96. Lugten
Melodie: Ederne af Du Puy
Melodie: Ederne af Du Puy
Ifald Du ret, hvad Lugten er, betænker,
jeg næsten troer, Du enig er med mig:
ti Gange vil dens Ævne ærgre Dig
for hver en Gang den Dig en Glæde skienker.
En liflig Lugt har Rosen og Jasminen,
en skiønne Ting er selv en Potpourri;
men gaae engang Peer Madsens Gang forbi:
ti Stegekieldre der Din Næse piner!
Jeg skriver ei om Lugten, men om Næsen!
den er en Ting, som nok er værd en Sang;
og hvis Du finder Visen ei for lang,
min gode Ven, saa syng den eller læs den!
Naar man til noget føler stærke Drifter,
saa siger man: derefter Næsen kløer;
jeg frygter for, at lige til jeg døer,
min tidt vil kløe, hvis ei Natur jeg skifter;
Seer jeg en Glut af dem, som kan oplive
et stakkels Adamsbarn fra Top til Taa,
jeg vil ei for min Næse indestaae,
at den jo kløer til jeg fast gal maa blive!
Og hvis jeg da hos hende vil antænde
den Ild, som brænder i mit eget Blod,
gid hun maa være da saa eiegod,
mig ei med en lang Næse hiem at sende!
Dog heller det, end at jeg vilde læse
i hendes Blik, hun elsked min Rival;
jeg bander paa: jeg vist blev splittergal,
ifald hun kysde ham trods for min Næse?
Og eet endnu: gid aldrig jeg see Andre
at drikke Viin, mens jeg blot seer derpaa!
En Bøn til Gud jeg strax opsende maa:
lad aldrig Viin forbi min Næse vandre!