Vor kiere Jord i Enkedragt sig hyller;
Det volder ikke os Sørgmodighed,
Thi Enker trøstes kan, som Hvermand veed.
Sandt nok, ei Rosen meer vort Syn fortryller,
Afbladet af en voldsom Nordenvind:
Dog skiønnere den sees paa Pigens Kind.
I Vinterpels, i lette Sommerklæder
Vor Klode stedse er min Donna lig,
Bestandig ung, bestandig yndelig.
Selv naar paa Stormens Vinge Kulden iler,
Er Jorden skiøn og fuld af Fryd, som før;
Dens Ynde ei med Somrens Pryde døer.
Hvo savner Somrens Varme vel? Den lever,
I vore Skiønnes Smiil, som nu maa tye
Fra landlig Egn til Stadens varme Lye.
Ei Zephyr mere let paa Engen svæver,
End Minna, naar blant munter Glædestøi
Rødblussende i Dandsens Rad hun fløi.
Forgieves selv, o Soel! paa høie Bane
Du fra vort Glædeslag bortskynder dig;
Thi see! vor Kunst giør Natten Dagen lig.
Styrt kun herned, o Snee! saa har vi Kane
Og bløde Pels og raske Ynglings Arm,
Mod Frosten værner kiælen Piges Barm.
Ja, sand og høi Philosophie udøve
Vi Byens Folk, i Vinter som i Vaar,
Skiønt mangen større Nar os Narre troer-
I Sted for os ved Vintren at bedrøve„
Om Næsen blaae, med spøgang hyllet Barm;
Vi trodse Vinterens og Skiebnens Harm.
M. C. Bruun.
