er dens Profet. —
Der er en dybere Sandhed til,
end Verdens Øjne har set,
var du og jeg aldrig komne,
hvad ikke var sket, var ej sket
Hvad vil mig Hekuba,
hvad vil mig Troja,
Ilions Mure!
som ingen har set!
— Undtagen den store Homeros —
den blinde Poet