93. Jorden
Melodie: Wohlauf, Kameraten! aufs Pferd! aufs Pferd!
Melodie: Wohlauf, Kameraten! aufs Pferd! aufs Pferd!
Hvem elsker vel ikke vor blomstrende Jord?
det er dog en løierlig Klode!
Her Glæden ved Siden af Sorgerne boer;
snart Viisdom, snart Daarskab er Mode.
Hvorfor her at leve jeg finder saa sødt,
jeg vecd ei; maaskee fordi her jeg blev født!
Om Jorden er fiirkantet, rund eller flad,
maa Rasmus Montanus betænke!
jeg veed man derpaa lever inderlig glad,
paar man med lidt Viin den tør stænke;
men altsom jeg stænker, jeg passer dog først
at slukke med Druernes Nectar min Tørst.
Dog fristes jeg fast til at troe, at vor Jord
saa rund som en Bossel maa være:
thi klarlig jeg mindes, det hændte i Fior
den ei min Person vilde bære,
og skiøndt der i Veien ei laae nogen Steen,
mit venstre faldt over mit høire Been.
Lad Solen og Maanen formørke vor Jord:
den Ting saare lidet mig skiller!
naar Druernes Soelskin opklarer mit Bord,
naar Vinen i Glassene spiller,
saa sæt mig høist op under Spidsbergers Poel:
jeg har i mit Glas baade Maane og Soel!
Jeg elsker vor Jord af Min inderste Siel,
og gierne blev altiid — foroven!
thi giemt i dens Skiød og forinden en Fiel,
det er en evindelig Soven!
kun Roden af Blomsten dernede man seer;
dens Vellugt de Døde imøde ei leer.
Jeg hører paa Jorden den skingrende Sang
af tusinde Fugle i Lunden!
jeg hører de bredfulde Bægeres Klang
i det vi dem føre til Munden!
saa himmelsk Musik har vor syndige Jord:
mon bedre den findes blandt Englenes Chor?
Thi, synger og jubler i vildene Sky,
og kappes at lovprise Jorden!
bed Krigen og Pesten i Hast fra den flye!
bed Fred fæste Bopæl i Norden!
En Skaal for den rare, plaseerlige Jord,
hvor Pigerne smile, hvor Viinstokken groer!