Nordboesang
Mel. Den Mand er uværdig til Livet at smage
Mel. Den Mand er uværdig til Livet at smage
Den Mand er en Nidding, som kan sig betænke
Paa Valg mellem Frihed og slaviske Baand.
Kun Visdoms Befaling, kun Pligternes Lænke
Maa fængsle en ædel og fribaaren Aand.
Ved Frihed kun Manden er ædel og stor;
Men Skjændsel og Udyd hos Trældommen boer.
Chor.
O Frihed, som Manden gjør dydig og stor;
Dit straalende Tempel staae evigt i Nord!
Vee den, som tør Nordboen prøve at kue
Til Trældom og Kryben ved Svig eller Magt!
Hver Mand skal opstaae mod Tyrannen, og skue
Og snart under Tronens det rygende Gruus
Begræde han skal sin Afsindigheds Ruus.
Chor.
O, du som fra Uhyrer renser vor Jord,
O, djerve Tyranhad, døe aldrig i Nord!
Men Held over dem, som berede og fremme
Ved lovbundne Vælde vort Fædrelands Vel.
Gid aldrig, bedragne af Smiger, de glemme:
Dem Magten kun laantes at udbrede Held.
Drøm ej, o Regent, at en Guddom du er!
Ved Dyder den første blant Borgere vær!
Chor.
Højt Folket i Nord skal velsigne den Mand,
Som troligen tjener sit Fædreneland!
Naturen ej Forskjel paa Fødselen kjænder,
Dens Orden er evig og herlig og sand,
Den byder os favnes, som Brødre og Venner,
Den adler hver ædel og retskaffen Mand.
Svind Adelskab, svind! og Foragt med enhver,
Som drømmer om Aner og arveligt Værd!
Chor.
O Lighed, du herske i Nordboens Land!
Kun straalende Borgerdaad adle sin Mand!
Snart Sandheds velgjørende Sol skal oprinde,
Dens mægtige Straaler adsplitte hver Sky,
Da Løgnens og Fordommes Rige skal svinde,
Naturen usløret fremtræde paa ny.
Snart flye for den herlige kommende Dag
Despotiske Vælde og helligt Bedrag.
Chor.
O, Mørkhedens Venner til Skræk og til Trods
Din Fakkel, o Sandhed, ej vige fra os!
De Kæmper i Danmark, de Kæmper i Sverje
Er’ Brødre i Fejde og Brødre i Fred.
Tilsammen de løfte det blinkende Værje,
Tilsammen de sejrende lægge det ned.
Et Folk, o kun eet være Folket i Nord!
Hvor er en Nation da paa Jorden, som vor?
Chor.
O Landsmandsskab, slyng med velgjørende Haand
Om Norden ubrødelig Kjærligheds Baand.