Malthe Conrad Bruun (1775–1826)

Ei Numantiners aldrig trætte Mod

Ei Hannibal, den seentbetvungne Kjempe,

Ei skulsk Bølge rød af punisk Blod,

Til kjelne Cithars Lyd du byde mig at læmpe!

Kræv ej, Mæcen! at jeg skal synge om

Lapithers vilde Kiv, om stolte Jetter, som

I Stjerneborgen selv fik Guder til at blegne,

Til de for Herkuls Slag i Støvet maatte segne.

Skriv selv med mere heldig Haand,

For Versets Lænker fri, om Cæsars Seierhæder,

Om fiendske Konger slæbt igjennem Romas Stræder

I Slavebaand! —

Mig Sanggudinden bød at qvæde

Om min Licinia, om hendes søde Røst,

Om hendes lyse Blik, om hendes hvalte Bryst,

Gjenkjerligheds og Troeskabs Kongesæde;

Hvor skjøn hun svæver frem i festlig Dands,

Hvor blid hun hopper om i spøgefulde Klynger,

Hvor yndig, prydet med Dianas Høitids-Krands,

Om Legesøstre kjerlig Arm hun slynger. —

Ja, siig mig, Ven, om du bortgive vil

For Perserkongens Land og Stæder,

For Phrygers Guld, for Sabas Kostbarheder,

Kun eet af hendes Haar, naar med et spøgfuldt Smiil

Hun Hovedet tilbagekaster,

Strængt nægtende et Kys, hun siden dog

Mig villig røve lader, stundom og

Mig selv at give kjerlig haster.