Manden med Glas i Haand,
stolt af sin høie Aand,
føler sig stor.
Rask, men dog som han er,
Ret og Pligt har han kjær,
ei han en Uven seer
paa viden Jord.
Herlige Druesaft!
du gyder Ungdomskraft
i gammelt Bryst.
Glas i Haand hos en Ven
seer jeg min Vaar igjen,
glemmer at den svandt hen,
nyder dens Lyst.
Skjønt du, o stolte Hav!
Var mangen Sømands Grav,
elsker han dig;
men seer han Fødestavn,
staaer han med udbredt Favn,
jubler sin Piges Navn,
er lykkelig.
Paa vilde Bølges Ryg
vugges han fro og tryg,
mindes sin Mø.
Inderlig Kjærlighed
lønner hans Daad, han veed;
men sveeg hans Mø sin Eed,
da kan han døe.
Hil dig, o elskte Sø!
Hil hver en trofast Mø!
Stemmer i Chor!
Hil Druens skjønne Blod!
Hil Troskab, Fryd og Mod!
Hil hver en glad og god
Borger i Nord!