O! jeg vil aldrig leve meer,
Jeg Døden gaaer i Møde!
Bør man ei fæste Boelig der,
Hvor ingen Hierter bløde?
Saa roeligt er de Dødes Hiem!
Saa tryg er deres Slummer!
Thi ingen Elskov boer hos dem:
Hvor Elskov boer, er Kummer.
Ja! i hvordan jeg end skal døe,
Vil jeg ei leve mere;
Thi ak! min gode Fæstemøe
Mig nu forhadt bør være.
Hvor var Marie englegod!
Hun mig sit Hierte skienkte:
Og naar hun sad, og naar hun stod,
Hun kuns paa Jørgen tænkte,
Hver Morgen hun om Jørgen sang
Med sin velsign’de Stemme:
Hver Aften samme Vise klang;
Og det kan jeg ei glemme!
Mig kiøle Nat var aldrig sval;
Thi jeg i Hiertet brændte,
Og let sprang over Høi og Dal
Til denne kiære Stente.
Her vented’ hun saa englemild,
Her stial jeg Kys saa fagre,
Og veed ei ret: hvor det gik til,
At jeg dem aldrig smagte.
Tidt kom jeg fra en anden Kant,
End vaar hun kunde blive;
Og næsten altid hende fandt:
Sin Jørgens Navn at skrive.
Hvor løb vi da til høie Strand
Saa glade som de Rige!
Hvor sat jeg rask min Baad fra Land,
Og roede for min Pige!
O! altid hendes Medesnøer
De Fiske kunde kiende;
Thi bort fra mig de alle foer,
Og beed ikkuns for hende.
Saa kiærligt sagde hun til mig,
Naar Baaden slog mod Steene:
”Jeg gierne, Jørgen! døer med Dig;
”Men døer ei gierne eene.”
Og al den Kiærlighed var Tant? —
Af Skræk jeg Arme bæver!
Det er, desværre! alt for sandt;
Thi uden mig hun lever.
Hvor var min Glæde stor i Gaar,
Da jeg saae Dagen stige!
At megen Fryd os Smerte spaaer,
Jeg nu for vist kan sige.
Med Peter dands’de hun saa glad
Nok over fire Dandse:
Tungsindig arme Jørgen sad,
Og intet kunde sandse.
Da saa den Dandsen Ende fik,
Med ham til Bords hun ty’de:
Tungsindig arme Jørgen gik,
Og intet kunde nyde.
Og Peter fulgde hende hiem; —
Jeg saae det alt for nøie.
”God Nat!” fik jeg dog stammet frem;
Men Graad var i mit Øie.
O! Natten randt saa bitterlig —
Jeg bandede den Gammen;
Og nær jeg havde druknet mig
Der hist i Malke-Dammen.
Tungt nok! og dog Maries Nar
Jeg taalig skulde være;
Men Peters og, som fiendsk mig var,
Nej! det kan jeg ei bære.
Dog vil jeg, førend jeg nu døer,
Vor gode Degn ombede:
At ligge ved vor Kirke-dør
Han vil min Grav berede.
At, naar hun da, som Peters Brud,
Paa Kirkeveien smiler,
Hun den kan see; og si’ mue ud:
”Der arme Jørgen hviler!”
F. Høegh Guldberg.
