Jeg kender Morgenens Røst. Jeg føler en grænseløs Lykke, naar jeg vækkes af denne Røst. O, du gaadefulde Vidunder at vaagne! At komme fra Søvnens mørke Livløshed, dens dødlignende, viljeløse Øde og rejse sig til Dagens første Farve, rejse sig til Bevidstheden om Sommer, Kamp, Ungdom. At slaas med Problemer og Idéer og Mennesker. At være fyldt af Livet, naar man slaar sine Øjne op. O, velsignede Time hver Morgen, naar jeg genser Livet. Ufortjent staar det parat ved min Seng til at jeg skal tage imod det og retfærdiggøre det i dette: Leve! Gavmildt kalder det med sit Lys, sine Farver, sin Sol og jeg føler en uværdig Tilstand af velplejet Dovenskab i Sengen!
Jeg ligger vaagen og lader Morgenens Idé fylde mig. Jeg hører andagtsfuld mit eget Hjerte slaa, ser Solen vinke med venlige Hænder . . . Karsk af Søvn, bestemt paa at møde Dagen som en Kondensator af positiv Livskraft, med Appetiten til Arbejde lynende i mit frelste Nervesæt, ligger jeg og beder en ydmyg Bøn til den, der lader mig vaagne . . . Jeg vil være værdig til Livet, inden jeg begynder min Dag. Jeg vil tænke taknemmeligt, sige at jeg ikke fortjener denne Oplevelse at leve! Jeg vil i mit inderste og sande Hjerte bøje Knæ i dyb Ærbødighed overfor Livets, geniale Paafund, overfor det store Urværk Solsystemerne, Tingenes kolossale Balance, Sfærernes organiske Kniplingsbroderi, samtidig med at jeg for mit eget Vedkommende karakteriserer det som en Verdensbegivenhed at en med uforholdsmæssig musikalsk Sans udstyret Flue summer i min Stues stille Morgentime! Den spinder en lang, enstonig Vellyd. O, hvis mit Legeme saadan kunde dirre, synge som én Streng. Hvorfor har man ikke fine Violiner baade paa Arme og Ben? Hvorfor klinger der ikke en Porcellænsklang, en krystallisk Klokketone, naar man banker sig paa sit Knæ? Hvorfor Fanden udebliver den dybe, malmfulde Resonans, naar jeg slaar mig selv paa Knolden? Men jeg vil ikke fortabe mig i abstracte Reflektioner, jeg vil synge!
Godmorgen, du hvirvlende Mysterium, Livet. Godmorgen du flammende Dag, du grønnerige Sommer, du kvælende, himmelske Duft af Tingenes ufortjente Dejlighed. Godmorgen, du Følelse af Opstandelse, af Mirakel, af Skønhed og Andagt, af Glæde og Fest og Taknemmelighed og i det hele taget af at være paa den rigtige Side af Plankeværket! Godmorgen, du Forventning om alt, hvad der vil ske i Dag. Godmorgen, du Bevidsthed om Frihed, Sorgløshed og dog, du Følelse af Ansvar! Godmorgen, du Tingenes kongelige Idé!
O, du stille Morgen, nu kender jeg din Røst. Jeg vil blive liggende et Øjeblik endnu og analysere dens Lyde. Jeg vil glæde mig over Detaillerne i din Stemme, høre hvad de siger, høre hvad du siger. De skal danne en symohonisk stille Ouverture, et Præludium til et Digt om Dagens Evangelium, til Profetens Morgenbreve til de mismodige, hvor han skriver i første Bogs første Kapitel, første Vers:
Udenfor mit aabne Vindu synger i den sommermilde, fredelige Morgen Hære af Fugle. Finker og Spurve og Stære, og der er ogsaa Lærker. Denne levende forvirrede Melodi har saa mange Stemmer, at man ikke kan høre andet end at dette Orkesters Mangfoldighed selv har ordnet Instrumenterne . . . O, denne mættede, usynlige Sky af Sang! O, disse Myriader af helbredende Lyde, af endeløse Udtryk for den naiveste Lyksalighed! Fuglene, o Fuglene, de fattigste og de rigeste. Hør Morgenens glade Melodi.
Længe er der kun denne dybe Sang, dette Taknemmelighedsraab, der klinger sødt i ens Nerver, saa man tror, at man alligevel har Violiner og Banjoer i Hjernen . . . Saa lyder der et fjernt Fløjt af Toge. O, Rejser, o fjerne Veje, o du skønne Jord! Og Fuglene synger. Flere Toge fløjter. Der høres Fodtrin af en Mand, der rømmer sig nede paa Gaden. — En tidlig Morgenvandrende. En lykkelig? En hjemløs? O, Mennesker. —
Da lyder den brave og kærlige Larm af pludselige Vognhjul. Gadens Røst. Trafikens Røst. Stenene faar Mæle og synger haard t, tværs igennem Fuglesangen. Jeg hører den blaa Lyd af Zink. Mælkespande! Donten, Udvekslingen begynder. Vognene rumler, Fuglene synger, Togene fløjter.
Det er den tidlige Morgens Røst.
Saa hører jeg Kirkeklokker og Cykleklokker. Saa hører jeg Hovslag og Hammerslag og Klapren af Træsko. Jeg er forlængst oppe. Jeg hører sommerlykkelige, legende Børn, der fejrer Dagen med Raab og Iver og Latter. Og Solstraalen flytter sig paa Gulvet. Gud drejer sit gyldne Ror og Skibet styrer imod Zenith. Jeg aander Luften derude fra Æterens blaa Hav, og jeg nedskriver syngende af grædefærdig Livsglæde og eksplosiv Lykkefølelse Morgenbrevet til de mismodige . . .