Alle.
Agt Manden, som med ærligt Hierte
Dig, Pige! rækker Venskabs Haand!
Men elsk ei strax! thi megen Smerte
Forbittre vil det søde Baand.
Een Stemme.
Ung Grethes Vaar var fryderig,
Den randt ukiendt med Sorgen:
Fro saae hun Solen skiule sig,
Fro hilste den hver Morgen.
Blant Venner, i sin Faders Hiem;
Og, hvor hun gik, steeg Glæden frem.
Alle.
Brug sparsom dine Ungdoms Dage!
De vende aldrig meer tilbage.
Een Stemme.
Fra næste Stad kom Vilhelm hid,
Ret skabt for Elskovs Flamme:
En Krigsmand munter, vittig, blid,
Saa rank som Granens Stamme.
Letsindigt dog hans Hierte slog,
Og mangen ædel Møe bedrog.
Alle.
O! vee den Mand, som falsk tør svige
Sin glade, vennegode Pige!
To Stemmer
En Høitid Byen stimler til,
Hvor Glæden alt omkrandser:
Ved Nattefaklers klare Ild
Paa høstet Mark man dandser:
De Piger Vilhelm fandt saa smuk —
”O Grethe!” var hver Ungkarls Suk.
Alle.
Letsindig Møe maa tidt begræde
Sit Hiertes Tab ved Dands og Glæde.
Een Stemme.
Snart Elskov steeg i begges Barm;
Thi Dands kan Elskov tænde:
Og hiem de fulgtes Arm i Arm —
Saa let den Vei fik Ende.
De svor hinanden Eden til,
Som Ingen af dem bryde vil.
Alle.
Naar Glædens Ruus er først forsvunden,
Er Edens Pligt og let forsvunden.
Een Stemme.
Nu lyder Adskils haarde Bud,
Og Vilhelm maa bortdrage;
Da sukked’ Grethe: ”store Gud!
”Om Du ei kom tilbage?”
Men Pagtens Eed han atter svor,
Og helterask til Striden foer.
Alle.
Grandt kiender han, vor Tales Dommer!
Hver Eed, som fra vor Læbe kommer.
To Stemmer.
En Dag oprandt, en anden gik;
Men Vilhelm Intet melder:
Tungt tæller hun hvert Øieblik,
Og lønlig Taare fælder:
”Gud! jeg var glad og priiste dig —
”Hvi skal da Sorgen trætte mig?”
Alle.
Ei Støvets svage Syn kan skue,
Hvi Kummers Slag skal Dyden kue!
Een Stemme.
Mens hun bortsukker Nat og Dag,
En Mand det Budskab bringer:
”Der, hvor man hørte Vaabenbrag,
”Nu Seierens Jubel klinger;
”Og Vilhelm, som vor Fiende slog,
”En himmelsk Møe til Bytte tog!”
Alle.
O den, som Elskovs Eed forlader,
Skal straffes vist af Elskovs Fader!
To Stemmer.
Knap hører Grethe Mandens Ord,
Før Læbens Rødme blegner:
En Zittren giennem Brystet foer,
Paa Leiet hun nedsegner;
Og først om Midnat vaktes hun
Ved sidste Kamp i Dødens Stund.
Alle.
Held den, som snart i Gravens Slummer
Forglemmer Liv og Livets Kummer!
Een Stemme.
”Jeg ham tilbad” — saa brød hun ud —
”Endnu jeg ham tilbeder!
”Tilgiv hans Brøde, Svages Gud!
”Kuns Ungdom ham forleder.
”Hans skyldfri Mage lide ei:
”Fordi han svigted’ Troskabs Vei”;
Saa bad hun blid — og engleroelig
Foer skiønne Aand til Aanders Bolig.
Alle.
Forbandet! ja tifold forbandet den Mand!
Som Kiærligheds hellige Pagt tør omstøde.
Ham Synderes Fader forlade ei kan;
Thi haanede Taarer ham martrende møde.
Hans Meeneed ham omsvæve skal
Paa alle Fied hver langsom Dag,
Ved hvert af Midnat-Klokkens Slag,
Med uophørlig Helved-Qval!
Dens Minde skal hans Siel forfølge
I Blomster-Dal, paa vilde Bølge?
Og selv i Døden, Alvors Stund,
Den nægter ham et qvægsomt Blund!
For den, naar Tidens Forhæng falder,
Ham Pagters Gud til Regnskab kalder!
F. Høgh Guldberg.
