Bag Skoven titter Morgensolen op,
Og smiler Guld paa falmet Bøgetop;
Alt høiere paa Himlen den opstiger,
Og taageskiult October-Nat bortviger.
Før Solen reiste væne Stine sig,
Og løb til Skoven glad og skyndelig.
For huld Naturens Datter værdig klang
Fra rene Læber Morgenbøn og Sang.
Hun takked’ Gud for alle Livets Goder,
For Sundhed, Brød og Søvn, og for sin Moder.
”O! lad mig,” bad hun, ”lad mig for den Kiære
”End længe hendes Alders Støtte være!
”Hun er saa god, hun elsker dig, o Gud!
”Hun lærer mig at elske dine Bud.
”Lad, Fader, seent den svare Morgen komme,
”Da du modtager i din Favn den Fromme!”
I barnlig Andagt var hun kommen nær
De skiæftelig ophængte Rønnebær.
Hun over Nattens Taage glædte sig:
”Den mangen herlig Kramsfugl skaffer mig!”
Saa tænkte hun, og hopped’ høit, og Haab
Aflokked’ hendes Læber Fryderaab.
Med blaat, og stort, og yndigt Speider-Øie
Hun nu til lønligt satte Doner seer;
Men, ak! nu Stine glædes ikke meer,
Veemodigt hun begræder spildte Møie.
”Jeg Trygge, som har ingen Svig befrygtet!
”Jeg stakkels Barn, som saa troskyldig var!
”O fy! en Skielm, en Tyv, en Kieltring har
”Vist allerede mine Doner røgtet.
”Gid ham betale det! Jeg vilde glæde
”Min gamle Moder med hver Fugl, jeg fik:
”Ei vidste hun, hvi jeg saa tidlig gik —
”O! jeg maa harmes! bittert maa jeg græde!”
Saa klager hun, og gaaer med sene Fied
Mismodig fra det glad opsøgte Sted.
”Kukuk!” saa lød en Røst; hun saae sig om,
Og atter: ”Kuk, kukuk!” af Busken kom.
Og Hans kom frem deraf. ”Min kiære Stine!
”Hvi er saa mørk, saa sorrigfuld din Mine?
”Og see, du glindser jo af bare Graad,
”Som Ellen, der af Taagen end er vaad.”
Hun klager Hans sin Nød. ”Hold op at klage!
”Maaskee jeg skaffer dig hver Fugl tilbage;
”Men siig mig først, hvad Løn du giver den,
”Som giver dig den hele Fangst igien?”
Saa spørger elsket Hans. Blufærdig hun
Ham rækker hen den lille røde Mund,
Og Barmen, som var fuld af Kiærlighed,
Gik hurtigt under Dækket op og ned.
Med halvlukt Øie Stinemøer, saa glad,
Om sine nu betalte Fugle bad.
”Ja pyt!” var Hanses Ord, ”du for saa Lidt
”Vil have hvad med fulde Ret er Mit.
”Jeg ikke dine Fugle stiaalet har;
”Men jeg, før Dagen gryed’, ude var:
”(Man tidligt maa til sine Doner komme)
”Jeg fandt en Fugl i hver, og to i somme.
”Dem skal du faae tilhobe; men for Noget
”Maa Noget gives.” — ”O! du giør det broget
”For stakkels Stine! Siig, hvad vil du have?
”Jeg gav et Kys. Jeg har ei anden Gave.” —
”Hør, du forleden sang en skiønne Vise
”Om en — jeg troer, den Pige heed Elise:
”Syng den!” Saa fordred’ Hans, og Stine sang,
Og liflig Gienlyd rundt i Skoven klang.
En herlig Morgen sad Elise,
Og op mod Himlen saae;
Hun vilde høit sin Skaber prise,
Ei kunde det formaae.
Hun bad: Tilgiv, o Store, mig!
Jeg kan ei prise dig.
”Jo, du kan prise ham, du Gode!”
Saa lød en Oldings Ord;
”Vær med din Skiebne vel tilmode!
”Vær nyttig paa Guds Jord!
”Vid, hver, som fremmer Jordens Gavn,
”Ophøier Herrens Navn.”
”Han elsker ei de Kunstens Toner,
”Som Struben trilrer ud;
”Han hører glad af Millioner
”Et hiertens: Tak, o Gud!
”Og den, som fremmer Jordens Gavn,
”Ophøier Herrens Navn.”
Elise giemte Mandens Tale,
Og fremmed’ Brødres Vel:
Hun saae hver Aften Solen dale
Med Fryd i rolig Siel;
Hun døde seent i Engles Favn;
Hun priiste Herrens Navn.
Nu Hans skalkagtigt giemte Fugle hented’,
Og gav sin Stine fleer, end dem, hun vented’.
”See her, min gode Pige! her er’ dine:
”Af Spøg jeg havde lagt dem mellem mine.
”Der, tag dem alle! Husk paa den Elise
”Du sang saa deiligt om! Vi Gud vil prise!
”Vi vil hver Dag til nyttigt Arbeid ile,
”Og Fred og Velstand i vort Bo skal hvile.”
Med Fuglene fløi lille Stine hiem,
Og henrykt gav sin gamle Moder dem,
Og føled’ meer, end nok belønnet, sig
Ved Moderens: ”Vor Herre signe dig!”
A.