kommer! Bacchus vil vi dyrke!
priser høit hans Magt!
I sin Drue Kraft og Styrke
har han kjærlig lagt.
Om hans Tinding, mens vi synge,
vi en Krands af Ranker slynge.
Venskab, Elskov, Munterhed
svæve frem i Evans Fjed!
Vi hinanden Haanden række,
byde Sorgen Trods!
Glædens Slør hvert Minde dække,
som bedrøver os!
Følg hvad Hjertet dig tilsiger:
tænk paa Kjerlighed og Piger!
Nyd ved Siden af din Ven
hver en svunden Fryd igien!
Skjønne Drue! du fremtryller
Livets Ungdomsvaar;
du med Haabets Soel omhyller
Alderdommens Aar.
Druens rosenkrandste Bæger
alle Hjertets Vunder læger;
Venskabs, Elskovs Tryllerie
Rankens Fader gjød deri.
Fryd oplive hver en Tanke!
bort med tomme Savn!
Hjertet fro og freidigt banke
høit mod Broderfavn!
Selv adskilte fra hverandre,
intet kan vor Pagt forandre:
denne Vished i vor Sjel
er vor Trøst i Vee og Vel!
Naar vi skilles, ingen Taarer!
ei umandig Graad!
Skjebnen selv,
som Hjertet saarer,
skjenker Trøst og Raad.
For vort Blik dens Vei er Mørke,
men os Haab og Tillid styrke!
Aftnen skiller Ven fra Ven:
Morgnen sanker dem igjen!