Du slumrer, Søn! iblandt de Døde
Paa sørgelige Kirkegaard —
Hvi saae jeg da saa glad i Møde
Din Manddoms nytterige Aar?
Useete sank de Haabets Dage
Med Dig i Gravens mørke Skiød.
Erindringen har jeg tilbage —
O! er den bitter eller sød?
Ved Siden af min Lottes Leie
Du tryg i lille Vugge laae,
Og det aarvaagne Moder-Øie
Saa tidt, saa ømt til Vuggen saae.
Naar Solen mig hver Morgen vakte
Ved Glands fra Kirkespirets Top,
Ud over hende jeg mig strakte,
Og løfted’ Dig, umærket, op.
Saa sagte jeg ved hende rørte,
Halv vaagen hun da vendte sig;
Din Mund til hendes Mund jeg førte,
Strax vaagned’ hun, og kyssed’ Dig.
Hvor trykte hun min Haand med Varme,
Naar mild Du til Din Fader loe!
For mig svandt Dagens megen Harme;
Thi, ak! min Morgen var saa fro.
”Du Mand!” saa lød din Moders Stemme —
”See Drengen! alt han kiender Dig.
”Og mon han ei vil snart fornemme,
”Hvor skiønt det er, at ligne Dig?
”Vi stedse ham til Dyden lede
”Endog ved muntre Barnespil!
”Med os han dele skal hver Glæde!
”For ham vi Sorgen bære vil!”
Hvor er nu hine Soelskinds Dage,
Som runde hastigt hen for mig?
Omsonst jeg Drømmen vil gientage;
I Alt jeg mindes, savner Dig.
Ei Solen meer til Fryd mig vækker;
Den siger: at Du er ei meer!
Mod Vuggen jeg min Arm ei strækker;
Thi, Søn! Du slumrer ikke der!
I Graven slumrer Du, min Spæde!
Hvis glade Smiil var al min Løn.
O! hvi vil Gud mig ei tilstede,
At hvile der ved Dig, min Søn?
Din Moders Sukke om mig lyde —
Hist kommer hun, nedsænkt i Qval!
Med Blomster hun Din Grav vil pryde —
Og her hun eene græde skal!
.l.