Hvo er du, hvis stjerneklare Øje
Spreder Liv og Huld?
Du, som rundt omkring paa Markens Høje
Virker Purpur mellem Guld?
Fra hvis friske Kinders Hvælving straaler
Gratiernes Vaar?
I din Haand krystalne Ambraskaaler?
Roser om dit Lokkehaar? —
Ha, jeg kjender dig, o Mai! du svæved’
Mild til Kloden ned.
Harpens Strænge ved din Aande bæved’,
Skjaldens Aand blev Salighed.
Dog — tilgiv mig — ingen Hymner stige,
Aarets yngste Søn!
O, thi seer jeg ikke hist min Pige,
Bliid, som du, men dobbelt skiøn?