Emil Bønnelycke (1893–1953)

Jeg gaar forbi Kiosken paa Pladsen, hvor Værnedamsvej, Vesterbrogade og Frederiksberg-Allé støder sammen. To Sporvogne krydser kimende hinanden, Linierne et og to. Klokkeringningen betyder, at de hilser hinanden. De er fulde af Mennesker, baade inde i Vognen og paa For- og Bagperron. Valbyvognen glider brummende forbi mig. De elektriske Dynamoer toner syngende under den, en Lyd, der er som en Stump af Gadernes hæse og skingrende Orkester, fylder mit Øre. Jeg lytter efter Sporvognen, dens Klokkes kendte Stemme er for mig et egent Opus. Jeg elsker Myriader af Cykleklokkers spinkle Lyde, deres rappe Varsko. Man kan høre paa deres Kimen, at det er Drenge, Forretnings- Kiosk- og Telegrafbude, der kører dem. Jeg elsker at lytte til Bilernes Tuden.

        Jeg ser efter Folk paa Sporvognens Bagperron. De staar i en næsten massiv Klynge omkring Konduktøren. Jeg naar ikke at se alle Ansigterne. En Herre med Lorgnet staar og ryger Cigar. Hans Øjne synes at hvile paa en ung Dame, der staar foran ham. Hendes Boa skjuler hendes Mund og Hage. Hun sender mig et Blik, som jeg hverken finder fjendtligt eller ømt eller egentlig bestemt til mig. Jeg tager mine Øjne til mig, ser bort i en anden Retning og ler en indvendig, varm Latter. O, dette Blik, tilkastet fra en Sporvogn! Som altid, naar der er hændt mig et eller andet ligegyldigt og ubetydeligt, myldrer Tankerne frem i min Hjerne. Jeg bliver helt fraværende i denne lille Ting. Distraction kan ofte siges at være den højeste Form for Nærværenhed. Jeg vender mig om og ser efter Sporvognen. Den er allerede langt ude ad Vesterbrogade.

        Jeg gaar over Gaden. Et Par Cykler smutter forbi mig. En Dreng med en vældig Hatæske paa Ryggen kaster sig sorgløst fløjtende hid og did paa sin Cykle, medens han smilende vender sig om for at se Virkningen af, at han har kørt saa virtuosmæssig tæt inde paa Livet af mig, at hans Styr var ved at tage fat i mit Tøj. Jeg morer mig over denne alt andet end ondsindede Uforskammethed. Det er Henrykkelse, Risikoens kildrende Fryd, rosværdig Vanartethed. Men Drengen er væk, og en Bil tuder varskoende, medens den drejer om Hjørnet og suser ned ad Værnedamsvej. Folk er sprunget til Side og Politibetjenten ser vred og betænkelig ud. Vesterbrogade har først sin skønne, travle Begyndelse ved Værnedamsvej. Med »Osborne« begynder Caféerne og de store Butikker. Hvem tænker mere paa »Sorte Hest«? Det er det nye, det hastende, det brogede, det mangfoldigt myldrende og skiftende, der er Livet. Jeg gaar ofte ad Vesterbrogade, hvor den begynder ved Værnedamsvejen, ind mod Byen, for at møde de farende Biler og Cykler. Jeg hører i Bruset af Gadernes Disharmoni Folks myldrende Fodtrin.

        Menneskene, der bevæger sig omkring mig, faar mig til at smile og knytte Hænderne — sagte i Lommen. Uroen som bølger imod mine Sanser, Øjne og Øre, forøger min Gangs Hurtighed. Jeg slaar med Hovedet som en sporet Hest. Jeg faar netop set ind i Blomsterbutikken paa Hjørnet, hvor min Opmærksomhed er taget fangen af nogle Blomster og deres F arver. Der er nogle store, blegrøde Rhododendron, der ligner Barnehoveder, og nogle Roser, der flammer rødt med næsten fremmed, overnaturlig Glød. Jeg ser ingen simple, purpurmættede Valmuer, der lyser af Morgen- og Aftenrøde, ingen violette Kløver, der dufter af Dugg og Saft fra Jorden, ingen Okseøjer, ingen Vejbred. Jeg ser ingen Grøftekants krydrede Vildnis af Skræpper, Mynte og Persille, ingen Violer, Violer. Men jeg er forbi Blomsterbutikkens Vindu, forbi Farverne. Jeg er ogsaa forbi Stoppestedet, hvor Folk staar og venter paa Sporvognen, medens de driver hvileløst hid og did og faar Tiden til at gaa med at se paa hinanden, nogle mere venlige end andre, nogle sløve, andre lønligt misundende, nogle en Smule tværé og andre — mine — ubekymrede med lyse Miner og fornøjede Glimt i Øjnene. Jeg hører Avissælgerens Raab, hans rastløse Faldbyden af bloddryppende Aktuelliteter.

        Jeg tager vist for lange Skridt. Det er ikke min Mening at vække Opsigt ved at komme som en Stormvind ned ad Gaden; men jeg griber ofte mig selv i at jage afsted. Jeg indhenter det ene Meneske efter det andet, overhaler det for blot at vinde fremad. Jeg kan undertiden være besat af en trodsig Lyst til at gaa uden om alle Folk paa Gaden, en Ide, jeg saa at sige kan være fuldstændig i Vold af. Hvis jeg i et saadant Lune ser et Menneske, som jeg synes gaar paafaldende hurtigt, betragter jeg det øjeblikkelig som min Opgave at vise ham, at jeg kan gaa ham sønder og sammen. Jeg helmer ikke, før jeg er naa et uden om ham og langt foran ham. Men straks ser jeg et nyt Maal, som skal naas. Jeg vil anbefale Folk, som skal gaa en lang og trættende Vej, at bære sig ad paa denne Maade, der kan gøre Turen ganske underholdende . . . Min lange Krop er ikke altid i Ligevægt, og mine Bevægelser bliver som Følge, heraf baade alt for store og uplastiske. Jeg kan godt tænke mig, at det maa se forfærdeligt ud, naar et Menneske med en lang Krop og nogle store Bevægelser kommer ned ad Gaden. Derfor har jeg lagt mig efter at gaa mere ubemærket, mere behersket. Det er Begyndelsen til en nødvendig Stilisering af mig selv . . .

        April Maaned er kold, og den raa Blæst fyger Støvet omkring i Gaden. Det hvirvler som Tyfoner op foran Husene og ruller som en Brænding hen ad Fortovet. Folk har Kinder som Æbler, hvis de ikke fryser, saa de er blaa. Kastanierne inden for Skydebanens Gitter svajer som Koste, Sømærker i høj Sø. De er nøgne og sorte endnu. Om Nætterne fryser det. Bladene vil ikke vise sig og Foraaret ligger i sit Hi, hvor det gror i Knoppernes Kamre. Men der er Sol i Gaden, og Foraaret vinker med blaa Faner i Luften. De sorte Hatte, Boaerne, de varme, silkeforede Muffer, det mørke Overtøjs Monotoni kæmper endnu sejrrigt med de lyse Farver paa Gaden. Hvem vover sig ud i bar Figur? Der er ingen Straahatte, ingen brogede, flagrende Baand. Jeg kan stirre længe paa en Dames hvide, snehvide Krave om hendes Hals. En Herres røde eller violette Slips virker paa mig, en Naals Funklen i Solen, en musegraa, skinnende Boa, der minder mig om Gæslinger, om myge, bløde Rakler. Jeg synes jeg ligesom bøjer mig selv for ethvert friskt og aabent Ansigt, jeg møder. Jeg er en Ven af en optaget Mine, et livfuldt, halvt leende Udtryk i et Ansigt, af travle Mennesker.

        Ude paa Gaden cykler en Officer forbi mig, en lang, tynd Skikkelse. Hans Krop er kun Lemmer. Brændfladen i hans Lakstøvler og Reflekserne af Solen i hans Sabel rammer mig som Spyd i mine Øjne. En ung Mand kører uden om ham paa Motorcykle, og Officeren skotter til Siden. Ovre paa den modsatte Side af Gaden holder en af Illums Lastbiler lige foran Mulen paa en Gartnervogns Hest. Det er en af disse Vogne ude fra Forstædernes Gartnerier, der om Morgenen kommer ind til Byen med Potteplanter, Urter og Kartofler, Drivhusblomster, Pelargonier, Aspedistra og Rhododendron, og Foraarets første overskaarne Tulipaner og Paaskeliljer. Kusken har sat flere Urtepotter ned paa Asfalten, medens han selv vimser hid og did omkring Vognen. Ud for Vinduerne i et stort Hattemagasin paa Hjørnet af Vesterbros Torv staar en Del Mennesker og betragter Moderne, Farverne. Sporvognen ankommer brummende til Stoppestedet ved Torvet, og Avissælgeren træ der ud paa Gaden. Cykleklokkerne kimer, og Folk, som spadserer paa Torvet, drejer sig efter en særlig heftig Kimen. Jeg naar Passagen ved det ny Teater, kigger lidt paa Programsøjlerne, Billederne, læser Skuespillets Personer og de ro llehavendes Navne. Jeg giver mig god Tid. Jeg kunde godt staa og læse Programmet ti, tolv Gange. Det skulde ikke genere mig at lære det udenad og gaa hen til et mig uvedkommende Menneske paa Gaden og ramse det hele op for ham. Jeg vilde nyde hans Bestyrtelse, le indvendig af den uforstaaende Mine, han vilde stille op. Bagefter vilde jeg slaa ham paa Skulderen og berolige ham med at sige, at jeg var et ganske fornuftigt Menneske, saa han skulde ikke være bange . . .

        Fortovet er som pakket med Mennesker. Butikkernes Udstilling skjules af Folk, der er standset for at se og nyde Synet af Boghandlernes, Kunsthandlernes, Frugforretningernes og Klædemagasinernes Herligheder. Hvilket vidunderligt Mylder af Mennesker. Jeg hører snakkende og leende Stemmer, Brudstykker af Samtaler og Latter. Jeg fornemmer Liv, Bevægelse og føler mig i talløse, smaabitte Begivenheders og Situationers Midte. Jeg ser en Hilsen, som udveksles mellem et Par Mennesker, morer mig over en eller anden ung Mands Iver for at en ung Dame skal lægge Mærke til ham, idet de passerer hinanden, og ser spændt paa hendes Ansigt, om det nu udtrykker Dyd, Ringeagt, Fornærmelse, bange Smil eller aabent Koketteri. Jeg møder en gammel Dame, som midt i Trængslen gaar og snakker højt med en lille Unge, som hun holder i Haanden. Hun fortæller Drengen Æventyr. Det gaar jeg ud fra. Drengen er maaske hendes Sønnesøn, og i saa Fald har den gamle Dame Grund til at være glad for Generationen. Den lille Fyrs Øjne ser og ser med et dejlig oprindeligt Udtryk af Uforstaaenhed. Han fatter ikke noget af det hele: men det gør ham hverken melankolsk eller misfornøjet. Nogle Folk paa Gaden vender sig og beundrer Drengen. Hver Gang jeg ser et Ansigt, som jeg ligesom lærer Trækkene at kende i, trænger nye Miner, Øjnes Smil, Munde, som taler, Profiler og halvt drejede Ansigter ind paa Livet af mig. Jeg kunde fristes til at standse og vende om for at se lidt mere paa et bestemt Ansigt, som jeg fandt var baade livfuldt og ejendommeligt. Hvad hedder det Menneske? Jeg faar det ikke at vide. Jeg glemmer mit Ønske for nye Indtryk. Jeg kan knap faa Tid til at se alle Enkelthederne, Smaatingenes Hændelser, før de er forbi. Om lidt er jeg ved Hjørnet af Gl. Kongevej og den brede, befærde Vesterbros Passage.

        Der kommer en stor Kulvogn svingende om Hjørnet af Victoriagade. De sodede Kuske tager sig pudsige ud i Solskinnet. Deres Øjnes Nethinder blinker hvidt. Alle Vogne, som holder ved Fortovet, er til Gene for Bilerne og Cyklisterne, naar disse vil køre uden om Sporvognene. Bilerne tuder travlt, og Cyklisterne kimer med Klokkerne, medens de manøvrer ind og ud i Trængslen ved Stoppestederne. Det er ved den Tid, hvor Folks Travlhed begynder at kulminere. Bankbude paa Cykle, Postvogne, Transportautomobiler fra større Forretninger, Bude fra Boghandlere og Modemagasiner, Kioskdrenge og idelige kimende og brummende Sporvogne befolker Kørebanen. Det er en af den travle Malstrøms skønneste Timer.

        Men for mange Mennesker er Dagens Dont allerede forbi. Paa Fortovene ser man kun velklædte Mennesker paa denne Tid af Dagen. Bedsteborgerne gaar paa Strøget dels for at gøre Indkøb, dels af Mangel paa Tidsfordriv. Jeg gaar til Side for en ung Pige, som bærer en Noderulle under Armen. Hun gaar til Spil. Hendes Øjne er bløde, en Smule sværmeriske i Udtrykket. Det er kommet af Musiken, tænker jeg. Er det galt med Længslerne? April er Kærlighedens Maaned og Blodets lønlige Gud, Eros, rører paa sig. Han kruser Vandet paa Havet i dit rolige Indre, du Pige dér, som gaar og drømmer lidt, hvad? Hvis der nu pludselig kom en og favnede dig midt paa Gaden og sagde, at du var skøn i din ydmyge Ungdom og kyssede dig med en Voldsomhed, som vilde han stemple Datoen paa dit første Favntag paa din Mund og forresten gøre ved dig, hvad han havde Lyst til, vilde du da sige Nej? Vilde du vel? Hej, du vilde blive bange, for du turde ikke. Men du vilde skælve af en sød og navnløs Angst. Du vilde gøre en Synkebevægelse af Salighed. Forresten gaar jeg ikke og glor efter Pigerne paa Gaden. Men denne Jomfru kalder Sange tillive i mig. Jeg er et Instrument, der klinger af en varm og lødig Hymne. Jeg nynner en dyb Vise til hende, den tilfældige, ubekendte, som jeg længes imod; men som nu er borte i Trængslen. Der kommer en anden om lidt. Men de gaar forbi, forbi. Jeg vil ikke undvære alle Smilene, alle Blikkene paa Gaden, ikke give Afkald paa alle Glimt af glade Menneskeøjne; thi de nærer min Lyst til at se, til at — lytte, til at leve.

        Frihedsstøttens Obelisk rager op mellem Buelamperne paa Vesterbros Passage og tegner sine rolige Linjer paa Baggrund af Raadhuspladsens Huse. Fortovene fjerner sig fra hinanden, Færdslen paa Kørebanen deler sig i to Strømme, der hver i sin Retning gaar uden om Støtten. Sporvognene snor sig op ad Bakken over Boulevardbanen, hvor Hotel »Terminus« skuer ned over Basarerne og det gamle Banegaardsterrain. Jeg gaar over Gaden ved Hjørnet af gamle Kongevej, hvor en af de høje, matronelignende Frederiksbergvogne kommer glidende forbi Set. Jørgensborg. Politibetjenten som staar paa den lille, trekantede Platform og leder Færdslen, fører netop Haan den til Huen. Han hilser paa en eller anden. En Dame i en lys, brun Kaabe stryger forbi mig. Øjnene og Boaen, Egern, tænker jeg. To Bachfische, som gaar Arm i Arm, snævrer hjernetomt i min Nærhed. De bruger Mund, griner og fjanter og tripper afsted med nogle rappe, stakaandede Bevægelser. Disse smaa, smaafrække Pigebørn er uden at blues Mestre for at se hvilket som helst Mandfolk lige i Øjnene. De kreperer mig. Jeg føler Lyst til at slaa i Haand i Krebsen af dem og sige til dem, at de er paa Skraaplanet. I er paa Skraaplanet, Piger. Det gaar ikke. Hvad skal der blive af Jer? Jeg vil stille en formanende Maske op og sige, at det er syndigt at være saa som I ere, I fattigt- og lidettroende. Jeg vil bare fortælle Jer, at kristelig Forening for unge Kvinder har sine Lokaler her henne paa Hjørnet. — Jeg møder en Trop Soldater, som ryger paa Cigarer, gestikulerer med deres hvide Handsker og gaar i Trit paa ét Geled. Deres røde Halskraver luer mig i Møde. Foran Bladenes Reklameskilte staar Folk og læser Annoncer og Avisartikler. Jeg sagtner min Gang: og læser Overskriften paa flere Artikler, medens jeg gaar forbi, træ der hen til Glasskabene, sluger et Par Notitser hist og her. Gevinde von dit og Kammerjunker von dat er indgaået Forlovelse. Herregud, Held og Lykke! Dagmarteatret agter at genoptage »Min Ven Teddy«. Naa! Jeg gaar videre. Den blaa Himmel over Gaderne interesserer mig mere, Solstraalerne, som falder skraa og matte hen over Fortovet, og gør Skyggerne lange og usikre. De skinner i alle blanke Ting og lyser gennem Støvatomernes fine Taage, der sejler hen over Folk, baarede og splittede af Blæsten. Gaden er lys og dejlig aaben, Husfacaderne er pludselig borte og Tingene har ligesom fjernet sig fra mig. Jeg er blevet alene i en lys og fredsommelig Stemning af Sorgløshed, inderlig Ubekymrethed. Jeg ønsker ingenting, forlanger ikke mere end hvad denne Gade giver mig af Glæder. Jeg fortæres ikke af Ærgerrighed og beder ikke begærlige Bønner til Fremtiden. Der er intet til Hinder for at jeg kan gaa over paa Banegaarden og se paa Togene. Raadhuspladsen! Hvis jeg ønsker det, kan jeg gaa derhen og se Livet, som summer og koger, bevæger sig, strømmer og strømmer. Jeg er i dette Øjeblik midt i Menneskestrømmen, som bølger ud for National, Tivoli. Jeg beslutter at staa stille en rum Tid.

        Jeg siger til den Sporvogn, som kører tæt forbi mig: Kør blot videre og tag Menneskene med dig. Jeg ved, der kommer andre, som ogsaa kimer og er fulde af Mennesker. Jeg bliver staaende her og ser Dagens travle Liv, hører alle Lyde som ligner Sang. Jeg vil opleve Færdslens talløse, lykkelige Tildragelser, dens Myriader af bestandigt veklende Smaating. Jeg underholder mig med Livet i Gaderne, som naar andre Mennesker morer sig med at læse en Roman, se et Skuespil. Jeg risikerer ikke at komme hjem med en Ærgrelse over at have givet nogle Penge daarligt ud eller med Fantasien fuld af jammerlig Ophidselse. Jeg beder til Bilerne, om de vil lade mig faa Tid til at se ind i dem, leve i et Glimt af de Menneskers Tilværelse, som jager forbi mig. Hvor mange Verdner er ikke tæt inde paa Livet af mig? Hvor mange Veje krydser ikke hinanden her? Jeg vil ofte standse ved disse Butikker, ved Caféerne Wivel og National, ved dette Hjørne, hvor Byens Puls banker i skøn Uro. Jeg vil med Glæde føle mig hjemme i dets Hjemløshed.

        Foran Porten ind til Scala er der stærk Trængsel. Den internationale Bladkiosk, som den kalder sig, har sine Vinduer rigt udstyret med allehaande uartige Billeder. Folk staar forgabede ved Ruden og studerer de franske Prospektkort og tyske Vittighedsblade, som vrimler af frække Illustrationer, Grisetter in natura, i en pervers Aabenbaring med lange, sorte Strømper. Hvor mange Menneskers Øjne staar nu paa Stilke i gridsk Maaben over et Billede af et nøgent Pigebarn? Folk staar ubevægelige, ligesom paa Naale. Jeg tør ikke slaa en Latter op af Frygt for at krænke god Tone paa Gaden og forstyrre en hellig Andagt . . . Jeg burde give dem en Spand koldt Vand over Hovedet. Nogle er standset for at købe Billet til Teatret, andre for at indaande den Atmosfere af cosmopolitisk Verdensfordærvelse, der kendetegnende en Storstad, hviler over Scala og Thomas S. Jeg har aldrig været paa Boulevarderne ud for de store Varietéer i Paris; men jeg kunde godt indbilde mig at jeg var dernede nu. Eller i Berlin; thi her er ligesom i Berlin Skøger paa alle Tider af Døgnet, Piger med malede Læber, kostbare Støvler med Skind paa Overlæderet og nattetrætte Ligansigter. Det er ikke endnu Streiftid for disse blide Fugle; men det er godt for Udkommet at begynde i god Tid. Nogle gaar med et sløvt, vanedødt Udtryk i Ansigtet, nogle er i godt Humør, nogle er kolde, hemmeligt gridske at se til. Kategorierne af Mandfolk, som ynder at drive frem og tilbage foran Porten ind til Teatret, er nogle blegnæbede Lapse, hvis Handsker har sorte Dender, og hvis Garderobe er deres et og alt. De bærer deres Sjæl uden paa Kroppen. Der ér trivelige Kreaturkommissionærere fra Landet. Der er Udlændinge med fine, besynderlige, eksotiske Fysiognomier. Der er Smaakaarsfolk fra Vesterbro, som nærer Betænkeligheder ved de høje Billetpriser. Der er Alfonser, sminkede, hvide af Last. Hoteller og Barer, Automater og Caféer med engelske, tyske og sydlandske Navne, Reklameskilte hvis gyldne Bogstaver raaber med Buchanan Whisky, tør Pommery, Granadine og Marashino, alle disse brogede Navne og fremmed klingende Gloser giver Husene og Gaden sit udenlandsk Storbyspræg. Jeg tilintetgør i mig selv et Fond af Tvivl om at København alligevel skulde være en Provinsby.

        Raadhuspladsen. Jeg bestyrkes i min Tro paa at det er en stor, god By, jeg gaar i, en By for en Vandrer der har gjort det til en Sport at se, til en egen ekcentrisk Lykke at strejfe Byen igennem paa Kryds og Tværs. Jeg kan som grøn, af Ydre uværdig og uciviliseret Verdensmand, men med Globetrotterens Blod i Aarerne, cosmopolitisk udviklet af visse hjemløse Instincter godt være min By bekendt. Kom, Berliner og se et myldrende Virvar af Mennesker, som kan maale sig med Færdslen paa Belle-Allianceplatz. Kom, Wien og se Sporvogne, kom London og se Hoteller. Kom, Alverden, se Cyklernes By. Jeg kaster et Blik ind i Café »Paraplyen«, denne falmede Stamcafé, der taler om Traditionens Hygge, søgt af Skuespillere og Pressefolk, Veksellerere og Bankfolk, mange »kendte« Ansigter, d. v. s. Mennesker hvis Fødselsdage nævnes i Aviserne og som ses meget til Karnevaler og Teaterpremiérer, hovedsagelig Ungkarle, joviale Sybariter og Fyldebøtter, hvis Kærlighed til Tingene har sat sig i Maven. Den obligate Em af Mad, braset Saucelugt og krydret Os af Bøf slaar som en Bølge ud over Fortovet hver Gang Døren aabnes. Jeg er ude paa den brede Fortovspromenade, der adskiller Gaden fra den egentlige Raadhusplads.

        En Bølge af hemmelig Fryd strømmer igennem mig. Jeg er af Ellevildhed nær ved at glemme at bruge mine Øjne. Hvor her er meget at se paa. Mit Velvære af Livsfornemmelse tillader mig ikke at udskille min Henrykkelse i en Betragtning alene af Bygningerne, Husene, en af Færdslen, en af den hældende Dag. Tilstanden i mig selv er en kaotisk forvirret Stemning, en Betagethed, som ikke paa staaende Fod lader sig analysere. Jeg kunde ganske vist staa stille midt paa Fortovet og gøre en halv Times Notitser, ligeglad med om Folk vilde stirre paa mig som paa en vanvittig. Men saa vilde den impulsive, rige Følelse af Sødme, af en indre henrykt Galskab, det kildrende Kaos af Spot og Begejstring, Taknemmelighed og lykkeligt fraadende Henrykkelse maaske gaa tabt. Derfor gaar jeg lige ind i Færdslen, borer mig som en Baad ind gennem Strømmen.

        Hej, hvor Blikkene myldrer og Øjnene lér. Et Par Skridt foran mig gaar en tynd ung Pige med en underlig usikker Gang, en ligesom vaklende Ynde. Hun har en graa Dragt paa og har vovet at føre Sommeren ind i den kolde Foraarsdag. Hendes smalle Lænd gør mig ør af Fryd. Hendes Dragt slutter om hendes Skuldre paa en Maade, der faar mig til at skære Tænder af Tilbedelseslyst. Se, hvor hun fører de let bøjede Arme, disse Bevægelsernes henaandede, berusende Musik. O, disse Ankler! Guder, de er tegnede af en eller anden sublim Arkitekt, der i en Tilstand af overjordisk Beruselse har set de Linier. Ja, ja, det er Skabningen i sit søde Vidunder, i himmelske, æteriske Former. Mit Blod aander et Hurra. Jeg gaar uden om hende og ser hendes Ryg i Profil og nu begaar jeg en Slyngelstreg. Jeg faar den frække Ide at lægge min Arm langs ad hendes Ryg, i Ryggens myge Plan, i Liniens fine Bugtninger. Hvorfor gør jeg det? Jeg vil mærke et Pust af hendes Lænds skælvende Liv, dens Sensuelisme, dens ukrænkelige, men forføriske Dejlighed. Det hele varer næppe et Sekund. Men Virkningen er frygtelig. Det giver et Sjok i hende. Hun farer fra mig, drejer Hovedet og sender mig et Blik, hvis Vrede drukner i Overrumpling. Jeg siger ingenting, smiler ikke, men glor opmærksomt paa hende. Min Mund er tilspidset i en mærkelig, lyttende Grimace og mine Bryn er rynkede. Tja, hvad skal man sige, en Arm paa langs ad en Ryg, en besynderlig Ide, i Betragtning af at det er Kotume at lægge den paa Tværs. Det er kun mine Øjne, som taler. Hvad er det Fysiken lærer om Induktionsstrømmene: Haanden i Strømmens Retning — Frøken, her er foregaaet en reel Vellystudveksling. —

        Vrede og Rødme formørker det hulde Aasyn. Jeg er uværdig for hende. Hun lægger sin Vej væk fra mig, søger bort fra mig i Trængslen. Hun flygter. Jeg kunde synge en Sang om en Fugl, hvem Angsten gav stærkere Vinger. Jeg kunde skrive en Myte om en graa Hind, som jeg saa forsvinde i Skoven.

        Men Foraaret er mere paa Raadhuspladsen end paa noget andet Sted. Jeg ser og ser efter talløse Glimt af lyse Kaaber, hvide Hatte, nye Farver. Inde ved Husene glider Menneskestrømmen afsted, forbi Bristol, ind gennem Strøget, hvor Biler og Motoromnibusser baner sig Vej gennem Trængslen. Muslingeskallen foran Raadhuset synes ligesom at samle Eftermiddagens sene Solskin i en Skaal, der kaster sit lyse Refleks ud fra sig, blødt og gyldent, svagt glødende. Foran Industricaféen bevæger Folk sig ned mod Glyptoteket ad Vestre Boulevard, og langt nede i Vestervoldgade kører Sporvognene ud mod Havnen, Langebro. Hvorhen man vender Øjnene er der Mennesker i idel Bevægelse. Den store, aabne Plads er som en Arena, hvor et mægtigt og mærkeligt Skuespil opføres, et Skuespil skabt ved uvilkaarlige, intuitive Midler, saa ægte, fordi Deltagerne spiller deres Roller ganske ubevidst, uanende om hvor stærkt de er optagede af deres egen Person, deres eget Selv, som her er Rollen. Det falder mig ind, at Skuespillere i Almindelighed spiller bedst Komedie uden for Scenen. Jeg gaar og morer mig over dette Paradoks, hvis Rigtighed er uangribelig som den er ondskabsfuld. Jeg er Tilskuer til en broget, underholdende Forestilling, om hvis Rimelighed og Troværdighed jeg ikke er i ringeste Tvivl. Ingen Brist i Kulisserne. Ingen daarligt illuderende Huse, Butikker, Kiosker. Ingen sentimental Mellemaktsmusik. Jeg hører Sporvognskimens, Cykleringnings og tudende Bilers Intermezzo. Hvor er det moderne Menneske, som benægter Disharmoniens Skønhed.

        Jeg føler Kærlighed til Kiosken, der staar faa Skridt fra mig. Jeg elsker Reklamerne for deres Brogethed. I Aften bliver der tændt Lys inde i Kiosken, og saa staar den og gløder. Jeg kan ikke følge med, ikke tage Del i alt, hvad der hænder omkring den. Jeg maa til syvende og sidst staa udenfor de Skæbner, der rører sig i dens Nærhed. En Herre staar bøjet foran Ruden ved Hullet. Henter han Billetter til Teatret i Aften? Hvem skal han have med? Vil han have en fin Smoking paa og en Dame under Armen, en Dame, som ligner Prinsessen i Æventyret? Eller køber han bare en Avis? Bare en Avis? Ved jeg, hvad den Avis betyder for den Mand? Det er en velklædt Herre, som godt kunde se ud til at spekulere paa Børsen. Vil han nu med Uro i Nerverne se de sidste Noteringer om Kursernes Fald og Stigninger? De kan maaske være afgørende for ham? Min Fantasi udvikler sig. Jeg ser paa Manden. Herregud, han købte et Frimærke, som han klistrer paa et Brev. Ikke andet, siger jeg? Ved jeg, hvad der er inde i Brevet? Maaske en Meddelelse til en fattig Mand, at nu kan han faa Arbejde paa Værftet? Eller til en Partner i Klasselotteriet, at en stor Gevinst er vundet? Jeg faar intet at vide. Jeg er udenfor? Jeg nærer ingen Tvivl om, at det i dette Tilfælde er min Lykke at være uvidende om Brevets Indhold. Hvem garanterer for, at det ikke er en Opkrævning til en fattig Lus om at betale nogle Penge? Eller maaske Meddelelse om Sygdom eller Dødsfald?  — Der træder en ung Pige hen til Hullet. Hun faar en hvid Lap, et Brev. Det er et Billetsvar paa en Aviskorrespondance. Det er det nok. Kommer han til Stævnemødet? Elsker han mig mere? Er det forbi for evigt, din Johannes? Pigen staar stille midt paa Gaden og bryder Brevet. Min Sandten om her ikke er noget alvorligt paa Færde. Jeg bliver helt benouet, for Pigebarnet ser bekymret ud. Der avles en Varme inde i mig. Jeg bliver nemlig grebet af den Tanke, at jeg kan være en Pige, der midt i Gadens sorgløse Tummel bliver sønderknust af en eller anden Besked, en Smule til Hjælp. Medlidenheden blusser op i mig paa en Maade, som om jeg var klar til at vove hele mit Velfærd for hendes Skyld. Frøken, jeg har draget min Sabel. Jeg er Deres Ridder. —

        Jeg stiller mig lige foran hende, saa Brevets Kant berører mit Tøj. Jeg siger ikke et Muk. Jeg venter. Hun ser op, og i samme Øjeblik som jeg ser hendes Ansigt, vokser der en Forvirring og en Flovhed op i mig. Jeg synes hendes Ansigt er mere vredt end bekymret. Jeg føler mig ikke tiltalt af hende. Min Medlidenhed er skamfuld flygtet.

        — Gud ved, hvad De glor paa — siger hun pludselig.

        Jeg ser at hun har Diamanter i Ørene. De ser ildevarslende uægte ud.

        Ho, tænker jeg, det er en af Gadens Fugle. Hun er vist en lille Trækkerske. Jeg mener at kunne se det paa Folderne i hendes hvide Kinder. Det aner mig, at hun vil sige mig noget frygteligt. Hun gaar lidt fra mig og folder uvilkaarligt Brevet halvt sammen i Fingrene.

        — Gud sikken en Tosse. Hvad Fa’en glor De paa. —

        Ordene rammer mig som en Knut. Jeg siger ingenting, men jeg hvisker i mine Tanker: Om Forladelse, om Forladelse. Jeg vilde ikke noget ondt. Jeg var ikke nysgerrig. Jeg vilde ikke fornærme Dem eller have at De skal være vred for min Skyld. Jeg syntes, De saa lidt hjælpeløs ud, saa jeg tænkte jeg vilde — —

        Hun er borte. Jeg gaar langsomt, mekanisk videre.

        Hæ. Hvad vilde jeg den Tøs? Fik jeg Pigefornemmelser? Jeg gennemgik maaske en Lidelse for hendes Skyld? Haha, en Lidelse, jo jeg er sød. Blev jeg revset eftertrykkelig for min Sentimentalitet? Saadan en Mær — saadan en Luder! —

        Det gør ondt i mit Hoved. Jeg er blind for, hvad der foregaar omkring mig. Jeg mærker ikke at det er en lys, aaben Gade jeg gaar i. Jeg vil ikke tage mig sammen og se paa den som før. Jeg ved, at jeg kun vil se Fjender, Mennesker som haanlér, griner, vil ondt. Jeg vil passe mig selv og lade, som om deres Latter er mig ligegyldig. Enhver Lyd, som jeg hører, virker paa mig som en Pine. Støjen og Larmen omkring mig, som jeg før glædede mig over, er blevet mig en Lidelse. Hvor skal jeg vende mig hen for Glimtene af alle de onde Øjne, de fjendske, skadefro Blikke? Følelsen af et fysisk Ubehag kommer over mig. I Dag har jeg høstet Lærdom. Aldrig, aldrig skal det ene Menneske tage Del i det andets Skæbne. Skæbnen er den stæ rkeste. Det stemmer mig for mine Tindinger. Jeg har faaet en voldsom Hovedpine. —

        Jeg driver ud paa den egentlige Raadhusplads, gaar mekanisk i Retning af det store Stoppested midt paa Pladsen. Jeg er ligeglad med Sporvognene, Trafiken, Menneskene. Hvad vedkommer de mig? Jeg er døv for Avissælgernes Raab, blind for nye Farver, som ellers vilde lue ind i mig. Jeg stiller mig op og ser paa Folk som stiger ud og ind; men jeg føler ingen Glæde ved det. Jeg er i en Tilstand, hvori jeg er fremmed for mig selv. Hvordan er det, jeg siger om mig selv: Jeg er intet mindre end en Mester i at reagere overfor daarligt Humør. Lad se.

        Jeg gør en Bevægelse, som om jeg vilde ryste Misstemningen af mig. Jeg gaar nogle Skridt og slaar Fødderne trodsigt i Jorden, retter Ryggen og aander dybt ind. Hvad er der i Grunden hændt mig? Et Pigebarn paa Gaden har Næset mig af. Det har jeg for min Nævenyttighed. Min Glæde er intet Bedrag, men jeg kan ikke være sikker paa, at der er andre end mig, der er glade. Jeg rømmer mig, bider Tænder og knytter Næver, saa mine Knoer bliver hvide. Jeg vil ikke falde sammen. Jeg vil gøre, hvad jeg kan for ikke at være i Vold af nogen Misstemning. Ingen Sygnen i Humøret. Ingen Svaghed. Jeg gaar over ved Husene ved Vestervoldgade, betragter Butikkerne, ser paa Folk og konstaterer at Omgivelserne ikke længer er mig saa fjendtlige som før. Jeg staar ved Kanten af Fortovet ud for Linnets Kaffebod og ser ud over Raadhuspladsen. Ja, der ligger den. Nu har jeg den igen, den dejlige. Sporvognene kommer fra Vestervoldgade og Vesterbrogade og kører i Ring ind gennem Jernbanegade. Deres Periferier krydser hinanden. Det er en Fornøjelse at se. Glidende, vandrende, kurende som Slæder, der med sagtnet Fart snor sig ind i Gaderne, betjente og befolkede af myldrende Menneskemyrer. Jeg elsker det, jeg elsker det, denne store Plads’s Liv. Jeg ser paa det i en Stemning af Forsoning, af stilfærdigt tilbagevendende Glæde.

        Et Stykke nede i Vestervoldgade standser jeg og ser mig tilbage. Jeg har en velgørende Følelse af at gaa i Ly af nogle høje, smukke Huse, hvis Tages Omrids og tindeagtigt elegante Silhuetter tegner sig rene, fine og sarte mod den synkende Dags Himmel. Lige overfor mig ligger Ny Rosenborg, længere henne ligger Holtenhus. Baggrunden for Billedet af Gaden dannes af det disede, næsten fjerne Raadhus, der løfter sine Taarnes og Rækker af Skydeskaars dæmrende Horizont op mellem de nære Huse. Der er nogle forunderlige, ulegemlige Farver af orange. gult, violet og hvidt i Luften. De smelter i blid Forening og danner et Spil af Nuancer, et Hav af blomstrende Ætre, der fratager en Vejret af Glæde. Er Husene Slotte? Vandrer jeg mellem sært belyste Paladser? Jeg staar midt i et Æventyr. Jeg ser Husene rødme. Det er som om der aandes og sænkes Blomster over Byen.

        Videre. Jeg er bange for de Sjælens vegetative Tilstande, som Fejlberg taler om. De er nok heldige og betydningsfulde for ens indre Udvikling, for »Mulighedsværdierne«, men de er intet mindre end Tilstande af en legemlig Afmagt, af en Falden-Hen, en Væren udenfor sig selv, som kan befordre farlige og usunde Følelser som Sværmeri, Sentimentalitet og legemlig Slaphed. Værdierne ligger ikke saa meget i selve Tilstandene, som i Overgangene, Reaktionerne, de Brydninger som forekommer i en selv. Det er derfor forsvarligt at lovprise de hyppige Svingninger, de vekslende og skiftende Stemninger . . .

        Paa Hjørnet af Farimagsgade og Gyldenløvesgade drejer jeg ned langs Ørstedsparkens Gitter. Det maa være en Gade, hvor der bor bedre Folk, pæne, dannede Folk. Jeg ser ingen støjende Børn paa Fortovene, ingen Smaabutikker. Gadedørene er store Porte med slebne Ruder. I en Lejlighed i en af Ejendommene er der tændt Lys i Loftet, et varmt kobberagtigt Ovenlys, der giver Stuen et roligt, lødigt Skær. Store Malerier paa Væggene. Jeg kommer til at tænke paa en Maler som jeg engang besøgte i en Kælder i Brohusgade. Han havde nogle Tællelys i en Lerkrukke under Loftet, et Klaver og en Ølkasse, som blev brugt som Klavérstol. Han var lykkelig for sin Hybel. Hans Behov var ikke stort. Men hvilken Modsætning er dette rige Borgerhjem ikke til Malerens Hjem. Er Beboerne da saa forskellige? Kunde Professorens eller Grossererens Datter finde sig i at sidde paa en Ølkasse og spille Schumann? Nej, det kunde hun ikke. Det vilde forstyrre Stemningen, vilde hun sige. Ak, det stakkels Pigebarn skulde blot vide, hvordan Schumann lyder i en Stue med nogle Tællelys, bare Vægge og en Ølkasse ... Det er ikke Stuen, som skaber Musiken, men Musiken som skaber Stuen, Stemningen. Men alligevel finder jeg Professorens Stue lækker. I den Belysning kunde man sidde og læse og arbejde lige saa meget man havde Lyst. Man kunde ofre sine Nætter for at høste Kundskaber og blive en klog og anset Mand, som havde Elever paa Universitetet og Børn som gik i Latinskoler og spillede Tennis . . . Naar man gik paa Gaden vilde Folk hilse paa en. Viste man sig paa Skolen, vilde Eleverne tage Huerne af. Man kunde studere Psychologien i alle dens Afskygninger, finde nye Instincter i Menneskets Væsen, nye Faser i dets Natur. Man kunde belyse enhver Følelse indtil dens Ophav, analysere den, bestemme dens Sammensætninger, maaske gøre sig til Herre over den og derudfra bygge Læren om Følelsens systematiske Indordning under Viljen. Det kunde blive interessant. Maaske kunde man komme langt videre. Hvem ved, om man efter lange Tiders Studium en sen Nattetime kunde finde Forklaringen paa Bevidsthedens Oprindelse? Sæt man en skønne Nat sad med Gaadens Løsning i sine Hænder, og sagde: Dette er Livets Aarsag. Dette er Erkendelsen af hvad Liv, hvad Sansning er. Jeg har løst Tilværelsens Gaade. Men hvad saa? Er der saa mere? Vilde jeg ikke spørge mig selv? Er det det hele? Og medens jeg langsomt og omhyggeligt udarbejdede og nedskrev alle Enkelthederne i mit Fund, og medens de Lærde spidsede Øren, Bladene bragte Meddelelser om det store Fremskridt paa Psychologiens Omraade, om en ny Udødelig, og Verden begyndte at vifte med sin Hæder — vilde jeg selv sidde med en hjælpeløs Følelse af Fattigdom, bærende paa en Byrde af Vished om vor Tilværelses Ubetydelighed, Ligegyldighed, Intetsigenhed. Vilde jeg da ikke betænke mig paa at »berige« Verden med min Erfaring. Jo, jo, det vilde jeg. Gaader bør ikke løses, siger en klog Mand, Erfaringen viser, at de, naar de løses, taber deres Værdi. Vi kaster dem fra os som noget værdiløst. Jeg vil altsaa ikke være Professor. Jeg vil altsaa ikke have saadant et Hjem med tykke, tykke Bøger.

        O, Skam ske mig, fordi jeg har ønsket og begæret. Jeg har gaaet og tørstet efter en Rigdom, som jeg ikke er sikker paa er en reel, men kun en Pseudo-Rigdom. Jeg har fordret noget timeligt som Lysekroner i Loftet, Malerier paa Væggene, Tæpper paa Gulvene. Jeg er uværdig for den Gade, jeg gaar i. Jeg har tilsidesat en lykkelig Følelse af at vandre i den, se dens farende Sporvogne, se Parken inde bag Gitteret, hvor Mørket lejrer sig mellem Træerne, hvis Kroner skumrer og ligesom vokser af en Dunkelhed, se Folk, som kommer forbi mig i Halvmørket, smaa, sarte Studiner som kommer fra Manuduction, Mødre med Barnevogne, Postbude med Rigdomme af Breve, og saa vide, at jeg nærmer mig Hjørnet af Nørrebrogade, hvor jeg ser de første Lygter tændes. Jeg skynder mig over Vendersgade. Lysene i Husene bliver talrigere. Jeg synes Vinduerne i en Facade minder om lysende Brikker paa et mørkt Skakbrædt. Et stærkt, hvidt Skær falder ud fra en Damekonfektionsforretning paa Hjørnet af Vendersgade. Jeg kan ikke lade være at more mig over en komisk Samling af hovedløse Damer, der klædte i lyse Foraarsmoder og ubevægelige i deres barokt-yndefulde Attituder er stillede op i Vinduet. Jeg er allerede forbi Butikken.

        Jeg naar Frederiksborggade. Hvordan skal jeg forme det, jeg føler, overfor alle de tændte Lygter, overfor denne pludselige Illumination af Gaderne? Min Lyst til at vise en Ting i sine Enkeltheder fortaber sig i en indre, fredsommelig Jubel over et Helhedsbillede af Lamper, af en Lysvirkning, der straalende hvid og gylden har lejret sig mellem Husene. Butikkerne ligger som glødende Mysterier ved Bredderne af Færdslens Flod. Sporvognene er blevet til gyldne Slæder, og alle Cyklerne ses som smaa, lysende Øjne mellem Bilernes stirrende og jagende Lanterner. Jeg gaar et Par Skridt, standser igen, vender og drejer mig som om jeg ikke evnede at overse Lysenes Festvirkning. Gaden ligger i den mørke Aften som en lysende, undersøisk Verden, der skøn, gaadefuld og fantastisk strækker sig som en endeløs Kanal, helt inde fra det Kaos af Lygteild, hvor man aner Kultorvet og langt, langt ud over Dronning Louises Bro. Paa Tagene af Gadehjørnernes Huse flammer Lysreklamerne som gyldent blinkende Fyr, et Navn, en Fabrik, Chocolade, Margarine, det bedste i Verden. Jeg beundrer det Skær, der rødt og glødende gult falder ned over Hustagene som fra en Lysfos. Jeg elsker denne Form for Raab. Denne elektriske Illumination, der luer højt over Gaden som Fakler over den moderne Konkurrence, støtter min Paastand om at København er Cosmopolis i Norden. Der er nu en Time til Butikkernes Lukketid. Det er i Forretningerne at Travlheden raser.

        Brøndshøjvognen Linie fem holder stille paa Hjørnet. Vognstyreren skifter Spor med en lang, tynd Jernstang. Sporvognen som har to Bivogne ligner, optaget som den er, et helt Tog, der skal langvejs væk. Den har en Times Kørsel ud til Forstæderne. Jeg gaar over til Stoppestedet og faar nu Øjnene op for at Passagererne næsten udedelukkende¹ bestaar af Arbejdere. De optager baade Hoved- og Bivognene. De skal hjem. De kommer fra Arbejdspladserne, fra Fabrikkerne og Værfterne, Burmeister & Wain, Bryggerierne, Boulevardbanen. Hvad gør det, at de ikke er pæne i Tøjet? Klæder skaber Folk, men ikke Menensker. De fleste af demer renvaskede og har tændt Piberne. De har købt Eftermiddagsaviserne og læser Nyhederne. Nogle sludrer sammen, nogle ser ud paa Gaden. Flere af dem, der staar op paa Perronerne, har smaa Madkasser i Hænderne eller en Avisbylt under Armen. Jeg forstaar, at det er Mennesker, som virkelig maa arbejde haardt for Udkommet. Deres Miner foruroliger mig, fordi de ikke er glade allesammen. Der er Aasyn mærkede af Kamp. Der er trætte Øjne. Der er Rygge, som buer. I den forreste af Bivognene ser jeg en gammel Mand med et hvidt Skæg. Han har sat sin Brille paa Næsen og læser sin Avis. Hans Skuldre er lave, og hans Krop er saa spinkel, at Tøjet slaar Folder over hans Bryst. Hans Ansigt har smukke, trætte Træk, et underligt sammensat Præg af brydsom, taalmodig Flid og fin, menneskelig Alderdom. Ja, det er Mennesket Arbejderen . . . Sporvognen kimer og kører. Et Stykke af en mørk Verden, et Pust af en stor Alvor drager bort. En Linie fjorten ankommer til Stoppestedet. Den befordrer Villabeboerne i Hellerup og Charlottenlund hjem fra deres Virksomheder inde i Byen, fra deres Ærinder i de store Butikker. Der sidder Damer i Vognen med Boaer om Halsen og brusende Fjer i Hatten. Lige ved Døren i Hjørnet sidder en Herre med en høj Hat. To Sporvognslinier, der et langt Stykke Vej løber paa de samme Skinner, kan have et vidt forskelligt Publikum. Passagererne er ikke de samme. Karakte ren i mine Betragtninger kan forandre sig blot ved at se fra den ene Sporvogn til den anden.

        Jeg gaar ned mod Dronning Louises Bro, hvis hvide Lygte løfter sig over Gadens øvrige Myriader af Lys. Butikkerne paa min venstre Haand kimer ideligt med Dørklokkerne og Dørene knaldes i. Et Par barhovede Smaapiger staar uden for en Manufakturforretning og tæller nogle Penge. Den mindste af Pigerne, som maa være to smaa Søstre, staar paa Tæer og kigger spændt ned i den ældre Søsters aabne Haand. Jeg er overbevist om, at hun ikke har fjerneste Begreb om Mønters Værdi, men alligevel stirrer hun stærkt interesseret paa Pengene. Jeg gaar langsomt forbi dem og ser den lille løfte Hovedet og betragte Søsterens Øjne eller maaske hendes Mund, som bevæger sig og tæller. Børnene maa være sendt i Byen for at gøre et Indkøb og nu ser de efter om de har faaet rigtige Penge tilbage. Jeg er inderlig forelsket i denne Scene. Jeg er saa henrykt over denne lille pudsige Forestilling at jeg bliver ved med at følge Børnene med Øjnene. Den ældre Søster kan ikke faa Regnskabet til at stemme. Hun staar maaske og bryder sin Hjerne med hvor meget atten og fem er. Den modne, menneskelige Klogskab har nu engang fundet ud af at det er treogtyve. Jeg selv vilde sige at det var treogtyve; men jeg føler mig for dette Fond af Viden, Erfaring og Forstand ikke for synderligt mere at regne end denne Pige. Tværtimod. Jeg hævder at Forskellen i Klogskaben er saa ringe, at den saa at sige er illusorisk. Er det noget at prale af, at vi har fundet ud af, at atten og fem maa være treogtyve? Naar det kommer til Stykket, er atten og fem maaske slet ikke treogtyve, men hundredeoghalvfjers? Der er i den ældre Søsters og endnu mere i den lilles Ansigt et saa levende Udtryk af Uforstaaenhed, som for mig er den sandeste Kilde til Visdom. Jeg bliver saa stærkt optaget af disse Tanker, at jeg ligefrem tror at have fundet nye Veje til Genfødelse af de oprindelige Følelsesværdier . . . Ved Siden af forøges mit Humør. Alting henrykker mig, Butiksvinduerne, Menneskestrømmen langs Husene, denne sorte Uro i Skæret af de illuminerede Butikker. Skarer af Beundrere foran et Vindu, en Række af smaa Silhuetter med en lys Baggrund. Kørebanens hastende Liv, Vogne, Cykler, Sporvogne, Biler i hinanden modgaaende Strømninger. Krydsningstedet ved Farimagsgade, dette lille Travlhedscentrer, hvor alt lever, rører sig, bevæger sig. Ja, det er Færdslen i en stor By, tænker jeg, det er Menneskeliv paa Jorden i en ny, fremskreden, moderne Tid. Det kan ikke være nyere, det er taget af det allersidste Nu. Jeg tænker mig Boulevardbanen henne under Nørrevoldgade, hvor Togene ruller under Jorden. O, Mennesker, det har I fundet paa, dette Liv, dette Æventyr i Virkeligheden, det er Jeres Værk. Hvorfor ryster jeg paa Hovedet? Jeg græder af Glæde . . .

        Men som Modsætning til Frederiksborggades Forvirring af Lamper ligger de mørke Søer indrammede i en fin, afstemt og rolig Illumination. Disse Lygterækker langs Bredderne, som en dansk Digter kalder en Bibel i Guldsnit, hvilket jeg finder smukt og godt sagt. Tak, Hr. Digter. Jeg tør ikke finde paa at sammenligne det ved noget. Jeg stiller mig med Armene hvilende paa Broens Granitbrystværn og ser ud over Vandet. Her skriger i Vintermaanederne Sundets og Havnens Maager. Her sejler Svanerne i Solskinnet Foraar og Sommer. Endnu er Rutebaadene fra Østerbro ikke begyndt Sejladsen; men inden ret længe kan man se dem i de lyse, stille Aftner, befordre Skovgæster fra Klampenborgtogene, hvide, sommerglade Mennesker, der vender hjem med Anemonebuketter og Bøgegrene. Endnu er der heller ingen Robaade paa Søerne, men længere hen paa Maaneden vil man en sen, lun Aften høre Lyden af Aarer, som løftes i Vandet. Det er Foraarets Sværmere som er ude. Der banker et Hjerte bag et tyndt Liv. Der er Læber, som skælver og dirrer. Der er nogle som kysses i Bunden af Baaden og Skæret af Lygterne, der danser som en Morild paa Vandet, skinner som smaa Flammer i deres Øjne. En Pige farer forskrækket op? Hvad er det? Tys, det er Sporvognen inde paa Dronning Louises Bro, en fjern Kimen. Det er en Vogn, som rumler inde i Nørresøgade, langt borte. Stille, lad mig se dine Øjne . . .

        Ho, jeg ved nok, hvordan det vilde smage. Jeg er i det hele taget ikke bange for at indrømme at der ogsaa i mig er noget der hedder April og dermed beslægtede Ønsker, Længsler, tilhyllede Drifter, Foraarsbrunst. Jeg har vendt mig fra Søen, og som jeg staar her med Ryggen til Broens Brystværn med Hjernen fuld af hede Syner vil jeg ikke anbefale nogen ung Pige paa Gaden inden for en vis Radius at komme mig alt for nær; thi jeg kunde let komme i Vold af et eller andet Lune, en tvivlsom Lystighed, en Foraarsindskydelse, hæ, som kunde have alvorlige Følger for Pigen. Rent bortset fra at Verden og hendes Paarørende vilde sige, at det var sørgeligt, at det skulde gaa hende saadan . . . tror jeg nok hun kunde blive fornøjet med mig. Jeg er ikke saa stort et Fæ til at holde af et Pigebarn, som man maaske tror. Jeg kan aldeles ikke anse mig selv for at være nogen Klodsmajor paa det Omraade. Slet ikke. Aldeles ikke. Den Tanke tilsidesætter jeg som noget absurd. Vær ikke bange, du som jeg engang skal elske, der er en ganske god Ild i mig, naar det kommer over mig. —

        Jeg er over Broen og drejer ned langs Dosseringen. Aftenen er mørkere her. Byens Larm er fjern. Langt oppe i Rummet staar Stjernerne, hvide og mangfoldige Meteorer, der dækker Himlen, Mulmet med en Illumination af Sølv, med Juveler, der rundhaandet er strøet overalt i Rummet. De ligner en hvid Regn, en lysende Sne, der i sit Fald gennem Luften pludselig er standset og staar blikstille... Men det er, som om man kan vente den igen hvert Øjeblik. Blæsten er ikke stærk mere. Den puster ude fra Søen mod Land og vandrer som det fredelige Sus af et Aandedræt hen over Træer og Buske i de smaa Haver foran Dosseringens gamle, idylliske Huse. Der er kommet en Ro over mig, en stilfærdig Væren i Slægt med Omgivelserne. Jeg er i Ligevægt og gaar ligesom i Dønningerne af mine mange lyse Sindsbevægelser. Ingen Slag til Siderne, ingen Ophævelser med noget som helst. Intet Uvejr af Begejstring, intet Hurra, ingen Lyst til at spotte og ingen Anledning til Ærgrelse. Kun en Følelse af en simpel Lykke, en som intet fordrer, intet savner. Jeg kan ikke skelne de Ansigter af Folk, som jeg møder i Mørket. Jeg kender ingen, men hvert eneste Menneske jeg gaar imod, er mig kært. Hvad er det som ruller blidt og sagte i mit Blod? Hvad er det? Jeg ved det næppe selv. Jeg synes at alt, Søen, Byen, Aftenen, Omgivelserne er som de skal være. Jeg vilde ikke bryde mig om, at de var anderledes. Er det en Glæde ved at være til? Er det en Taksigelse til Tingene? Jeg hører Larm fra Gyldenløvesgade. Søpavillonen lyser festligt ud over Vandet.

        Mellem de gamle Træbroer, der fører over Jernbaneterrainet, hvor Nordbanetogene ruller, staar en Signalmast, hvis Kolonner af Lanterner gløder som røde Øjne i Mørket. Der holder et Lokomotiv paa et af Sporene. Dampen hvisler og syder af Ventilerne. Det mørke Uhyre ligner et Hjerte af Jern, der banker. Der arbejder en Mand i Skæret af det aabne Fyr. Hvor mange lænkede Kræfter, hvor mange Atmospheres Tryk er her i Spænding? Lokomotivet skal vist køre et Tog i Aften. Inden ret længe gaar der maaske et gennemgaaende Eksprestog til Christiania. O, et Eksprestog! Et, som først klaprer sagte hen over Sporskifterne med denne Lyd af lange, blødt rullende Sovevogne, og derpaa kører hurtigere til for at jage gennem Natten, pløje Mulmet op med sit lysende Legeme, suse som et Uvejr af hamrende, smældende Lyde og fløjte dæmpet majestætisk, naar det buldrer gennem øde, sovende Stationer, køre, køre, de mange vidunderlige Mile. — Jeg ser rigtig paa denne Maskine. Jeg forstaar ikke mig selv, naar jeg tilbeder Jernet, Styrken, Hastigheden. Men jeg nærer en besynderlig Ømhed for dette haarde, stærke Væsen. Jeg staar ved Gitteret lige i Nærheden af den, oplever dens Færd mod Nord, i Galop langs Sundets Reviéra, drønende over Broer og Viadukter, stævnende op gennem Sverrig, gennem mulmende Skove, sovende Byer, duvende gennem alle Bugtninger og Kurver. Jeg har ingen Rejseplaid og kostbare Lædertasker. Jeg har ingen Ulster og Gamascher, ingen mondæn Rejsehabit. Jeg har ganske vist heller ingen Penge til at købe en Billet for; men der skulde ellers ikke være det ringeste til Hinder for at jeg kunde gøre Turen med. I Aften. Om en halv Time. Lige nu. Bevares, det har ikke Spor at sige, jeg kan godt sætte mig ind i Kupehjørnet med det samme, lægge mig i Køjen i Sovevognen. Alt dette leger min Hjerne med. Jeg vender mig fra Lokomotivet og ser ud over Gaden. Det er forresten mærkeligt, at der ikke kommer en og forærer mig en Billet til Kristiania. Det forundrer mig. Men der kommer ingen.

        Jeg kan ikke staa ret længe ad Gangen og tænke paa en Ting. Jeg kunde have Lyst til at skrive et tykt Værk om et Lokomotiv og om de Stemninger, der er forbundet med en Jernbane, eller jeg kunde skrive en indgaaende, alvorlig Afhandling om et Menneske, der gaar forbi i Mørket, og som jeg ikke kender. Men jeg er bestandig under Indvirkning af nogle Omgivelser, der idelig forandrer sig. Et Lysglimt, en bestemt, pludselig Lyd, et Raab eller en Larm, som lyder i min Nærhed kan for et Stykke Tid kuldkaste en hel Række af Tanker i mit Hoved. Mine Betragtninger, mine Syner, Indbildninger og Fantasier tager i saadanne Øjeblikke en ny og fremmed Retning, fremmed fordi den ikke er i Slægt med de foregaaende Forestillinger. Ideerne ophober sig over det ny, jeg fornemmer, udvikler sig enten til Luner og Galskaber eller rent fornuftige Betragtninger. Denne Vekslen af Aarsager og deres Virkninger kan ske meget hurtig, ligesom den ogsaa kan foregaa regelmæssig og stille. Det beror paa Omgivelserne, paa hvordan Gaden er. Derfor er der selvfølgelig intet i Vejen for at en stille beskeden Gade kan give Anledning til voldsomme, ekstatiske Sindsbevægelser. Jeg er hele Tiden i Vold af disse talløse Forandringer og Situationer, som myldrer omkring mig. De betyder noget for mig. De er en Rigdom. De er mangfoldige og kommer af sig selv. De er som en Række af vidunderlige, kærkomne Overfald.

        Der kommer en Bil susende henne paa Gaden, hvor Aaboulevarden og Gyldenløvesgade støder sammen. Den kører lige tæt forbi mig, og jeg faar netop set et Glimt af en Herre og en Dame, som sidder inde i den oplyste Vogn. Var de i Festdragt? Saa jeg et hvidt Kjolebryst? Anede jeg en Udskæring paa Damens lyse Kjole? Jeg skænker det ingen særlig Opmærksomhed i Øjeblikket; men lidt efter kommer der en Bil til, hoppende, jagende over Stenbroen. De Mennesker, som sidder i den, er ogsaa festklædte. Hvad betyder det? Er der Fest et eller andet Sted i Byen? Jeg begynder at gaa op ad Trappen, som fører over til Svineryggen, men lægger i det samme Mærke til at Sporvognen, som kommer udefra og skal ind til Byen, er fuld af lutter fine, pyntede, næsten feststemte Mennesker. Hvad er der paa Færde? Jeg kan ikke forstaa, hvorfor Damerne ikke har Hatte paa Hovederne, men kun et let, gennemsigtigt Slør om Haaret. Jeg ser spørgende paa en purpurrød Aftenkaabe, en blaa Kaabe og paa Herrernes Overfrakker, som forekommer mig særlig fine og højtidelige . . . Naa, der er maaske Bal i »Foreningen til de moderne Danses Fremme« eller Aftenunderholdning i »Selskabeligt Samfund«, disse Sammenslutninger af Mennesker, hvis Hjerter fortæres af Kedsomhed og Mangel paa Underholdning. Det er mit inderlige Ønske, de maa tilbringe en hyggelig Aften i hinandens Samvær; men selv vilde jeg ikke bryde mig om at gøre dem Følgeskab. Det er meget mere underholdende, meget mere indbydende at gaa en Tur over Svineryggen, i Foraarsaftenens fredelige Mørke.

        Jeg er ikke alene. Svineryggen er jo en mørk, enlig Sti mellem Vandværkssøerne og har Navn af at være en farlig Vej at gaa ad om Aftenen. Men alligevel færdes her adskillige Mennesker. Mørket har endnu ikke sin lukkede, mulmede, flagermuseagtige Skikkelse som længere hen paa Foraaret, naar Myggene flyver en i Ansigtet og Spindelvæv svøber sig usynligt om ens Hals og Pande, eller naar Luften er fuld af Lunhed, fuld af myldrende Dufte fra Hækkene, Søbredderne og Skraaningernes Blomster, og naar Humlebien sejler summende forbi ens Øre og siger, at Sommeren er inde — men alligevel vandrer Folk her i Aftenen. Jeg gaar forbi en Bænk, hvor der sidder en ung Mand og en ung Pige. De sidder ubevægelige, nær ved hinanden, akkurat som om de var standsede midt i et Forehavende og sad og ventede paa, at jeg skulde gaa forbi og fjerne mig. Jeg er saa taknemmelig for den Sum af Pietetsfølelse og Agtelse for Traditionen hos denne moderne, ellers saa følelsesfattige Københavnerungdom, der vedblivende finder at Svineryggen er et Sted, hvor man holder sine Hyrdetimer og ledes ind til hinanden i Stævnemødets jomfruelige og søde Verden . . . Jeg har stor Respekt for to Mennesker som holder af hinanden. Jeg nærer alvorlig Agtelse for den ophøjede, lidt vanskelige Kærlighed, som der vistnok gives Mennesker, der er i Stand til at føle; men denne for Færdslen generende og for en fredelig Spadserende paatrængende offentlige Ømhed gør mig lystig paa Bekostning af disse Menneskers »unge Kærlighed«. Et sundt, ungt Mandfolk maa nødvendigvis have sine brunstige Trængsler, saavel som en sund Pige maa det; men det er en komisk Ting at gøre sig til sværmerisk Træl af saadanne Kvaler. Hørte jeg en Hvisken? Ak, Pige, bad han om din Gunst? Giv ham den ikke. Han er et Kryb, et løgnagtigt, sentimentalt Bløddyr, der tænkende paa dit Skød hvisker: Jeg elsker dine Øjne. Men Sagen er den, at du er sammensat af Længsel, dit Væsen er et Hele af Trang, af en aabenbar og hemmelig, en direkte og indirekte Tryglen om Ømhed, der er stærkere end den elendige Smule kvindelige Fornuft, som ellers er din Stolthed.

        Men jeg vil ikke forstyrre Eders intime, lyssky Kærlighed. Jeg vil ikke nære et eneste Ønske om Sværmeri under nogen Form, naar jeg tænker paa Eders lumre Tidsfordriv, Eders Afform for Omgang med hinanden. Jeg vil sige, at jeg er rigere ved at gaa og elske Aftenen og Mørket, Søens Ro og dens fine Krusninger som af frysende Vand. Jeg vil lytte til Aftenens fjerntfra Lyde, Sporvognskimen, Damperes Tuden, Lokomotivfløjt og Vognrummel. Jeg vil aande Luftens tynde Kølighed og drikke Stjernernes Lys. Jeg er standset og ser ind mod Byen over det mulmede Terrain, der er den gamle Banegaardsplads. Som fra Kløfter, paa hvis Bund der luer gemte Baal, stiger Lysskæret fra Vesterbrogade op ad Husfacaderne, der staar som en Række lysende Vægge mod Mørket. De ligesom ser indover et uddødt Land. Raadhustaarnets Urskiver svæver som et Par Ugleøjne, der stirrer og vaager i en Nat. Det kobberagtige Lys fra Buelamperne inde paa den nye Banegaard ligger sænket som en rød Taage over Tage, omkring Taarne. Den indre By med Hotellerne, de kuppelagtige Tage paa Teatrene, de store Banker og Forretningskomplekser staar med Facaderne badede i Gadernes Illumination og med de brede, mørke Rygge løftede i den Lystaage, der som et Genskin, et Fatamorgana af Legioner af Lamper gløder ind i Himlen og fortaber sig i Aftenen og Mulmet. Jeg gaar længe og ser ufravendt paa det. Bycentret minder mig om et forjættet Land, hvor det er forundt mig at vandre, at gaa uhindret omkring, et Land, hvor man, ligesom i Æventyret, faar sine Ønsker opfyldt. Jeg kan køre en Tur med Sporvognen. Jeg kan se Butikkernes straalende Festbazarer. Jeg kan standse ud for en af de fine Caféer og hører en Stump af et fjernt Orkesters Musik, Violinerne, de tyste Hymners Brus, Livets Melodier, som lyder baade dæmpet og vemodigt, grædende sentimentalt og vuggende til Dans, lystigt og fejende henrykt, beruset og vildt, eller ogsaa ganske, ganske stille, baaret som fra fjerne Toners Bjerge. Jeg kan faa den skønneste Kvinde i Verden at se. —

        Hvad er det? Sværmer jeg? Ja, ja, jeg er selvmodsagt overrumplet af en kælen Stemning. Jeg gaar og lader min flade Haand stryge over Hækkens Grene og fornemmer en lang, kildrende Fryd. Jeg ser paa Gamle Kongevejens Huse og hilser Lysene i alle Hjemmene. Jeg vil le og græde, jeg vil juble. O, dette stille Sted, denne Aften. Jeg nynner paa en ligegyldig. Vise og er underlig fornøjet og bevæget. Verdens skønneste Kvinde? Jeg kan faa hende at se i en Butik paa Gamle Kongevej. Jeg kan se hende staa op paa en Sporvogn paa Vesterbrogade. Jeg kan møde hende ud for Banegaarden. Jeg kender hende ikke, og jeg har aldrig set hende; men jeg kan gaa hen ad Gaden, møde hende og sige: Der er hun. Hun kan gaa forbi. Jeg kan fortsætte min Vandring, møde hende igen: Dér gik hun.

        Gennem Stenosgade naar jeg ud til Vesterbrogade, drejer til venstre, ind mod Byen paany. Jeg er henrykt over Gensynet med Færdslen, Lysene, Livet. En Kornet gaar rank og vejrbidt forbi mig. To unge Mænd med Bøger under Armene gaar et Stykke bag efter ham i ivrig Samtale. En Dame med hvid Boa og lyse Handsker kommer tværs over Gaden ind mod Fortovet. Linierne i hendes Legeme beruser mig. Men jeg gaar stilfærdigt forbi hende. Hun skal ikke vide af en Verden i mig . . . Nogle Smaapiger med lange, side Slag over Skuldrene tripper hid og did i Mængden, optagede af hinanden, smilende, fortællende med ivrige Øjne og Bevægelser. Den ene af dem stryger en Lok væk fra sin Pande, en kort umiddelbar Bevægelse, som jeg siger til mig selv, jeg vil huske længe. Jeg driver hen foran en Musikhandlers Vindu og læser Titlerne paa nogle Noder. Bach, Inventioner og Etuder. Jeg kommer i Tanke om en Melodi, en flerstemmig Invention af Bach, nogle pludrende Toner, som er blevet udødelige. Jeg fløjter dem sagte, medens jeg tankeløst stirrer paa nogle Billeder af flere Komponister og Sangere. Jeg tier med min Sang og kommer til at smile. Naa, det er altsaa de højtærede Herrer, Verdensberømthederne. Mascagni ser meget menneskelig ud. Lad gaa. Leoncavallo ligner en fed Fyldebøtte, morsom prosaisk. Leoncavallo er berømt for sine Modulationer og sine Dobbelthager. Carusos Kelnerphysiognomi virker latterligt og ubehageligt. Han er den store Kunstner: Fint Jakkesæt, tyk Guldurkæde, talrige Ringe paa Haanden, ser passende tungsindig ud, støtter Kinden til sin Haand og »ser dybt« i Betragterens Øjne, som det sig bør, naar den store Kunstner skal fotograferes. Verden er begejstret for hans Stemme, »Maaneskinstenoren«, al ulykkelig Kærligheds Tolk, alle sentimentale Fruentimmeres Afgud. Jeg vender mig fra ham.

        Bilerne ude paa Gaden kører raskt efter hinanden og uden om hinanden. Jeg kommer i Tanke om min Forundring over de mange festklædte Passagerere i Sporvognene og Bilerne i Gyldenløvesgade. Hvad betyder denne, lyse, luksusagtige Travlhed her paa Vesterbrogade? Alle Sporvognene er optagede og de oplyste Biler befordrer smilende, glade Mennesker, hvis Hjerter synes at banke af en Forventning, og hvis Kinder luer af en lykkelig Sindsbevægelses Rødme. Jeg grunder nu som før paa de brogede Aftenkaaber og Slørene, som tilhyller Frisurerne i Stedet for Hatte. Hvor skal man hen? Er det Landets Dronning som inviterer? Eller hvad? Jeg ser op og ned ad Gaden. Folk har et forunderligt Hastværk. Mine Øjne falder paa et stort Ur i et Butiksvindu paa den modsatte Side af Gaden. Klokken er fem Minutter over otte. Hvad sker der i Byen Klokken fem Minutter over otte? Jeg kan ikke faa det ind i mit Hoved. Ansigterne, der dukker op tæt ved mig er paafalden livlige, Øjnene straaler og glinser, Minerne er optagede. En høj, elegant Herre med et Par flade Lakstøvler og en aabentstaaende Overfrakke over en Smoking, gaar i pudsig, ærbødig Afstand fra en kostbart, duftende, frodigt og blomstrende klædt Dame, som han vist ledsager til Teatret. Teatret! Der gaar et Lys op for mig. Teatret. Det er jo rigtigt. Jeg forstaar det hele, Humøret, Hastværket, Livligheden, Forventningen. Det er Teatertid i Byen. Det giver et Hop i mig af Henrykkelse over denne Opdagelse. Jeg glemmer Damen, hvis pelsbræmmede Kaabe, smaa Sko, fine Hænder og blussende Hals lagde Kimen til en hemmelig, ekstatisk Fryd etsteds i mig. Jeg faar en pludselig Lyst til at løbe efter Bilerne, gaa om Kap med Sporvognene, og før jeg ved af det, mere løber end gaar jeg ind gennem Vesterbros Passage mod Raadhuspladsen. Jeg har fattet en Beslutning. Jeg vil stille mig foran Dagmarteatret og se Livet, som det udfolder sig i Teatertidens Time i en stor By.

        Bilerne stævner fra Farimagsgade ind gennem Jernbanegade. Paa Raadhuspladsen søger de fra alle Kanter hen mod Teatret, tudende, varskoende, bremsende. De kommer som i Stimer af stirrende Lygter. Sporvognene tømmes allerede paa Raadhuspladsen og Folk iler over Gaden i Grupper og Selskaber, parvis og enkeltvis. De Sporvogne med Teatergængere, som taalmodigt giver sig Tid til de naar Stoppestedet ud for Teatrets Porte, kimer og bremser, drøner i Dynamoerne, medens de baner sig Vej gennem Trængslen. Hej, hvilken Larm, hvilken hæs Fanfare af Disonanser, hvilken Ouverture. Det er Glæden i Opløbet. Jeg staar lige over for Teatrets Indgang og er lykkelig Vidne til denne Forvirring, denne disharmoniske Livssang. Tak, I Programsælgere, som raaber i Mængden og faldbyder Jeres obscøne Thalia-Aviser, tak for Jeres Stemmer, som klinger kække i Malstrømmen. Disse: »Program fem Øre«, »Publikum«, »Værs’arti, Teatrets Program ti Øre«, »Program til Dagmarteatret fem Øre«. Jeg morer mig over deres Iver, deres ad rætte Spring hid og did blandt Folk. De vifter i Luften med deres Varer, og et Menneske behøver bare tage ned i sin Lomme, for at de skal staa ved Siden af ham.

        Det er som et stort Følge samler sig før Festen. I en Pause i Trafikens hidsige Spektakel hører jeg Smæk af Vogndøren paa en lydløs, fornem Ekvipage. Jeg ser de skinnende, sarte Heste slaa iltert med Hovederne, disse aristokratiske Dyrs Kast med de sænkede Nakker, saa Seletøjet ryster og ringer. Jeg ser Vognen krænge til Siden og en Fod træder ned paa Fortovet. Jeg giver med Glæde Afkald paa Synet af et himmelsk Væsen i en klar Kjole, med Perler om Halsen og Ædelstene i Haaret. Jeg bryder mig ikke om Skuldrenes Kniplinger, Blomsterne paa Brystet, Glansen i Øjnene, Løden af Kindernes begravede Ild, der har melet Huden med en fin Rødme. Jeg ser bort fra den obligate Bedaarenhed og bliver salig alene i Mindet om denne Fod, som jeg saa træde ned paa Jorden og forsvinde. Jeg vil ikke forfalde til ordinær og lidet rosværdig Misundelse af Asfalten, den betraadte, men atter indrømme at der dog er noget ved det æteriske, nymfefodede, sansepirrende Jomfrukøn, som i Følge en gammel fransk Fabel nedstammer fra Salamanderne — der er Forgabelse værd, vel at mærke en Forgabelse som kun er en forbigaaende Tilstand af Mands Sindsforvirring, en Tilstand af uværdig Grebethed, til syvende og sidst en af de Stemninger, man som Menneske kommer allerlettest til.

        Forresten faar jeg midt i Trængslen af hastigt skiftende Indtryk Lejlighed til at godtgøre, at det »æteriske« og især det »nymfefodede« ved Kvinden er et vaklende, ikke altid lige anvendeligt Begreb. Jeg tænker paa en tyk Dame, der i Betragtning af, at hun løfter saa sorgløst op i sin Kjole, ikke er vidende om Omfanget af sine egne Lægge. Lad Tæppet falde, kære Frue, det bliver ingen Succes. Hun gaar over Gaden et Par Skridt fra mig og har samlet Kaabens og Kjolens Folder i sin Haand. En Restauratørfrue, en Lotterikollektrice? Jeg ler lykkeligt og ondskabsfuldt og lader nu mit Humør gaa ud over nogle Haarpølser i hendes Frisure. Jeg ved meget godt, at jeg burde lade hende gaa i Fred. Hvorfor skal jeg staa og gøre mig til over en skikkelig, intetanende Borgerkone? Jeg kan jo passe mig selv. O, om jeg kunde. Ja, saa tilhørte jeg de bedrøvelige Faar af Israels Folk, som følger den smalle Sti, hvor man ikke er blandt Mennesker og ler hjerteligt, naar der hænder noget komisk i éns Nærhed. Ak, kære Fru Justitsraadinde, tilgiv mig, at jeg misforstaar det morsomme og er blind for, hvad der komisk . . .

        Jeg ser mig om mellem alle dem, der strømmer mod Teatret, dem, der iler Festen i Møde og dem, der uden for den lyse Indgang venter paa andre, de har sat Stævne.

        Lidt borte gaar en ældre Herre med Hænderne paa Ryggen, langsomt frem og tilbage paa Fortovet. Venter han paa sin Søn, Studenten, der gaar lige fra Manuduktion til Teatret? Den ældre Herre gaar saa stilfærdigt inde ved Husene . . . En Sværm af fornøjet Ungdom, Piger og unge Mænd, Veninder med deres Kærester flygter højrøstede over mod Portene for at undgaa Bilerne. Klyngen bliver splittet og de staar og venter paa hinanden. De finder hinanden igen under dobbelt Hjertelighed. De synes at være som Kammerater, umiddelbart henrykte for hinanden. Jeg mærker noget velgørende ved deres Munterhed. Den giver Anledning til et Stykke abstract Tankegang: Hvad om jeg, træt af at spørge hvad Livet betød, træt af forgæves at søge Forklaringen paa Verden og Tilværelsen, træt af at søge i Mulmet og Stjernerne, rig paa en Mangel paa Viden om mig selv og alt, en skønne Aften uden for et af Byens Teatre tog en Notitsbog frem og nedskrev følgende til Brug for Erhvervelsen af en Mening om, en Opfattelse af Tingene: Ti Skridt fra mig en Gruppe kvidrende, unge Mennesker. Piger med Tørklæder af Silke om Haaret. Jeg ser tynde Ankler og Arme og hører Lyden af leende Struber, Fornemmelsen af lyse Farver. — Og videre: Der rinder en varm og stille Flod af Glæde igennem mine Aarer.

        Jeg gaar over Gaden og stiller mig paa Trappestenen foran Portene. Jeg bærer mig ad, som om jeg skal i Teatret, og som om jeg venter paa nogen. Jeg vil være i Midten af dette Liv. Jeg vil lade alle Enkelthederne røre ved mine Øjne og se saa meget som muligt.

        Der staar et Par Damer ved Siden af mig og leder efter deres Billetter i en lille aaben Taske. Jeg kan se lige ned i Tasken, dens blaa Silkefoer, nogle Nøgler, et Lommetørklæde. Damen nærmest ved mig bøjer Nakken. Denne Bue af Halsen under Haarets Knude. — Jeg tager mine Øjne til mig. En lille Familiekaravane stiger ned ad Trappen. Herren og Fruen med de voksne Døtre foran sig. Jeg bliver næsten svimmel ved at mærke den voldsomme Duftbølge af Parfume, som følger med dem. En gratis Rus. Ah, um, pøj, det er næsten for meget af det gode. De forsvinder ind i Vestibulen, ind i Glædens lyse Tempel. Skal man dufte saadan for at gaa i Teatret? Hvem skal de bedaare? Jeg ser Toiletter, Dragter, Kjoler, der er som et Brus af sydende Silke, som Stof, der knitrer og perler som Skum, og hvisker kogiende gennem et Dufthav af søde, mystiske Blomster, der udaander deres Sfærer af rusende Drømme, af Forglemmelsens luftige Drikke. Men jeg kan ikke være mig selv bekendt som Stamgæst i denne himmelske Skænkestue. Jeg ler af Medlidenhed med mig selv, naar jeg med samtlige gabende Sanser tømmer de usynlige Bægre af Violer og Nattens Dronning til Bunden. Jeg bader min Sjæl i disse Atmosfærers paradisiske Gifte og glemmer at se paa Recepten om de er til indvortes eller udvortes Brug. Jeg kluklér og siger puh af Henrykkelse lige i Ansigtet paa en Herre, hvis stive formelle Holdning siger mig, at han nok skulde have udbedt sig at vide lidt om Anledningen til at sige puh i hans Nærhed. Jeg er opfyldt af Aftenens kogende Liv. Jeg er mættet med al Yndigheds Duft, al daarende Øjnes Liv, al travle og kvidrende Stemmers Musik. Jeg næsten kvæles af et Bjerg af ekstatisk Fryd, der sidder mig i Halsen som en Latter. Kom hid, al Kval, al Ve, al trist Længsel, som Tanken om i Virkeligheden at staa udenfor det hele kan rumme. Kom hid, al sorgfuld Bekymring. Jeg er en enlig Vandrer i sin Glæde . . .

        Travlheden begynder at blive overstaaet. Templet, Teatret har taget sin Menighed ind til sig. Jeg gad se det store Rum og høre Symphonien af dæmpede Stemmer, Raslen med Programmer og Klappene af de polstrede Stole. Jeg indrømmer, at det ikke er mig nok at staa og se det i Tankerne . . . Det er forbi med Menneskestrømmen, med Forvirringen og Valfarten. Jeg gaar et Par Trin ned ad Trappen. Jeg tænker paa det Skuespil, jeg har overværet: Hvor gaar jeg hen og ser et, som er rigere paa Sindsbevægelser, mere sammensat af Enkeltheder og atter Enkeltheders Myriader?

        Jeg synes, at der er blevet roligere paa Raadhuspladsen. Jeg kan se langt ud over Torvet og følge en Sporvogn med Øjnene, mens den kører langt borte. — Paladshotellets store Ruder staar lyse i Baggrunden. Det stærke, hvide Skær i Frederiksberggade falder paa Folk, som bevæger sig ind og ud gennem Strøget. Der er blevet en Pavse i Bilernes Færd. Sporvognene giver sig ligesom bedre Tid. Jeg gaar hen til Hjørnet ved Dagmarcaféen. Jeg synes jeg bliver staaende gennem Minutters Evigheder. Der gaar nogle Mennesker ovre paa den mørke Vesterboulevard. Jeg hører deres Fodtrin. En Gadedør smækker i et Sted. Til hvem skal jeg vende min Tak for alle Glæder i Dag?

        Jeg kender Folk, der har Villaer som Slotte i Byens Udkanter. Der er Fontæner midt i deres Haver og Marmortrapper foran løvhængte Verandaer. Jeg kender en Mand, som spiste Duer hver Dag og drak Bourgognevin til, formodentlig paa Grund af Kedsomhed og daarligt Humør, og han var lige misfornøjet. Jeg kender ogsaa en Mand, som en Dag besluttede at rejse til Ægypten. Han vilde leve, sagde han, vide af at leve. Han udrustede sin tredive Hestes Motorvogn med Skinddragter, Plaider og Pelskapper og lagde efter Kortet sin Rute over Berlin, Dredsden, hvor han vilde bo paa det fyrsteligste Hotel. Arme Mand. Rejsen kunde ikke blive kostbar nok. Jeg selv er tiltraadt en Rejse, som er meget værd for mig, en Tur med Linie 6 gennem Byen. Jeg er begyndt den fuld af Forventning om Æventyr og allehaande Glæder.

        Sporvognen svinger omkring Anlæget paa Enghaveplads. Maj Maaned er inde, og Kastanierne staar som grønne, lyse Riger og strækker deres Grene ud over Legepladsen, hvor Børn sidder i Gruset og bygger Slotte, og Mødre sidder paa Bænken med deres Haandarbejde, medens de puffer til Barnevognene med Foden. Jeg saa en Mængde Kolonihaver paa Vesterfælledvej, en Mark af Lysthuse under Trætoppe, der istænkt en fin, grøn Regn bøjede sig let for den lune, blaa Vind og levede omkap med de blafrende Flag. Husene paa Enghaveplads staar lyse og røde i Formiddagens Solskin. En Vogn fra Frederiksholms Teglværker rumler bagefter Sporvognen, der kører forbi Dybbølsgade. Jeg ser et Glimt af Skibsmaster og Kulkraner i Gasværkhavnen. Flensborggade. —

        Jeg staar paa Bagperronen og følger hemmeligt Konduktøren med Øjnene. Jeg har besluttet, at han ikke skal mærke, at jeg iagttager ham, dels for ikke at fornærme ham, dels for ikke at forstyrre og ødelægge nogle af Pudsighederne ved ham. Jeg tro nok, at jeg kommer fint fra mit Forehavende; thi han snakker til mig om løst og fast, sludrer ubekymret, medens han passer sin Dont. Hænder det, at han ser paa mig paa en Maade, som vilde han spørge, hvad jeg er for en, ser jeg behændigt ud paa Gaden, eller flytter mit Blik hen paa et eller andet, for at give det Udseende af at jeg er optaget af andre Ting, og jeg mener i Betragtning af, at jeg faar at vide, hvad denne Konduktør har paa Hjertet, at kunne forsvare det Skuespil, som foregaar i mig. Hans Meddelsomhed, hans indladende Ligetilhed er Egenskaber, som jeg ikke for alt i Verden vilde undervurdere. Og jeg priser Manden lykkelig, fordi alt det, han siger, falder i god Jord. Selve Indholdet i hans Ord er jo uden væsentlig In te resse, men det er mig en ren Fornøjelse, at høre opmærksomt efter. Han har bange Anelser med Hensyn til, hvordan Vejret bliver Børnehjælpsdagen.

        — Ja, Barometret staar jo ikke saa godt — siger han — det har været meget uroligt i de sidste Par Dage.

        — Saah? — bemærker jeg, men indser i samme Øjeblik, at det er galt at være forundret over, hvordan et Barometer staar eller ikke staar. Jeg vil ikke sige andet, end hvad der er sagt i samme Aand som det, Konduktøren siger . . . Derfor fortsætter jeg hurtigt i en anden Tone: Ja, det har jo ogsaa regnet en Del. —

        — Det var jo en grim Paaske vi fik. Jeg var saa heldig, at jeg havde Fridag Langfredag; men det var jo ikke til at tage nogen Steder med Familien i det Vejr. —

        Hov, hov, tænker jeg, han løber løbsk. Jeg var lige ved ikke at kunne følge ham. Jeg ler stille indvendig ved Tanken om, at han allerede har glemt sine Ængstelser med Hensyn til Vejret Børnehjælpsdagen. Jeg venter paa at faa noget at vide om Familien. Men for ikke at gøre min Tavshed paafaldende siger jeg:

        — Naa, saa blev de naturligvis hjemme?  —

        — Ja, og gik tidlig i Seng. — Jeg studser og bliver betænkelig. Jeg indrømmer, jeg elsker Aabenhjærtighed, men jeg vil ærlig talt, for Mandens egen Skyld, ikke bryde mig særligt om at faa at vide, hvad der videre foregik i Sengen. — Men min Frygt herfor er omsonst. Konduktøren fortsætter:- Værst var det med Drengene, for de skulde have være paa Udflugt fra Morgenstunden af. Saa den maatte jo opgives. —

        — Naada, det var de nok ikke glade for? —

        — Næ, og vi andre var saagu heller ikke, for saa havde man jo dem til at rende hele Dagen derhjemme og lave Spektakler. —

        Prægtige Drenge, tænker jeg. Forbi mig glider en sand Forvirring af Reklameskilte, sammentrængte, anmassende, den ene Reklame raabende højere end den anden. Jeg ser ind i en Ostebutik, saa i en Kaffebod, saa en Hørkrambod, saa en Flæskehandel. Det er Smaakaarsfolks Forretningskvarter. Man kender det paa Sildevognene, som holder inde ved Fortovet, Blomstervognene med Asters og halvt udfoldede Bøgegrene, og PaalægsvOgnene, der forhandler Laksestumper, Pølseender, som maaske ikke er helt friske, men faas for en billig Penge. Man kender det paa Lyden af klaprende Træsko, paa barhovede Husmodre, der i Kludesko og med Forklæde foran sig, er løbet et Ærinde ned i Gaden. Husene er mørke og ligner Kaserner. Gaderne, der munder ud ved Hushjørnerne, ligner i Solen og under den blaa Himmel skidne Grøfter. Et Par barhovede Smaadrenge løber og leger med et Jerntøndebaand. En Politihjelm lyner i Solskinnet. Bageren staar bred med Hænderne i Lommerne i sin Butiksdør. En Kone med et graat, kummerfuldt Ansigt ta ger en brølende Unge op til sig. Lyden af mange Fodtrin, Træskotramp, kimende Butiksdøre, Børnegraad og Børnelatter, en laset tilsyneladende forfalden Stymper med Hænder i Bukselommerne og en hullet Sikspence paa Hovedet, atter en Politihjelm, Istedgade. —

        Sporvognen knurrer i sine Bremser og standser ved Gasværksvej. Jeg kan se Banegaarden for Enden af Istedgade. Jeg kan se Vesterbrogade med det ny Teaters Passage, hvor mine Venner Programsøjlerne staar som to Skildvagter. Der er en livlig Trafik i Sollyset. Jeg ser et Glimt af den travle Formiddag i en befærdet, vigtig Færdselsaare. Sporvognen kimer og bevæger sig. Halmtorvet, Landmandshotellet, Slagtehusene. —

        Jeg er alene med Konduktøren paa Bagperronen. Inde i Vognen sidder nogle faa Passagerere, en Kone med en Bylt Klæder tæt ved Døren, en Dame med en lille Dreng ved Siden, en ung Pige i Femten-Sekstenaarsalderen med en halvlang Nederdel, og i den modsatte Ende af Vognen en ældre Herre, som sidder og støtter sig til sin Stok. Konen med Bylten har et blegt, forslæbet Ansigt, en fattig usmykket Dragt, der baade i Farve og Façon staar i en skærende Modsætning til sin Naboerskes lyse Kjole. Lige saa lidt som jeg beklager den fattige Kone (jeg har ingen Penge, jeg kan give hende, og jeg er ikke sikker paa, at hun vilde bryde sig om, at jeg bar hendes Bylt for hende, hvorimod jeg er overbevist om, at min Medlidenhed ikke vilde gøre hende en Tøddel rigere) lige saa lidt føler jeg nogen Sympathi, for Damen med den lille Dreng; thi hendes Øjnes sløve Tomhed og hendes hele Skikkelses fornemme Ladhed er ingen Ros værd. Det er udelukkende Modsætningen mellem de to Kvinder jeg i dette Øjeblik interesserer mig for. Jeg har set den fattige Kone skotte stjaalent til »Damens« Dragt og slutter af det modløse i hendes Øjne, at hun nærer et lønligt Ønske om at kunne klæde sig selv ligesaa fint og give sin Dreng det samme fornemme Tøj, men jeg er, selv en fattig Mand at se til, fremmed for en saadan Længsel. Jeg kan ikke lade være med at beskæftige mig med hendes aabenbare Blindhed for det gode og kønne ved en beskeden, ja tarvelig, men hel Dragt, og jeg føler Lyst til at sige til hende: Hør, lille Frue, De kender nok ikke noget til den virkelige Finhed, Fordringsløshedens Finhed, Ubemærkethedens vidunderlige Lykke, Fattigdommens Rigdom, — ja, undskyld — se ikke saa forfærdet ud. — Men den fattige Kone sidder med et Blik fuldt af Haabløshed og ser hen for sig.

        Herren, der støtter sig til en Stok, kan jeg ikke beskæftige mig med, ikke saa meget for hans Alderdom, som for hans Mine af Glædesløshed. Ved De hvad, min gode Mand, der intet i Vejen for at en ældre Herre kan være i godt Humør. Er det snavs med Helbredet? Eller er der Mus i Finanserne? Ak, Mennesker, er Eders største Sorg ikke den, at der ingenting er i Vejen?  . . . Men den femten-sekstenaarige Pige giver mig meget at tænke paa. Hvor det er herligt at betragte saadant et mærkeligt Pigebarn, der synes at blive opfyldt af ren Rædsel, blot fordi man ser paa hende. Jeg er fri for al Samvittighedsnag og har ingen Følelse af, at jeg synder, fordi jeg ser paa hende. Det Blik, jeg sender hende, faar hende til at flytte sig i Sædet, medens hendes Øjne begynder at flakke lidt. Hun sænker Blikket, sidder roligt en Stund, ser saa paa mig, men viger for min vedholdende Gloen. Jeg har en levende Fornemmelse af hendes Forvirring, som avler en Henrykkelse i mig, en stum Lyksalighed, som jeg gør alt for at skjule. Hendes Skyhed, hendes Blu, hendes Angst faar mine Indvolde til at le af Fryd. Hun ser ned paa sine Hænder, som ligger i hendes Skød. Hun sidder som om det var hende om at gøre at trække Benene ind under sig, skjule dem, fordi hendes Kjole ikke magter det. Der ingen ydre Forandring i den Maade, hvorpaa jeg ser paa hende. Jeg kan være underfundig og fuld af hemmelige Lyster, men jeg er intet Svin eller en fræk Forfører, og jeg er fuldstændig klar over, at jeg ikke har anden Hensigt med at staa og betragte hende, end at vedligeholde den levende Uro, der sød for os begge, rører sig i hende og ytrer sig i hendes Bevægelser.

        Jeg betragter ikke hendes bange Holdning, hendes Tækkes Vildledthed som bønfaldende om at holde op med min drillevaarne Gloen. Jeg er sikker paa, at hun føler mine Øjne, som noget, der rører ved hende, noget hun maaske ikke har mærket før og ikke vidst, at det var saadan: sært, foruroligende, uforskammet, men besynderlig sødt. Tag de Øjne væk, nej, tag dem ikke væk. Jeg er bange, nej, hvad var det jeg vilde sige, jeg er glad. Jeg har ikke Lov til dette. Jeg taaler ikke Deres Nærgaaenhed, nej, det mener jeg ikke, jeg er ikke vred paa Dem. — Jeg skælver af en hemmelig Latter. Hun løfter Hovedet, ser paa mig, saa bort fra mig, flytter paa Benene, ved ikke hvordan hun skal sidde, ser ned, rømmer sig, vil ikke se paa mig. Jeg fryder mig over hendes himmelske Sct. Veitsdans og nyder uden Forstyrrelse dette Billede af en Piges Følelsesliv, hvis væsentligste Element er en erotisk Angst, der, saa længe den er uanfægtet af stærkere, brutale Følelser og altsaa endnu ikke har udviklet sig til Komediespil, er saa umaadelig klædelig.

        Men mine Tanker gør mig distrait og glemsom. Sporvognen standser. Jeg har taget mine Øjne til mig og ser ud paa Gaden. Tietgensbro, Hovedbanegaarden. Nede mellem Perronerne skal et Tog netop til at køre, og travle Mennesker iler hid og did foran Kupédørene. De hvide, lette Farver i Folks Tøj begynder at faa Magten over de tunge Vinterklæder. De Rejsende bærer ligesom midt om Sommeren deres Overtøj paa Armen, og derved luer nu og da et stærkt blaat Silkefoer i en Kaabe i Sollyset. Glimt af hidsige Farver stirrer op imod mig og talløse smaa Tildragelser, som jeg ikke er i Stand til at udskille fra hinanden, myldrer nervøst i Trængslen. Paa den anden Side af Broen fortsætter Baneterrainet i en vældig Bue forbi Gasværkshavnen og Kalvebodstrand. Skinnerne er som et Delta af Jern, hvor Vogne og Rangérmaskiner kommer glidende. De lange Rækker af Godsvogne ligner et Marked, et Skue i gigantisk Stil, der strækker sig ud under de højtsvævende Kulbroer, længere end Øjet rækker.

        Jeg staar formelig paa Sporvognen og synger. Det toner inde i mig, og mit Blod bølger af en henrykt Sang. Hvad er det for nogle fine Huse med slebne Ruder i Porte og Gadedøre, jeg glider forbi? Jeg ser Raadhuspladsen, Brandstationen. Sporvognen standser. Nogle Mennesker stiger op. Konduktøren raaber: Vestervoldgade. Omstigning Linie 5. Stormgade.

        Ved Siden af mig staar nu en Herre i bar Figur og med graa Handsker paa Hænderne. Foran mig en ung Dame, som vender Siden til mig. Hun leder i sin Taske efter en Tiøre. Passagererne inde i Vognen er blevet forøget med et Par korpulente Damer, der er i ivrig Samtale. Jeg kunde have Lyst til at sætte mig ind i Vognen for at høre, hvad de siger. Jeg vejrer noget grinagtigt ved disse to Damer, som jeg godt kan tage mig til Indtægt uden derfor at gøre Nar af dem. Den sekstenaarige har glemt mig op ser paa Damerne med et Udtryk af Forbavselse og Fremmedhed, som jeg bifalder. Hun tænker: Hvor de snakker. Hvor de er tykke. Hvor de dog er søde i Ansigterne. Konduktøren har faaet mere at bestille. Jeg har ikke talt med ham længe. Konen med Klædesbylten ser lige haabløs ud, og Damen med Drengen ser paa de to tykke af sit eget Køn med et kosteligt Udtryk af Ringeagt, medens hun glatter Drengens Sømandskrave og belaver sig paa at stige af.

        Frederiksholms Kanal. Der ligger Barker og Skonnerter ved Bolværket, og Masternes-fine Net af Tove tegner sig paa Baggrund af de store Pakhuse ovre paa Christianshavn. Sporvognen synger skingert i en Kurve og kører hen langs Rabatterne udenfor Christiansborg Slots Ridehus. Thorvaldsens Museum vis à vis Gammel Strand. Jeg mærker, at jeg holder af de gamle Huse ved Kanalen og omkring det kongelige Assistentshus, deres mange Vinduer, deres gavlagtige Facader, deres kønne, solidariske Ælde. Jeg omfatter Husrækken med et Blik, som jeg, med Fare for at der kunde lægges mig noget til Last, vil kalde ømt. Det forvilder sig ind i Gyder og Smøger, som munder ud ved Stranden, og Sindet avler Syner, hvis Liv tilhører en gammel Tid. Men disse Forestillinger, som alene syntes at være blevet til for min egen Fornøjelses Skyld, fortrænges af det nære Forretningsliv for Enden af Gaden, hvor Fiskerkonerne har deres Stade. Folk bevæger sig hid og did mellem Boderne. Der skinner noget hvidt, der blinker Sol i en eller anden blank Genstand, og en Klump af stærke, hvide Reflekser flammer op et Sted i Trængslen. Nikolaj Kirketaarn, Absalons Statue, et Stykke Menneskemylder i Skæringspunktet for Købmagergade og Østergade, en voldsom, kaotisk Trafik i nogle snævre Gader. Er det Londons Strand? Eller Friederichsstrasse lige før Unter den Linden? Jeg hører Konduktørens Stemme inde i Vognen: Højbroplads!

        Pludselig bliver jeg optaget af at se, at der foregaar noget mellem Herren med de graa Handsker og den unge Dame, som staar med Siden til mig. Naa saadan, de har altsaa benyttet sig af, at jeg har staaet og set paa Husene ved Gammel Strand og ikke lagt Mærke til dem. Det er dog Satans, at man ikke kan vende sig væk et Øjeblik . . . De har faktisk staaet bag min Ryg og maaske aftalt noget med hinanden, maaske at de skal staa af ved samme Stoppested og slaa Følgeskab og paa den Maade komme fint fra det . . . Men jeg har opdaget dem. Jeg ved nok, hvordan Ungdommen er . . . Se, hvor de staar og kæler for hinanden og veksler lange Blikke. Det skulde ikke genere mig at sige til Konduktøren: Hør, Konduktør, jeg anmoder Dem i Anstændighedens Navn om at paase, hvad der foregaar under Kørslen paa Deres Bagperron. En ung Herre méd graa Handsker staar og veksler lange Blikke med en ung Dame. I Henhold til min Hukommelse af et Sted i Andersen-Nexøs Fortællinger, hvor en Pige bliver med Barn, blot ved at en Mand ser paa hende, finder jeg, at De bør skride ind. Den unge Herre er høj, lyseblond, bærer Lorgnet, Ar paa Næsen, Højde hundrede og firs Centimeter, velklædt. Signalementet afleveres paa Politistationen, Distrikt H, Søgnedage mellem Klokken tolv og to. — Pludselig medens Sporvognen kører fredeligt og stille hen mod Holmens Bro, og uden at noget Menneske taler til mig, eller tæ nker paa mig, ler jeg højlydt staaende midt paa Bagperronen. Den unge Dame foran mig forfærdes og sender mig et næsten indigneret Blik og flere af Passagerernes Ansigter udtrykker stor Opstandelse. Hjælp, Hjælp, en Mand ler paa en Sporvogn. Konduktøren ser uforstaaende, men nevtral ud. Damen foran mig forhører sig med et Øjekast hos Herren med de graa Handsker, hvad han mener om Begivenheden. Lidt efter smiler hele Sporvognen overbærende, Konduktøren undtagen.

        Men jeg staar og grunder paa den ringe Aarsag til den fælles Forfærdelse. Jeg opdager, at jeg ikke er den eneste, hvem Bagateller, Smaating kan forvolde store Sindsbevægelser. Hvorfor har jeg aldrig mærket det før? Havde jeg hørt et andet Menneske le en Latter som min, tør jeg næsten sige, at den ingen Virkning vilde have haft paa mig; men det er aabenbart ikke de samme Ting, som har Betydning for Passagererne og for mig, derfor kunde det synes, som om jeg var anderledes end Passagererne . . . Jeg mener her at have et slaaende Bevis for, hvor Folks Hjerner kan være tomme. De forstaar ikke, hvorfor jeg ler, thi dersom de forstod det, havde intet at forfærdes over. Jeg kan ogsaa gaa ud fra, at de ikke gør dem nogen Forestilling om, hvorvidt jeg har Grund til at le eller ikke, og som Følge heraf heller ikke kan forsvare deres Forfærdelse med at sige, at jeg ikke ler af noget. Det Udtryk i deres Ansigter: Hvad i Alverden griner han af? spørger kun om Aarsagens Beskaffenhed, men ikke om dennes rette Forudsætning, om der er en Aarsag eller ikke, og det fremkommer ved Lyden af min Latter, som den første Tanke i deres tomme Indre. Naa, forresten behøver jeg ikke frygte for at Passagererne i en Sporvogn skulde give sig til at forsvare et Udtryk af Forfærdelse i deres Ansigter, da de jo heller ikke ved af, at de forfærdes . . .

        Jeg staar og grunder paa disse Ting. Sporvognen standser. Der stiger et Menneske op, og i samme Øjeblik, som han vil gaa ind i Vognen, lægger jeg Mærke til at samtlige Passagerere inde i Vognen drejer Hovedet mod Døren. Jeg ler igen, men indvendig . . .

        Børsen, Knippelsbro, Christianshavn. Jeg følger med Øjet Gaden hen langs den lave Børsbygning, hvor en Linie to kører ad Amager til. Der spises vist allerede til Middag ombord paa Kokkeskibet »Constance«, dets Skorsten ryger, der dufter af Mad, og Folk færdes paa Landgangsbroen. Der ligger mange Dampere i Havnen, store og mindre store, nogle med gule Skorstene, andre med sorte med et rødt Bælte. Jeg hører en Baads Dampfløjt, og bag Larmen af Sporvognen en næsten fjern Rumlen af Vogne, spæd Kimen af Cykleklokker. Paa Holmens Bro falder Solskinnet lige ind paa Sporvognens Bagperron. Jeg føler en forunderlig, ulegemlig Berøring. Det er Sommeren, der strejfer mig. Den lyser inde i Vognen paa den sekstenaariges fine Ben og smaa Fødder. Jeg bliver blid med et og har glemt min glade Ondskabsfuldhed. En ny Stemning, der er som en lys Frugt af Solen, let og porøs, som dens Straaler, er kommet over mig. Klokken er elleve paa Holmens Kirkes gyldne Uhr. Jeg kører ned forbi nogle store Huse. Bankerne. —

        Jeg har ikke noget imod Herren med de graa Handsker. Han staar jo i Grunden og passer sig selv. At hans Øjne gemmer et Smil til den unge Dame foran mig, glæder mig kun paa den unge Dames Vegne. Lad hende gaa hjem idag med den Rigdom, at hun har set en ung Mand i Øjnene! Jeg elsker desuden en bestemt Lok Haar ved hendes Øre. Konduktøren er bestandig min gode Ven. Alt hvad han gør for at tjene Folk, Passagererne. Den fattige Kone med Klædesbylten er uden nogen Lykke. Det ser jeg paa hende og tænker. De to tykke snakkesalige Damer er mig nu mere ligegyldige end komiske, og den gamle Herre, som sad og støttede sig til sin Stok, vender og drejer Ansigtet i Sollyset. Tilbage er den sekstenaarige, som sidder og ser ned af sig. Jeg angrer ikke, at jeg betragtede hende før, men jeg gør alt for, at hun ikke skal mærke at jeg vover at se paa hende. Jeg er stille, jeg er andægtig. Hvis der stod et Menneske paa Sporvognen og saa ringeagtende paa mig eller jeg traf en Bekendt, som mente at han af en eller anden Grund ikke kunde hilse paa mig, vilde jeg slet ikke lægge dem noget til Last. Jeg vilde uden Nag overse det, for jeg staar som én, der er lykkelig i en eller anden Tro, rig paa noget, som han har fundet. Jeg kan ikke sige, hvordan jeg er; thi hvad siger man, naar man fornemmer noget fint og godt? Der gaar en Tone af Sol igennem mig, en blid Velsignelse, som gør mig ubevægelig. En gylden Dag i Maj.

        O, hvorfor er jeg saadan nu? Ja, Guderne maa vide det. Nej, er ikke Foraaret alene, men det er ogsaa Byen og Gaden, som strømmer sagte imod mig. Det er ikke udelukkende Solen, dens nære Ild, men det er Spædheden i den sekstenaariges Lemmer. Aah, det Bryst maa være atten Somre. Jeg ved det ikke. Det er syndigt at gætte. Hun sidder endnu og ser ned ad sig uden at bringe Forstyrrelse i Linierne i hende selv. Hendes Klæder er som et mygt Værn, der har lagt sig om hende, sine Steder ind til hende og derved røbet Formernes dyrebare Hemmeligheder. Dér er Skulderen, se, den buer brat i sit Fald ud i Armens Længde, denne Linie der paa guddommelig Vis er drejet i Buer, saa fine at man mere aner end ser dem, denne Albuens Kontur er som en Tanke, der har givet efter for noget, et Ønske, en Hvisken, en Attraa og bøjet sig under Fornemmelse af en besynlig, usigelig Drøms Sødme. Jeg finder aldrig paa at bede nogen om Tilgivelse, naar jeg synder. Jeg beder heller ikke om det nu. Jeg føler en Lyst i mig selv til at være, til at leve i denne sekstenaarige Piges stilfærdigt berusende Forunderlighed, og den Lyst maa jeg selv om. Hun er som et Gry af Sensuelisme. Idag er det den tredie Dag i Ugen. Søndag, Mandag— o, Tirsdag du er fuld af Glæder og Vidundere. Men ved Niels Juels Statue staar hun pludselig af. Hun ser paa mig, idet hun træder ud af Vognen og jeg føler klart, at det ingen Verdens Ting betyder, at hun ser paa mig. Men jeg siger til mig selv: Verdens dejligste Pige. —

        Har Herren med de graa Handsker svigtet den unge Dame, som han før sendte sine lange Blikke? Jeg synes han ser temmelig maabende efter min lille Veninde . . . Det er ikke fordi det gør noget. Se bare væk. Beundrer blot Skabningens Vidunder. Men jeg mener for Deres egen Venindes Skyld. Gaar det an, at De glemmer hende? Saadan noget kan jo let ske i Forbigaaende, paa en Bagperron paa en Sporvogn; men pas alligevel paa, at den skønne ikke bliver gal i Knolden, for saa er det sidste værre end det første. Jeg ser ind i Vognen efter min sekstenaarige . . . For Pokker, hun er jo væk. Jeg slaar med Hovedet og rynker Bryn, retter Ryggen og skærer en Smule Tænder. Uf, disse bløde Tilstande, som Fejlberg taler om, væk med dem. Jeg har saa at sige staaet og hengivet mig til et Overmaal af Nydelse. Jeg er en rar Herre, har lige været ved at tude, hvad. Det er nydeligt. Skammer jeg mig ikke? Jeg har glemt det som jeg i Virkeligheden sætter højst og som er mere Værd at se paa: Templerne, Bygningerne, Bankerne, Nationalbankens Residens, Landmandsbankens Marmorhus, Østasiatisk Kompagnis Administrationsbygning, dette Palads paa Hjørnet overfor Aktieselskabet Hafnias Hus. Jeg har glemt at se Mercantilismens Centrum, Pengemajoritétens Sæde, der værdig i sin Storhed og med sine faa Ruders fornemme Blikke omringer mig, spørgende til mine Lommers Beløb i Kontanter. De kan faa en Chekbog, men ikke paa et Beløb mindre end tusinde Kroner. Spørger De til vore Kurser? Gaa til Børsen til Efternoteringen. Vi beskæftiger os ikke med Aktionærpøbelen. —

        Sporvognen standser ved Kongens Nytorv. Magasin du Nord. Det kongelige Teater. I Baggrunden en Halvkreds af Bygninger med det Store nordiske Telegrafselskab i Midten. Ved Bredgade mødes de adelige Palæer med Knejperne i Nyhavn. Tilbagetrukket skumringsagtig, bygget som af Munkesten som en Herregaard, Galleriet Charlottenborg. Midt paa Torvet Hesten omringet af broget lysende Blomster, Tulipaner, røde og gule. Kongens Nytorv er ikke saa levende og hastigt trafikeret, ikke saa myldrende nervøs i sin Færdsel som Raadhuspladsen, men det er mere idyllisk og mere mondænt. Torvets Storhed tillader Bygningerne at ligge fornemt og langt fra hinanden, at betragte hinanden med Miner af aristokratisk Reservation, den ene ønsker ikke at være mere fremtrædende frem for den anden. Til venstre har jeg Grand Café, Østergade og det danske Hotel med det fine engelske Navn paa Fransk: »Angleterre«. Motoromnibussen holder og venter ved Siden af en Række ledige Biler, der alle har slaaet Kalescherne ned. Angleterre er ved at indrette sin Fortovsrestauration mellem Efeu og Palmer, og nogle Haandværkere sætter Markiser op. Det er her Herrerne af Bourgoisiet mødes ved Eftermiddagens »The« med deres Veninder, unge Hopper i Modens Væddeløb med blide Marcipan-Ansigter og porcellainsskrøbelig Bygning, som er til for det gensidige Tidsfordriv. Det er her, mellem spinkle Racemennesker og i den ømfindtlige Atmosphere af Adel og Elegance, at den plumpe Grossererdatter lærer at drikke en Kop Kaffe. Det er her Skuespilkunstens Heroer nyder deres Popularitet (en mærkelig Kost). Det er her Byens Forfattere mødes og drøfter enhver ny literær Situation, Antydningen af en ny Face i Landets Aandsliv . . .

        Ved det store, centrale Stoppested ud for Charlottenborg, hvor Udstigningen sker foran, tømmes Vognen for sine fleste Passagerere. Den unge Herre med de graa Handsker staar af lige efter Damen, som han sendte sine Blikke. Hun gaar bag om Vognen over mod Linie 7, og han ser efter hende, staar lidt, som om han tænkte et eller andet, følte noget, drejer saa over mod Strandstræde. Konen med Bylten forsvinder sky og forskræmt i Trængslen af nye Mennesker, som skal med Sporvognen. Den gamle Herre, som hele Tiden sad trist og støttede sig til sin Stok, er borte. De to tykke Damer ligesaa. Hvor er disse Mennesker henne? Hvor ligger deres Verden, deres Maal og Kampe? Det faar ingen at vide. Hvad er det? Hvad tænker jeg paa? Den sekstenaarige . . . hendes Myghed . . . dér sad hun . . . Jeg sætter mig ind i Vognen.

        Der færdes en Mængde elegant klædte Mennesker hen over Torvet mellem Kiosken og Hesten. De bevæger sig i jævn Strøm mellem Bredgade og Østergade. De gaar egentlig langsomt, og det ser ud som om de ikke gaar der i noget Øjemed. Men det gør de. De gaar for at se paa hinanden. De, der er lede ved Tingene og træ tte af at være til, vil glemme deres Kummer i Dagens Liv, i Torvets lykkeligt lyse Færdsel. De vil høste den glade Mumlem af Stemmer til sig. De vil tillægge et Øjekast særlig Betydning. De vil føle noget nyt i sig, en egen sødt befriende Længsel, der er skønnere end alle andre Ønsker, al bitter Higen. De vil mærke Solen og Livsaligheden. Og de, der er henrykte og sorgløse, vil føle deres Jubel næret af Omgivelsernes glade Tummel, Foraaret og Festen, den gryende Sommers Farver i Hatte og Kjoler, i Menneskestrømmens Majbrogethed, i Smilenes Liv, og enhver Hilsens Hjertelighed. Jeg føler en varm og pludselig Trang til at gaa i denne Strøm af jævnt pulserende Liv. Jeg vil ikke grunde og forske efter Indholdet i de Menneskers Ansigter. Jeg vil ikke være komisk paa nogens Bekostning eller vende mine onde Sider til. Jeg vil kun mærke den velgørende Bølgen af Mennesker, som alene er Tak værd, føle det blide Kast af den sorgløse Trængsel og prise mig lykkelig ved at være til. Jeg vil drikke alle Lyde af Stemmer, som en sært brusende Vin og alle Smilene vil jeg spise, som Frugter af Foraarets Træ. Denne Dag paa Kongens Nytorv.

        Jeg sidder inde i Sporvognen og fryder mig over Husene, de vekslende Arkitekturers fremmedartede Virkning. Bygningerne er ikke nordiske, ikke danske i Stilen. Der er en egen international Ubestemmelighed i Linierne. Er det Madrid? Eller Piccadilly? Er det et Blik ind i det elegante Wien eller hvor? Sporvognene glider som Train over Pladsen, følgende efter hinanden, Gaderne kaster sig som Straaler fra en Stjerne i Kløfter, der leder Samkvemmet bort fra Torvet. Jeg kan se langt ud i Gothersgade, Trækronerne i Kongens Have. Bestandig iler Mennesker hen over Pladsen, mod Sporvognene, mod Butikkerne, bestandig svinger Biler om Hushjørnerne, standser foran Hotellerne, eller forsvinder ind i nye Gader. Jeg er henrykt over at kunne følge denne store, rummelige Plads med Øjnene. Mit Blod bølger af en Fryd over dens vekslende Liv, dens Huse og Mennesker i Foraaret. Men nu er det Bredgade. —

        Hys, jeg er kommet i godt Selskab. Jeg vil ikke paa nogen Maade ved noget Udslag tilkendegive min Uopdragenhed. Jeg vil se om jeg kan sidde lige saa pænt og dannet, som Passagererne inde i Vognen, ikke fare op, ikke le og vække Opstandelse, men kun være stille ligesom Passagererne. Jeg vil ikke med nogen Mine eller Bevægelse røbe, hvilke Indtryk de gør paa mig, men lade disse leve og røre sig i mig, som de selv har Lyst. En Dame knapper sine Handsker, og ryster sit Guldarmbaand ud over sit Haandled. Værsgod Frue, knap De blot Deres Handsker, og ryst Deres Armbaand, jeg forsikrer, jeg sidder saa stille, og har ikke i Sinde at forstyrre Dem. Men jeg ser hen paa hende. Det træffer sig saadan, at jeg maa betragte hende. Sløret paa hendes Hat tilhyller hendes Ansigt, som et Visir. Hendes Øjne lever sorte bag det fine Spind af Traade, Kinderne er fyldige, Barmen moden, som hos en, der er Moder. Hun er som hine Frugter af Kundskabens Træ, som det er syndigt at æde. Jeg forgaber mig ikke vilkaarligt i hende, men hun kogler mit Sind og gør mig svimmel af en dragende Varme, som Rytmerne i hendes Legemslinier udaander. Hun er Kvinde, tænker jeg, hun er det, en Mand er bange for, men elsker. Hun er det, han hadende higer efter, fordi hendes Blod er fuld af en Løndom, som han vil hente og eje, men som, naar han vinder den, gør ham fattig. Hun er den stærke Rus, der gør ham svag, den glødende, granatrøde Vin han tørster efter at drikke, men som fratager ham Viljen, hans dyrebare selviske Jeg, der er det bedste af alt. Hun logrer for hans Styrke og Fodfæste indtil han falder. Men denne Dame med Sløret ved ikke af mig. Jeg er ikke tilsinds til at reagere overfor denne Stemning af Frodighed, Vellyst og Varme, som er kommet over mig. Jeg sidder en Dag i Maj i en Sporvogn og er opfyldt af den rigeste, inderligste Attraa, som et Menneske maaske kan føle. Jeg foretager mig intet, og dog bølger mit ganske Væsen af en begravet Længsel, af tunge, lumre Ønsker. Jeg er i fortrinligt Humør, men ubevægelig og andagtsfuld overfor de Floder af Parringslyst, som rører sig i mig. Jeg er glad for denne Følelse. Hvorfor skulde det bedrøve mig at føle noget stærkt?

        Medens Sporvognen ruller gennem Bredgade, forbi Set. Annæ Plads, hvor Løvet vaagner i Træernes Kroner, og Vogne læssede med Kasser, Foustager, Kabelruller og Olietønder rumler ned mod Kvæsthusbroen, forbi Hotel Phønix, hvor Piccoloen, den lille impertinente Herre, staar paa Trappen under Glastaget og glatter paa sin Skilning, forbi Koncertpalæets Rococcoporte, sidder jeg og grunder paa den Verden af jordisk Lyst, af legemlig Fylde og Trang, der drog igennem mit Blod som en lummer Vind, en besværlig, svanger Blæst, der mumlede om Manddom og Frugtbarhed. Jeg tror, at den er et Resultat af de skiftende Krusninger, Strømninger og Stemninger i mit Væsen, den er en Bundfældelse af Sindsbevægelserne, Iver, Glæde, Spot, Henrykkelse og sværmerisk Grebethed, den er en Essens af Foraarsfornemmelsernes Myriader og fortryllende Kaos, den er det gode Eksempel paa Grundfølelsen, Brunsten, der er saa værdifuld. Den er ikke uren og lav, fordi den ligger dybest i os. Den er ikke dyrisk; thi den er uafvendelig, logisk nødvendig og menneskelig. Og den er kun farlig for Mennesker, der er ude af Stand til at paavise dens Tilstedeværelse; thi medens jeg grunder paa den, er den borte . . .

        Jeg vil gøre denne Dags Udbytte rigere ved at fordybe mig i alle Enkelthederne ved de Mennesker, som sidder overfor mig. Enhver lille Ting ved dem har sin Værdi. Jeg har lovet mig selv at sidde som en net, ung Mand, der er skadesløs, fordi han ingenting har paa Hjertet; thi mest af alt i denne Stund skatter jeg en vidunderlig Følelse af Ubemærkethed, der er saa fuldkommen og nyfigen sensibel at den kildrer mig fint indvendig . . . Sporvognen kører forbi Frederiksberg Hospital, og der foresvæver mig noget om en hvid Rose paa en Grav i Kristiania, en Forestilling, som kommer af Erindringen om, at Thomas Krag havde sin Bolig inde paa det gamle Hospital. Det er en Brøkdel af et Minde, som strejfer mig. Toldboden. Sporvognen holder stille. Hvilken Ro i Vognen.

        Hvert Ansigt er stille, og ingen Stemmer høres. Damen med Sløret og de mørke Øjne sidder med Haanden paa sit Paraplyskaft, og hun flytter den ikke. Hendes Naboerske, en smal, huld Jomfru at se paa, hvis regelmæssige, lidt blege Ansigt er som Pigers Ansigter er flest, sidder med sine brune Læderskoes Pusselanker trukket ind til sig, som om hun ønskede at være lige saa ubemærket som jeg. Men kan ikke i skøn og bange Ynde maale sig med min sekstenaarige. Hun mangler hendes hellige Mine af UbesKyttethed, hendes tidlige Kvindelighed, hendes hele skælvende Apparition. Men hun sidder som et Foraar, en lys og ny Generation, der gror ogaab en barer sig ved Siden af en gammel sammensunken Dame, der hvidhaaret og mild med et barnligt-ubehjælpsomt Udtryk i Øjnene, sidder og ser med enfoldig Familaritet paa Passagererne i Vognen, som om de kunde være hendes Børn. Det er temmelig naivt af den gamle Dame. Hun skal ikke være altfor kærlig overfor mig. Nej, Frue, se ikke paa mig, jeg garanterer ikke for Følgerne. Jeg gad nok vidst, hvad denne gamle Dame vilde sige, dersom hun havde mig til Søn. Hun vilde tabe sine hvide Haar af Sindsbevægelse, græde sig ihjel af Skam eller dø apoplektisk af Skræk over min Vanartethed. Hendes Nerver vilde ryste af en Krampe, hendes Lemmer vilde stivne langsomt, hendes Mund vilde aabne sig gabende, og de forlorne Tænder vilde falde ud, hendes Øjne vilde staa stille, naglede til et Sted i Rummet, afmægtige i deres vanvittige Stirren, Tungen og Læberne vilde blive blaa, og hun vilde dø siddende, med aabne, aflivede Øjne, og Passagererne vilde fare op i panisk Forskrækkelse over, at der sad et Lig i Sporvognen . . .

        Jeg sidder ganske stille og forestiller mig dette. Hvis det skete, er jeg ganske klar over, at jeg vilde blive siddende lige saa stille. Jeg er i Stand til at motivere en saadan pludselig og mærkelig Betragtning. Hvorfor tager min Indbildningskraft en saadan uhyggelig Fart og Form? Den gamle Dames brøstfældige Skikkelse, hendes rynkede Affældighed maa i Forbindelse med hendes enfoldige Fremtoning have rørt en Nerve i mig, som avler og befordrer en Irritation. Hun maa have pint et Atom i min Hjerne, som ikke taalte at komme under Indvirkning af noget Forfald, nogen Elendighed, nogen Visnen, uden at gøre mig gal i Hovedet. Jeg erindrer en lam Tigger, som stillet op paa et Par Krykker stod paa Dosseringen en glødende, gylden Dag i Slutningen af April. Den pludselige Aabenbaring af hans Ynk, hans Vrags forkrøblede Elendighed virkede saa rystende modbydeligt paa mig, at det ikke vilde have forarget mig, om der var kommen en og havde sparket Krykkerne bort under ham. Jeg kunde have Lyst til at beskæftige mig lidt mere med denne sunde, oprindelige Følelse af Grusomhed . . .

        Alligevel er der tilstede i mig en Følelse af Taknemmelighed, fordi denne gamle Dame sidder og smiler og synes fuld af Tilfredshed og Ubekymring. Jeg forstaar at sætte mig ind i, hvad det betyder for et gammelt Menneske, at opleve Foraaret. Hendes Alderdom besværer hende ikke, og maa ikke kunde besvære mig. Og nu sidder jeg og betragter hendes gamle, gennemsigtige Hænder, som det godt kunde falde mig ind at takke for alt det, de har virket . . . Jeg ser videre fra det ene Menneske i Vognen til det andet, betragter et lille Ravsmykke i et Øre hos en Dame, som sidder ved Siden af mig, lægger ligesom mit Blik paa en Buket Violer, der tæt ved mig er heftet til hendes Dragt, takker hvert Blad i Blomsterne, fordi de er blaa, flytter mine Øjne omhyggeligt fra Sted til Sted, fra et Par Øjne til en Haand, fra et lille Baal af Farver i en Hat til et Ansigts rolige Profil, og synes hele Tiden, at jeg har nok at se paa. Engang imellem lukker jeg Øjnene, og lægger Hovedet lidt tilbage, tænker paa det, jeg har set, og lytter til mig selv. Har jeg nogensinde gjort mig fortjent til at sidde her uden at kende til en eneste Bekymring eller Sorg? Hvis jeg blot aabner Øjnene, vil der være et eller andet, som jeg ikke har set før, vil der være en ny Glæde.

        Se Grønningen med Gangene, hvor Folk vandrer i Sollyset hen forbi Esplanaden. Der kommer en Mor med sin Barnevogn og Skyggerne af Træernes Grene gaar flimrende over hende. En Bil støver ned forbi Kastelsgraven, hvor Smedelinien paa den anden Side af Vandet staar ny som et Eden af udfoldede Buske og høje Træer. Formiddagens stærke Lys flammer i det grønne, hvor Blade og atter Blade danner det ømmeste Gem for hver Tanke, der glad og forvildet kaster sig ind i deres Tyknings Æventyr, ind i selve Maj, i dens Himle af Grønt, dens lyse, fortryllende Mirakler. Paa nogle Dage blev Verden forandret. Og det er de inderligste Timer i Aaret, hvor Forandringen endnu ikke er fuldbragt. Det regner med nyt, udfoldet Løv i min Sjæl og en Jubel i mig tier betaget. Jeg kvæger mit Hjerte i et Gensyn af den hjemlige Sommer. O, at elske Alverden.

        Der er Østbanegaarden. Gaar der netop et Tog til Skoven og Dyrehasven? Jeg ser, vi nærmer os de klare Kjolers Tid, hvor Valfarten til Kirsten Pils Kilde og Eremitagen begynder, hvor Lemmerne slænges i Græsset og Legen begynder, hvor Øjnene ler Sommerens straalende Latter og Stemmerne kvidrer, medens Sol gaar i Zenith, og Dyrene paa Sletten sænker Mulerne og græsser, og vi drikker Duften af den blomstrende Tjørn, synger beruset og favner med Blikket Dagens og Æterens Blaa. Ja, tager Folk til Skoven? Tager Familierne afsted, den største af Børnene med den mindste paa Armen? Hej, Madkurve kan medbringes. Her er Dyrtid paa Fortvivlelse og ingen smalle Steder. Men nu maa jeg vidst tage vare paa min Adfærd. Ellers forliser jeg Passagerernes Forestilling om min Velopdragenhed.

        Østerbrogade. —

        Christianiagade, Stockholmsgade og Malmøgade. Millionærgaderne, Hamburgs Mühlenkampf, Londons Westend. Jeg gør et Slag ind i den eksclusive Fifth Avenue, hvor Herskaberne er samlede om Lunchen. Dampende Gemyser paa Sølvfade og brunet Smør i Tretaarneskaale, Brød paa Bakker med Kniplingsduge og Vin i florentinsk Krystal. Jeg er en fattig Stodder, men giv mig en Frakke, en Kravat og et Par Støvler, som skinner Lak, og jeg skal være Gentleman ved Koteletten. Jeg skal bruge min Service med en Adelsmands Rutine, føre mine Hænder i Luften som den, der er veltalende og forstaar at behærde sig høvisk, og er hjemme i Imitationen af Bordskikkens Kultus. Jeg skal ikke slaa i Bordet eller tale om Tandkød ved Maden, men kun gestikulere, og paradere, figurere, flattere, imponere, konversere, komplimentere og charmere; thi inderst inde ved jeg jo nok, hvordan Velopdragenheden er . . .

        Jeg sidder og tænker paa en bestemt Slags Mennesker, hvem Rigdom og Kapitaler har gjort lede ved Tingene og ulykkelige, Mennesker som ikke kan opholde sig i et Værelse med mindre Lejligheden har femten til deres Raadighed, Mennesker, der rejser sig af deres Silkesenge ved Middagstid og taler om Livets Trivielitet og Elendighed, Mennesker, der i haabløs Bekymring over Mangel paa Underholdning og Tidsfordriv, foragter alt, selv Dagen, som de vaagner til, Solen som forgylder de uværdige, og hvis Varme de møder med Overbærenhed, Mennesker som forargede paa en mangelfuld Kogekunst spiser deres Fiskerand og graillerede Kalkuner med Overvindelse — som kun bor i mondæne Gader, om Sommeren i Marmorslotte med Fontæner i Parken, og som udruster deres tredive Hestes Motorvogne med Skind og Zobel for at tiltræde den eneste attraaværdige Rejse: til Ægypten, Kairo og Pyramiderne. Hvem er misundelige paa disse? Hvem sørger over ikke at have Guld paa Kistebunden? Lykken er allevegne. Den der vil finde den, maa eje saa lidt som muligt; thi jo færre Steder han har at lede, jo lettere finder han den . . .

        O, Linie 6 tag min Tak for det Billed af Søerne, Dosseringen og de fjerne, soldisede Broer, som jeg ser gennem dine Ruder. Jeg ruller forbi Farimagsgade og Østersøgade, er igen ved Bredden af de hellige Søer, ved Målaren, Aisteren eller Seinen, nej, min Byes Midte ved de hellige Damme, hvor Svanerne sejler saa næbede omkring og spejler deres regale Værdighed i Vandet, ude af Stand til at ænse de Proletarer blandt Fuglene, Ænderne, Spurvene, Stærene og Finkerne, som altid færdes omkring dem i Dosseringens Træer. Jeg henfalder til øm Forgabelse af Silhuettet af Østersøgades Huse, der langt ude ved Dronning Louises Bro krones med Spir og Taarne og staar imod Luften som et Syn i en Taage af Sollysets Flimren. Det er Byen udtrykt i Linier, i en Stil, der gør mig ør af Henrykkelse. Se, Sporvognene paa Fredensbro. Se, det fjerne, formindskede Myreliv af Vogne og Mennesker, som stunder hertil og kommer tyst imod mig med idel glidende Bevægelse. Hvornaar mon Baadsejladsen begynder? Se, Livet paa Dosseringen. —

        O, Linie 6, jeg har kørt gennem Gader, hvor Fattigfolk kæmper, køber ind til deres ringe Behov. Jeg har kørt forbi Jernbanetoge, der ruller ud i Verden og set Livet paa Banegaarde, hvor Mennesker skilles og trykker hinandens Hænder. Paa dig har jeg draget gennem lyse Gader, hvor alt er saare godt og hvor Blomsterne groer i Anlæg foran Huse og i Vinduerne. Jeg er kommet til Slotte og Rønner, til Palæer ved Frederiksholms Kanal og gamle, stille Huse ved Stranden, til Livet, som myldrer i trange Strøggader, til Bycentrer-Vrimlen, til Børser og Banker, til Kirker, lukkede, hellige Huse vis a vis Skøgegyder i Holmens Kanal, til Handelskonkurrencens monumentale Templer; til Kongens Nytorv og Holberg og Nationalscenen og den store kære Oehlenschläger. Jeg har frydet mig det bedste jeg har kunnet i Syner og gratis Sindsbevægelser. Fra disse Ruder har jeg set det store, forunderligt skønne Torv, hvor alting bevæger sig, Biler, Mennesker, Cykler og Sporvogne. Og jeg er kommet til Grønningen i Maj og sunget en Sang til Løvet. Jeg har været ellevild og vred og henrykt og irriteret og gal og inderlig stille, altsammen o, for ti Øre. Kære Linie 6. —

        Trianglen!

        Sporvognen bremser og standser, tom for Passagerere. Jeg sidder og gloer og kan ikke forstaa, hvor alle de Mennesker er blevet af. Konduktøren gaar igennem Vognen og smiler. Vi kører ikke længere. Jeg siger om Forladelse og er inderlig forvirret. Hvad for noget? Vilde han have Penge? Jeg skynder mig ud af Vognen. Jeg har den samme Fornemmelse, jeg kan tænke mig en lille Dreng maa have, naar han svimmel og frydefuld, stum og betaget og begejstret forlader en Rutschebane efter endt Tur. O, en Sporvognstur, blot en Sporvognstur —.