Morgenen rødmer i Øst! paa Bølgerne gynger sig Dagskjær.
Øde og tom er min Sjel; Dagen jeg hilser med Suk.
Nattens de tusinde Lys paa den mørkblaa Hvælving sig tænde,
Øde og tom er min Sjel, Maanen sig speiler i Graad
Borte er hun, min varmende Soel, min venlige Maane;
Borte den Verden, som hun tryllede rundt om mig frem.
Borte er hun! — O, naar skal af livløst uendeligt Chaos
Atter en Verden staae frem ved det besjælende Smil?