Den gyldne Alder
Elegie
Elegie
Du korte Rad af Fryds og Uskylds Dage,
Vor Verdens favre Vaar, hvi svandt du hen?
Forgiæves kalder alle Seklers Klage,
Og alle Skjaldes Sukke dig igjen.
Saa kiærlig Enkes Taarer ofte trilled’
Ved Billedet af hendes tabte Mand:
Ak men det livner ei, det stumme Billed;
Ei Længselstaaren det besjæle kan.
Da var vor Jord en uophørlig Have,
Beklædt med Høstens Frugter, Vaarens Pragt.
Ei den vanæredes af nedrig Slave,
Ei kuedes dens Børn af lovløs Magt.
Ei havde Gjerrighed det Guld opdager,
Som bedre skjuldt i Biergets Indhold laae.
End var ei Dødens Staal mod Brødre draget,
Ei banet Vei paa Bølgers dunkle Blaa.
Thi glade Hyrder var de Dødelige,
Ukiendt’ med Lasters og med Plagers Hær.
De var’ ei store; de var’ lykkelige:
De grubled’ mindre og de leved’ meer.
I Fædre-Hytten nøjsomme og trygge
Blandt skyldfri Lyst de vented’ Dødens Stund:
Den samme Eeg i sin udstrakte Skygge
Saae deres første Leeg og sidste Blund.
Bedækt med Grene over Grene lagte,
Var deres Hytte, stille Dyders Hiem.
Paa den bemoste Altersteen de bragte
For Hjerters Gud et simpelt Offer frem
Her var det, at i Glædens Moderarme
Undseelig Musas første Vise lød.
Her det henrykte Hjertes milde Varme
I konstløs Strengeleeg sig først udgjød.
Da hvirvled’ sig paa Crocus-Slette Dandsen,
Paa Lillje-Høje svævede dens Fied.
Paa hede Barm fra brune Lokker ned.
Men du især forskiønned’ hine Dage,
O Amor, Menneskers og Guders Lyst.
Din Fryd var reen, og taabelig din Plage,
Og giftig Avind tæred’ intet Bryst.
Ei havde Skjønheds Døttre lært at pine
Den ømme Elskers Sjel med grusom Kunst.
Hvert Ord var Sjelens Tolk, dens Speil hver Mine
Ei Guld, ei Rang bestemte deres Gunst.
O Laura, om den skjønne Dag oprinder,
Da du min Længsels Qval belønne vil,
Den Dag, som lokker frem paa dine Kinder
Den overvundne Stoltheds ømme Smiil;
Da rundtom os — var det end i en Hytte,
Hvis Halmtag netop imod Stormene
Og Regnen os formaa’de at beskytte, —
Skal gyldne Alders Lyst fornyet lee.