Pindarum quisquis studet remulari,
— — ceratis ope Dædslea
Nitutur pennis, vitreo o daturus
Nomina ponto.
Chor.
(Strophe.)
Blandt Stjernevrimlen vandrer du aleene
I Kongepragt, o Sol.
Blandt mindre Fjelde Dovre staaer.
Lig en Kæmpe, der hviler fra Seir.
Saa, blandt de Dødeliges Daad, sig reiser
I Evigheds fuldeste Glands
Aleene Din, o du Fædrenelandets Frelser!
Aleene Din!
(Antistrophe.)
Derfor skal Højtidssangens Hvirvler hilse
Din Mindes store Dug.
Hvad Guld og Gods ei lønne kan,
Det belønner udødelig Sang.
Ja, yndig, herlig, værd de Ædles Længsler
O Roes, er din glimrende Krands,
Naar Folket frit i Taknemligheds Jubel-Sange
Har flettet den.
(Epodos.)
Vi flette dig Krandsen i jublende Chor,
Du Fædrenelandets Frelser!
Ei lange Aarhundrede magted’ at slette,
Dit Minde i Dannemænds Bryst.
End skulle Aarhundreder rinde,
Og det skal staae.
Een sanger.
Hvo tordner over Sletten? Af hvis Fjed
Bevæges Højene? — Er det en Nordstorm,
Der knuser Oldtids Skove? — Er det Thor,
Der paa sin Lynildsvogn forfølger Jetter?
Det er ei Storm! Det er ei Tordenguden!
Det er de Frankers Carl. Lig vrede Storhav,
Naar fraadende det sluger bange Lande;
Saa kommer han, til sine hundred Riger
At føje Dannemark. — Hvo kan modstaae ham?
Den Strøm af Sejr! Det Ocean af Magt!
Lombarders, Saraceners, Saxers Rædsel!
Ja, du mit Land, uundertvungne Land!
Dit Skjød skal feige Slaver ei vanære!
Ei fremmed Hersker plante skal sit Banner
Paa Lethra! — Alt i Slagets Vaabentummel
Jeg seer mit Folk. — O Carl, undflye din Skjændsel!
Viid, dette Folk, som du vil underkue,
Der er det danske Folk! — —
Hvilken Larm! hvilke Skrig ved Eidoras Bred!
Hvilken Damp paa Teutonas Sletter!
Tvivlraadig flagrer Sejren
Fra Hær til Hær.
Og da lyned’ Kong Gøttrek i Natten frem!
Da befaled’ hans Øje Sejren!
Da tordnede hans Slagsværd
Afgiørelse!
Chor.
(Strophe.)
Omsonst udspændte du din Hovmods Vinger,
Du Ørn fra Syd!
Du flyer! Du flagrer mat paa fjerne Sletter!
Traf dig en Piil, fra Danmarks Krigsgud sendt?
(Antistrophe.)
De kom til os, ... til os med Slavelænker! ...
Hvor er de nu?
Eidora ruller rød af deres Blod!
(Epodos.)
Og see! paa de brusende Vover
Svæver, o Danmark, dit seirende Flag! —
Bleg, med flagrende Lokker,
Farer den zittrende Angst
Foran de fremstyrtende Helte. —
”De komme! De komme!
”O vee! O vee!
”Hvo redder fra Nordboens Harm?”
Saa jamre de grædende Qvinder
O Carl, i din Borg.
Hvor klirre de knusende Sværde!
Hvor brage de hævnende Flammer,
O Carl, i dit Land!
(Strophe.)
Hvilke bange Ahnelser
Gjennemiisnede mit Hjerte?
Hvilke Vanhelds Drømme svæved’
Forbi min Sjel?
(Antistrophe.)
See, paa blodbestærket Skye
Svæver Rota. — Odin græder. —
Nornen vinker. — Middagssolen
Gaaer bag en Skye.
(Epodos.)
O, naar skal Jammeren paa Lethra tie?
Naar Sorg i Dannemark ei lyde meer?
Der ligger den, den skjønneste blant Eeger,
Med visne Greene, knust af bratte Storm.
Du raske Jæger paa de sølvblaa Sletter!
Du Sejrens Lynild i det mørke Slag!
Dybt hviler du. Din Slummer er saa stille,
Støvpuden, som du sover paa, saa lav.
Naar straaler Morgenrøden ned i Graven?
Naar kalder Dagen dig til Kamp og Sejr? —
Ak aldrig! Lumske Staal dit Hjerte knuste.
Ei slipper Hela Rovet, som hun fik.
O, naar skal Jammeren paa Lethra tie?
Naar Sorg i Dannemark ei lyde meer?
Een sanger.
Græd ei, o Folk! Vi møde ham i Valhal! —
Den Mand, der sine Fædres Jord
Og sine Guders Altere har værget,
Ham gjemmer Helas Afgrund ei
Nei, ham Valkyrien til Asgaard leder;
Einherier omfavne ham;
Iduna ham i gyldne Skaaler byder
Udødeligheds Purpurfrugt.
Choret.
Vi møde dig! Vi møde dig i Valhal!
I Valhal! i Valhal!
Fortæll i Kæmpers Kredse,
Vi komme snart, vi komme snart!
Nogle Stemmer.
Held den, der Fædrelandet frelser!
Selv naar han falder, stiger han.
Hans Død er Liv. Hans Hjem er Himlen;
Og Danmark er hans Bautasteen.
Almeent Chor.
Danmark er hans Bautasteen!
Hil dig, ubetvungne Land,
Du som throner i de mørkblaa Vande,
Jordens Rædsel, Havets Dronning,
Heltes Moder, Dannemark!