Otto Borchsenius (1844–1925)

Naar man har anmeldt dig de mange Gange

og stræbt at skildre, hvad du er og vil,

saa bli’r en Kritiker skam halvvejs bange,

naar her han skal dig tale festlig til.

De stærke Ord dig sikkert skurre ville,

og paa de slebne kaster rent du Vrag;

vel muligt var det helst et Haandtryk stille,

du kunde have ønsket dig i Dag.

Men har end fordringsløs din Vej du gaaet,

og laa det ej for dig at gjøre Spræl,

om dig og dit dog ogsaa Kamp har staaet,

og stundum saas der skjævt nok til dit »Held«.

Men Held er mer end en tilfældig Lykke,

det bunder dybt i éns Natur og Blod,

og man kan paa et Værk sit Præg kun trykke,

hvis til sig selv at være man har Mod.

Du var dig selv — den Lov kan trygt dig gives,

fjærnt laa det dig at bruge fremmed Lods,

og aldrig trængte du til af at stives

ved Koteri-Reklamens Venneros.

Hver Sejr, du vandt, du kunde rolig føre

paa egen Konto i din Regnskabsbog

— og det var tidt fornøjeligt at høre,

hvor ægte Klangen var i Stil og Sprog.

En Jægersmand med Hu til grønne Lunde,

et Friluftsbarn, der elsker Sol og Lys,

Poet-Gehør for Løvets Fuglemunde

som for den store Pans Skovdunkels-Gys.

Til Sandhed og Natur en ærlig Søger,

for Skaberi og Skruer dejlig bar

— derfor er Luften frisk i dine Bøger,

din Himmel blaa, din Synskreds vid og klar.