„Genie var fordum Politiets Plage,
„Men Kongen hørte F***s Klage
„Slaa Hundene, han bød, og lad Genier gaae
„Dem Hofogstads-Rets Dom skal slaae.”
Saa skrev en Digter, og det veed vor Herre,
Og denne Digter selv, saavidt jeg troer,
At Hofogstads-Ret har opfyldt hans Ord.
Men ak, hvad hielper det? Desværre,
Den slemme Skade daglig groer,
Hvorfra aleene Folkevennen kunde
Kureret Danmark. Ak, men han er død!
Giftfulde Bid af jacobinske Hunde,
Ham joge ned til Gravens mørke Skjød.
Hvo redder Landet nu? Vel Zetliz sønderbrød
Paa Folkevennens Grav sin glade kjelne Lyra,
Og greb til Straffens Riis? I tordnende Satyra
Det smældende om Danskens Ører lød.
Men ak, paa haarden Ryg gik det i Stykker,
Og skolemesteren
Tog ydmyg sine Ord i sig igjen,
Og Dannemark blev ved de gamle Nykker.
Man tog, som før, i Frankrigs Skjæbne Deel,
Selv i Kasernerne, ja selv til Hove,
Der gaves Folk, der saae i samme Oldtidslove
Ej mange Spor til Agt for Folkets Ret og Vel.
Man blev som hidtil ved at slikke
Paa Paines Skoe.
Ja, det som værre er, man lader ikke
De fromme Kirkens Faar i Roe
Paa Troens Mark det sande Sjelefoder spise,
Men dette Kjætterpak vil dem nu vise,
Hvor giftig Urt, hvor sunde Planter groe.
Og det er dog en aabenbare Sandhed,
At naar man vover først at røre ved
Den hellige Treenighed,
Undfangelsen foruden Mandhed,
Cum ceteris
Ecclesiæ mysteriis,
Saa falder baade Religionen
Og Tronen! —
O, men et Haab tilbage er! —
En Talisman, som kan betvinge
De Djævelens Indskydelser,
Der sikkert al den hele Støj frembringe;
Et Lyn, hvis pludselige Stop!
Skal saae hver Demokrat til at besvime
Og standse, i en høj, en hellig Time,
Oplysningens vanhellige Galop! —
Kort sagt, til Hjelp for Augsburgskonfessionen,
Til Hjelp for Constitutionen
Af sextenhundrede og treds,
Fremtræder her, i bistre Fjenders Kreds —
Min Catechismus!
Den skal med Sandheds skarpe Sværd,
Hin onde Aand, Demokratismus,
Og dennes hele Helvedhær,
Voltaire, Friderik, Rousseau og Paine,
De to fordømte Folk ved Shulkill og ved Seine,
Som først paa Knæe for Friheds Dæmon laae,
Ja alskens Philosopher, Demokrater,
Tvetunger selv, og Moderater,
Paa Flugten slaae.
Opmuntrede ved dens Exempel,
O sande Politik, trindt om dit Tempel
En Hær af djærve Kjæmper skal fremstaae,
Utallige, som Frø’r i vaade Enge,
Som Tøsene, der sig til Bibellæsning trænge,
Som flaue Vers mod Nytaarstid,
Som tomme Sæder i Hr. Sniksnaks Kirke. —
Ja, dersom Sandheds Kraft mod Daarers Vid
Formaaer et Gran, saa skal, trods alskens Bjef og Bid,
Min Pjece Verdens Redning virke.
O Rojalisme, dig paakalder jeg,
O du Fiskalers Gud, som lønner sødt din Dyrker
Med Guld og Smiil, med Nøgler og med Steeg,
Du, som opliver end og styrker
En Schiraks Mod, naar hver hans Prophetie
Ubønhørt Skjebnens Øre gik forbi, —
Bestraal mig med dit klare Naades Øje!
Opflam mit Mod i Kampens djerve Møje!
At alle dine Fjender falde maae,
Dit Navn lovsynges højt af Jordens Millioner,
Og evigtryg, blant Garder og Kanoner,
Paa Friheds Gruus din Marmorthrone staae!
M.C.Bruun.