Holger Drachmann
1846 — 9. Oktober — 1896.
1846 — 9. Oktober — 1896.
Vi sad en Aften paa Fanø Strand;
vi havde foran os kun Sand og Vand
og saa Bourgognen paa Bordet.
Vendt imod Klitten, der skinned hvid,
— det var i de lyse Nætters Tid —
Holger Drachmann førte Ordet.
Fra Skagens Odde til Øresund
vi havde siddet saa mangen Stund
i lystige Lag som dette.
Paa Raabjærg Mile og Taarnhøjs Skrænt
vi havde været vort Venskab bekjendt
— men nu var vi begge trætte.
Halvfjerdsernes friske Opgangsaar
med Vind i Sejlet, med Sejr og Saar
til Dødvande længst var blevet.
Og midt i Firsernes Nid og Nag
han havde strøget sit gamle Flag
og havde sig selv »forskrevet«.
Forskrevet til hvem, forskrevet til hvad?
Ak, selv om nu man det nævne gad,
det blev kun et Navn saa ringe,
at, maalt med hans eget, man rødme maa.
Men Livet kan gøre os alle smaa,
naar først vi begynder at tinge.
Men sé, der stod han jo atter strunk!
Det var en Mand uden Pral og Prunk,
en Sanger, en højt begavet,
der aandfuldt i Sommernattens Dis
talte til Vinens og Elskovens Pris,
men først og sidst dog om Havet.
Om Havet, der skiller og lægger et Dyb,
et svælgende, mellem os Menneskekryb,
naar Hjærterne stormer i Vrede;
men atter forbinder det skilte paa ny,
naar Himlen staar blank uden Plet og Sky,
og Bølgerne glider saa brede.
Hvor strømmed hans Tale, hvor flød hans Ord,
som hin Improvisation om Bord
i Baaden de lyse Nætter!
Og som han taler, jeg ser bag hans Ryg
hans Genius smile saa skjælmsk og tryg,
mens i hans Skyldbog den sletter.
Hvad baader det vel at drage til Felts
mod Guder og Skjalde med udenvælts
Begreber om jordiske Dyder?
De ser olympisk paa Livets Kaar.
Et Ord som »troløs« saa lidt forslaar,
— de véd ikke, hvad det betyder.
Bed Vind og Strøm om at følge med,
hold fast paa Bølgen, der ruller af Sted,
og tal til en Zevs om Pligter!
Læg Alvorens Maal og Moralens Tugt
paa spillende Rim og lyrisk Flugt,
og stol som Ven paa en Digter!
Han selv er jo Havet, der ansvarsløst
lystrer hver Vind, der brøler lidt bøst,
fra hvad for en Kant den end kommer.
Og næppe piskes til Skum dets Kam,
det kaster sit Bundfalds Mudder og Slam
op paa Breddernes Sommer.
Men hvilken Pragt, naar det hviler stolt
i rolig Vælde! Maaske lidt koldt,
men rent og frisk som en Kilde.
Med Helsebod for svækket og svag,
med nye Kræfter for Arbejdets Dag
i uudtømmeligt Snille.
I evig Vexel hvert Bølgekast
— hvem mægter at holde dit Væsen fast?
En uudgrundelig Gaade!
Men i dit Skjød Foryngelsens Magt,
og rigere Ladning ingen har bragt
i Havn ved Himmelens Naade.
— — Og det blev Nat under Fanø Strand.
En Lysning over det mægtige Vand
meldte om Morgenens Komme.
Med Haanden ud over Klitten strakt,
med Nattens og Havets Aander i Pagt
han voxede Tomme for Tomme.
Han var sig selv fra de unge Aar,
saa rank endnu under graanende Haar,
saa spændig som nogen Sinde,
saa frisk som Bølgen, der skylled herop,
saa kaad og saa forvoven en Krop,
som Hyldest har bragt en Kvinde.
Og han og Havet, hans Kjending og Ven,
de smelted sammen til ét igjen,
og Ansvaret bliver nok fælles.
Hvem tør i Rette med Havet gaa?
— Men skjønnest dog, naar som her det laa!
Blandt blivende Minder det tælles.