Aristoteles’s Ode til Dyden, ved Hermias’s Død
Af det Græske
Af det Græske
Du, som kun ved møjsomme Kampe vindes,
Dyd, du Livets skjønneste, største Bytte,
For din hulde Yndest at vinde, Himlens
Deilige Datter,
Længselfuldt helleniske Heltesønner
Kappes om at falde i Hæderskampen;
Froe udstaae de grændseløs Møje selv og
Brændende Smerte.
O, slig eviglønnende Frugt du planter
I vort Bryst meer kostbar end Guld, og mere
Værd end Adelsherkomst, og mere sød end
Qvægende Slummer.
Kjæk mod Farer stormed Alcides, stormed’
Ledas Tvillingsønner for Dig! ved mangen
Kjæmpedaad forkyndte de højt og vidt Din
Roes og Din Vælde:
Efter Dig fremstræbende, døde Aias
Og Achilles Heltenes Død: Dit Ynde
Trylled ogsaa Hermias, og han lukte
Rolig sit Øje.
Dog, endskjønt han skuer ej mere Solens
Blide Lys blant Dødrigets Skygger, evig
Han ved store Handlinger lever, evig
Sangens Gudinder,
Muemosynes Døttre, med Lovsang skulle
Ære ham, saatit de Velgjørenhedens
Fader, Zeus, og trofaste Venskabs Hæder
Ville besynge.