Til Melod. O store Gud, vi love dig.
1.
O Kongemagt, vi love dig.
Du skjærmer al vor List og Svig.
Hvad er vel Aristokratie,
Naar Du vil det ej stande bi?
2.
Beskyt, beskyt dog evig os,
Fornufts og Folkets Raab til Trods!
Lad os, som Engle, om Dig staae,
Og demokratisk Vold nedslaae!
3.
Hør evig vore søde Ord!
Lyt evig til vort Jubelchor!
Du sue Viraksdampen ind,
Vi ofre Dig med trofast Sind!
4.
O da skal Pøblens dumme Skrig
Ej meer inkommodere Dig!
Vi qvæle skal Skribenters Røst,
Og alt omkring Dig være tyst!
5.
Men ogsaa du med runde Haand
Uddeele Nøgler, Stjerner, Baand,
Ja, tomme Casses Suk til Trods,
Du gavmild pensjonere os.
6.
O Kongemagt, hersk Jorden om!
Knus Mindet af Athen og Rom.
For alt du undertvinge dig
Amerika og Frankerig!
7.
Ja, sluk hver Gnist af Sandhed ud! —
Da skal Du være Jordens Gud,
Og Menneskeheden ved Din Haand,
Skal evig gaae i Børnebaand!