Sophus Schandorph
1837 — 8. Maj — 1897.
1837 — 8. Maj — 1897.
Jeg har kjendt dig, fra jeg tælle kunde knap til fem.
Hele Sceneriet ser jeg for mig fra vort Ringsted-Hjem.
Med den gyldne Tresse om Kaskjetten kan din Fa’r jeg huske
og den gule Diligence med de røde Dagvognskuske.
Alt, hvad siden du har skildret, mens du vandt dit Ry,
hører ogsaa med til mine Minder fra den gamle By.
Snart jeg i halvhundred Aar har hørt din høje Stemme,
fra du med de gamle sad som hædret Gjæst derhjemme.
Vel var jeg en Purk, da du i Sorø stod Student,
og fra Reden var du fløjet, den Gang jeg derned blev sendt.
Rundt dog i de stille Skove har vi traadt de samme Veje
— bare jeg var sluppet bort kun med dit halve Lærdomseje.
Thi du blev et Lys — det spurgtes snart fra Bog til Bog,
hvor det sprutted med Citater fra en halv Snes Sprog,
mens paa Tomandshaand man studsed, naar du kunde ufortrøden
udenad den halve Holberg, hele »Sjælen efter Døden«.
Men de unge, der respektfuld nu ser op til dine Tres,
ser dig bred og stor og sikker, jovial og veltilfreds,
aner næppe, du Kothurnen foretrak for Sokken,
da omkring dit smalle Ansigt lang og blond faldt Lokken,
da Musset og Heine brændte dig paa Sjæl og Sind
og selv du i Romantikens gamle Land red ind,
da du blød af Hjærtet stemte Strængene elegisk
og kun lidet tænkte paa at føre Krig strategisk.
Selv naar din »Etatsraad gik i Byen«, var det Flugt
fra Realitetens Verden med dens Aag og Tugt.
Kristian Arentzen og du kun knytted Næverne i Lommen;
aldrig troede du vel næsten, at din Tid var kommen.
Først da Holger Drachmann til Reveille blæste op,
gav et Sæt det i den lærde Skolemesters Krop:
»Møder han min Sandten ej med Folk fra Hellebæk og Skagen.
Er det saadan, det skal være, skal vi komme snart til Sagen.
Ogsaa jeg kan pløje i vor gode danske Muld.
Bort med alle gamle Drømme om de Horn af Guld.
I Terrænet ud, og intet laant og efterabet;
her er Sjællands Bondemand og hele Borgerskabet!«
Og mens du dit Brød fortjente, snart paa Spansk og snart paa Fransk,
Smaakaarsfolkets Saga skrev du paa et bredt og saftigt Dansk.
Nu og da man fandt dig vel unødig kras og drastisk,
dog til Gjengjæld aldrig tom og flad, men rund og plastisk.
Arbejdsaar — men lyse Aar, hvor efter Dagens Slid
ingen Dør som din har staaet aaben, høj og vid.
Tak paa mange Venners Vegne, som fik Rang og Sæde
i Fru Idas gjæstfri Hjem i Hestemøllestræde.
Aldrig skal vi glemme dem, de Aar omkring Halvfjerds,
da vi gjorde venstre om i Politik og Vers.
Ingen Avind, intet Snigløb, alle holdt vi trofast sammen
— derfor var der Lys i Sindet, derfor var der Liv i Flammen.
Og den Gang du slog det Slag, der mest har gjort dig kjendt,
selv en Kaalund sænked Klingen med Honnør paa Prent,
Som den gamle Rødhud han forstod din Kamp mod »Fædrelandet«,
skjønt han fandt, du stundum kasted Barnet ud med Badevandet.
Og om siden der kom Stunder, da det brast vort Sammenhold,
blandt de regulære Tropper tog du aldrig lumpent Sold.
Og om ogsaa du vel lod dig bruge — sejg, godmodig
holdt du fast ved begge Parter, skjønt de slog hinanden blodig.
Men til Ære for os alle: Kjævlets Tid er længst forbi.
Det saa lidt er fint som fornemt nu at yppe Klammeri.
Gamle Venner, der var skilte, rækker nu hinanden Hænder,
og enhver, der spekulered i vor Ufred, selv sig brænder.
— Aar og Dage ere svundne, fra du »kaprede en Blaa«
og hos Bauer til Tokayer hurtigst mulig lod den gaa.
End i Dag det er en Fest, naar ved et Glas din Latter runger,
lige lærd paa Vinens Arter som paa alle vælske Tunger.
Og hvis ej du alt i Fjor — saa ymtes der — har fyldt de Tres
(som Homer er Genealogien ikke paa dig vis),
skal i Dag med Tak vi mindes, hvad du har bedrevet
— Tak for, hvad du ogsaa kjønt og godt om mig har skrevet.
Rundt omkring dig staar en Ungdom, der nu modnes skal til Mænd;
du blev ikke blot en Mester for den, men en Ven.
Som Hugo du aabned Favnen for hver vaarlig Svale:
»Her er Solen, der skal stige; jeg er Stjærnen, der skal dale.«
Brave Ven, det haster ikke, skjønt du fast blev Patriark.
Lad i egen Sved de unge bryde deres egen Mark.
Lær dem dog i alle Fald den gode Kunst at smile;
vi har nok af smaa Poeter under Taarepile.
Og saa vist du selv har kæmpet mod alt Hængeho’deri,
fra som Dreng du indrulleret blev i Holbergs Kompagni,
skrev du med dit frie Blik og brede danske Lune
som en ægte Sjællandsfar din bedste Minderune.