Favre Ynglinger! misunder mig!
Salig, salig er jeg! Hiertet bæver!
Navnet til min Fryd paa Tungen svæver,
O, men Ordet er unævnelig.
Du, som hører Glædens blide Lyd,
Som min Læbe zittrende udstammer!
Du, som seer mit Øies glade Flammer!
Nævn min Fryd med Himlens beste Fryd.
Hør, o hør min elskte Ninas Ord!
Hiertet banker høit ved dem at sige:
Hun er min, den blide Englelige!
Jeg er glad og lykkelig og stor.
Naar i jammerfulde sidste Stund
En Misdæder venter kun paa Døden,
Hører: — Naade! dig forladt er Brøden! —
Og hans Fryd er maalløs Taushed kun.
O! saa knæled’ jeg for Ninas Fod;
At jeg elsked’ hende, ak! var Brøden!
Dommen, — frygted’ jeg — var meer end Døden, —
Rædsom Bæven giennemfoer mit Blod.
O, da bøied’ hun sig langsom ned,
Medynks-Taare stod i hendes Øie —
Trøstende sig Himlens Aander høie
Saa imod den Godes Dødsseng ned.
Rødmende hun sagte favned’ mig, —
O, da glimred’ Haabets lyse Flamme! —
Zittrende jeg hørte hende stamme:
Yngling! du er min, jeg elsker dig!
Hun er min! o Fryd! hun elsker mig! —
Er der meer, hvorefter jeg kan stræbe? —
Hun har trykt et Kys paa denne Læbe,
Her hun om min Hals har slynget sig.
O, saa frydes bange Vandrers Siel,
Naar han træt i heden Ørk omvanker;
Naar af Tørst hans Hierte dødmat banker,
Og han nær ved hører Kildens Væld!
Slaven ved sin Lænke frydes saa!
Naar hans Fængsels tunge Dør man bryder,
Og en venlig Røst i Mørket lyder:
Fri du frem til Lys og Held kan gaae!
Dette Kys og dette kiælne Smiil
Evig skal staae prentet i mit Hierte!
Mens jeg lever, ja i Dødens Smerte
De skal føles med fornyet Ild.
J. Smidth.
