Emil Bønnelycke (1893–1953)

Var vi en Klike, en Klynge af kærlige Svende, af Kubister og Picassos Forgudere, som en Eftermiddag i Solskinnet drog syngende til Metropolteatret, Mikkelbryggersgade.

        Vor Skæbne, som saa, at vi ingen Penge havde, betalte. Thi Manden, som ejede Mørkekammeret, skyndte sig at erhverve Retten til Bekendtskabet med unge Berømtheder! Personlig lovede jeg at anmelde Mary Pickfords Indsats i »The prochigal gaugther« i et Tidsskrift, vi tænke paa at lave. — (Dette blev aldrig til noget.)

        Fra Parkettets bedste Pladser saa vi, hvad der skete i Luften paa det hvide Lærred. Det opfordrede os øjeblikkelig til Glædeshyl, nogle til Indsigelser, de fleste til Henrykkelse. Ukendt med et Publikum af denne elskværdige Beskaffenhed begyndte Kontrollørerne at indfinde sig. De ledte efter os med Lommelamper, men uden Held; thi ankomne til Gerningsstedet sad vi lammede af gudfrygtig Begejstring over Mae Marsch’s Dejlighed. Min Ven den heuristiske Maler blev den Aften ramt for hele Livet. Vi andre nøjedes med at tilbede hende Resten af Aftenen. Min Ven den frit componerende moderne Kolorist var den eneste ædru. Han gik midt under Forestillingen.

        Vi var i New York, Nevada. Paa Central Illinois Station, Chicago. Vi hengav os henrykte til i Løbet af tre Kvarter at blive vist rundt paa det halve amerikanske Kontinent. Vi sejlede lykkelige i vore gode Stole paa Eriesøen. Togene. Ombord i Pullmancaren! Mae Marsch blev hentet paa Hoboken af sin Fætter Douglas Fairbank, der øjensynlig er Mand for at være i godt Humør. Saa begyndte anden Akt.

        Forinden godtgjorde nogle af os den tilfredsstillende Omstændighed, at Fanden skulde længes til Amerika efter Mary og Mae, naar der knap en Armslængde bag ved os sad en vidunderlig, nydelig, ung Pige, der straks slog Recorden og gjorde det af med Forestillingen.

        Hende skød jeg med. Ivrig efter at vise hende, hvor lidt Miss Pickford interesserede mig. Hvorfor saa den skønne ikke paa mig? Hun var lys, hendes Haar var som modent Korn, men Øjenvipperne var flatterende sorte. I Mørket sad jeg og mumlede Kærlighedserklæringer. Og mine Kammerater mumlede ogsaa. Men det var over Mae Marsch’s vitale og spinkle Lemmer. Hun gled yndefuldt hen over Lærredet, smeltede vore Stenhjerter og stemte, ved den levende Gud, os Mandfolk til Taarer. Jeg forelskede mig ikke længer i hendes Katteryg, hendes raffinerede Barnlighed, men i hendes Øjne, som ganske beherskede hendes Ansigt. Senere, da den rædselsfulde Film fordrede af hele Forsamlingen, at den skulde istemme en sagte Snøften, græd jeg ogsaa.

        Jeg vil huske den Forestilling, fordi jeg den Aften, tænderskærende af Raseri over min Svaghed, med Fromheds Taarer i Ansigtet blev forestillet for mit andet Jeg. Havde øde Gader ikke til Gavns lært mig at glemme min Graad? Havde min Forladthed ikke lært mig at hade? Uvant med romantiske Historier og sentimentale Legender paa Film, saa jeg i Metropolteatret, Mikkelbryggersgade, (der her være anbefalet de grædelystne) min Barndoms Blidhed igen.

        Paa en Skyskraber i 42nde Gade med Udsigt til Brooklyn og Coney Island, og hvor en Mand fik den pludselige tiltalende Indskydelse at vilde smide en anden Mand ud over Taget, genvandt jeg Fatningen og studerede Brydekamp. De to energiske Gladiatorer, der teede sig som paa en Hvalfangst, harpunerede hinanden i et dødeligt Haandgemæng, der endte med (var det af Hensyn til Handlingen?) at de begge, som det kærlige Livtags Apotheose, skvattede ned fra 20nde Etage. Gud ved, hvad der blev af dem? Pause. Tredie Akt.

        Mine Venner, Malerne, der er (det kræver Kubismen) Sportsmænd paa Lærredet, indledte i Mellemakten en saglig Diskussion om Dybstød, Ters og Parade, mens jeg saa mit Snit til at slaa et Smil af min forgrædte Veninde bag ved mig. Hvor de røde Mærker af Graaden klædte hende. Hun smilte to Gange gennem Verdner af blanke Øjne, og i mit Minde skrev jeg, i Følelsen af at længes forgæves efter hende og alle Kvinder, følgende Digt, en Tilegnelse til de forelskede Øjeblikke: