9. Okt. 1896.
Lad det flagre det Navn som en Vimpel i Dag
over alle de hjemlige Vande,
lad det blusse i Farven af festlige Flag,
— det vil bæres, om ej af Kartovernes Brag,
saa af rullende Bølger mod Strande.
Han har skænket os Sange, vi alle forstod,
endnu fler end vi evned at synge,
han har sunget og stormet og ødslet sit Mod,
ja men aldrig hans Hjerte har sparet sit Blod,
— i hans Rytmer vi hører det gynge.
Lad os kranse den Sejler, som aldrig sad fast,
men som kun var for Langfarter skaaret.
Har den lidt Havari og holder den Rast,
den har Rejsning endnu som vor rankeste Mast,
og de bredeste Sejl har den baaret.
Lad det runge, det Navn, som med Bølgernes Røst,
lad det jubles af takkende Munde!
Thi han gav os sin Vaar og sin frugtrige Høst:
Vi vil give ham Tak, vi vil give ham Trøst
og i Sol ham en Jubeldag unde!