Saa følger jeg dig da til Graven uden Sorg, Veninde; thi min Sorg er saa stor og omfattende, at jeg ikke kan rumme den, og derfor ikke føle den . . .
Jeg er paa Vej en Formiddag til det Sted, hvor du skal ligge. Denne Kirkegaard er med et Slag blevet mig ubegribelig kær . . . Jeg har ikke tidligere kendt til den Følelse at miste nogen, saa jeg fatter ikke, hvorfra denne pludselige og dybe Glæde stammer . . .
Hvor denne Have er et Mysterium af paradisiske Rigdomme, af dunkle, kraftige Tujaer, af pyramidiske, altid grønne Graner, duftende, tunge Linde, Røn, som sætter Frugter. Myriader af blussende Klaser, af Buksbom og Tjørn, af Roser, hvis Blade falder røde og dejlige, som usigelige Glædestaarer . . . hvide, som dine skønne, døde Hænder . . . blegrøde som Aftenskyer, som Foraar og Ungdom, som vaagnende Kærlighed . . . Dér klatrer den uforgængelige, seige Vedbend, hvis Grønhed er Taalmodighedens Farve . . . Dens Stængler og Rødders tapre Hænder er som Haabet, der ikke vil slippe . . . Dér vokser den blaa Iris, som har bøjet sit Hoved. Den ved, hvad der sker, naar de sænker nogen i Jorden . . Saaa åbner den sig ogaan der sin Duft ud og siger: Se, jeg lever . . . De vise Blomster ved mere end Mennesker ved. De er skønnest, naar de kaster deres Blade. De blusser voldsomst, naar de visner. De synes glade at dø i Verdner af mættet, fuldbragt Duft, som er deres forjættende Stemme . . . Se, dér sejler de hvide Svaner, hvis Ubevægelighed, o I uransagelige Fugle, er som Billedet af lukkede Porte, Mennesker aldrig skal aabne . . . De staar der i Vandet saa ubarmhjertigt stumme med en Mine som kunde de hviske Livets Hemmelighed i Menneskets Øjne . . . I hvide, umælende Dørvogtere til Dødens Land, vil I fylde vore Hjerter med Angst og Uro, med Lande af Savn, med en Fortvivlelse, for hvilken der ikke findes Lindring, I grusomme Marmorfugle i den sorte Sø? I er Carons stille Baade, der roer over Lethe . . .
Eller vil I blot sige os, at Sorgen er unyttig, er et Produkt af vor Svaghed, vor inderlige Menneskelighed? Er det derfor, I ser saa ufølsomt paa os, der græder . . . Fordi der kun er én Ting, Glæden, til . . .?
Hvor spotter dog ikke denne Dags Sol al Sorg! Den svinger sine gyldne og gavmilde Septre over mig. Den flammer i grænseløs Frodighed, den fakler ungt og festligt i det fine Grus, der begærligt aabner alle Porer, alle Øjne og Munde og drikker det glade Liv ind . . . Jeg standser og lader Solen brænde paa min Haand, og jeg fornemmer en Sum af den ømmeste Kærtegnen, af ligesom selvfølgelig beroligende Venlighed, mit Hjerte bølger af Taknemmelighed mod denne algode Solstraale, som jeg synes, jeg kender . . . Hvem strømmer imod mig i denne gyldne Lyksalighed? Hvem kærtegner og beroliger mig? Og kalder mig ind i Solstraalens Lande? Veninde, er det dig?
Jeg kommer til din aabne, opkastede Grav, som er mig fremmed og ufattelig . . . Du skal ikke sænkes i dette Hul, nej nej, det Kammer kan ikke være dit Hjem, denne tilfældige Fordybning er ikke dit endelige Hvilested . . . Har denne brutale Virkelighed Ret? Er dette det isnende Punktum for din unge, bølgende og glade Sjæl? Jeg spotter denne Fordybning! Jeg smiler ad dette manende og gabende Kammer, som kun skal gemme dit lille og spæde Legeme, men ikke din levende og funklende Sjæl . . .
Men da jeg gaar fra den vaade, lerede Grav, grunder jeg paa, hvor du er henne. Hvor er du gaaet hen? Hvorfor gik du? Jeg vidste dog at takke hvert Øjeblik, hvor jeg havde dig ved min Side . . . Jeg undlod ikke at juble i Taknemmelighed over dit Smil, dit Ord, din Gang og dine Hænders Godhed. Jeg vidste, at du var en Gave, som en ubarmhjertig Skæbne havde skænket mig, fordi du skulde tages fra mig . . . Vaagede jeg ikke nok over denne Naade, at jeg havde dig levende hos mig? Kunde jeg ikke gemme mig undertiden for at græde af Ydmyghed overfor det store, levende Under: Din Skønhed, din Godhed, din Kærlighed?
Jeg forstaar ikke dette, at jeg har mistet dig. Jeg vil benægte det . . . Noget, som er, kan ikke forsvinde . . . Jeg kan bare ikke se dig . . . Jeg kan bare ikke forstaa, hvor du er gaaet hen . . . Jeg føler Bjerge af Forundring i min Sjæl, af en levende Overraskelse, der lader mig glemme alt nærværende . . . Og min Aabenbaring udsletter min Sorg . . .
Er det fordi din Død har lammet min Forstand? Er mine Nerver stivnet i en Forbavselse, som naar jeg falder til Ro og blir ene, vil atføde Floder af smeltende Graad . . . ? Er det blot det hvide, unaturlige Solskin foran min Sorgs Mørke, dens Uvejr, dens Forbandelsers Lyn? —
Jeg standser, tænker efter, og føler kun denne dybe Tryghed, denne Glæde . . .
♦
Se, jeg staar ved din Baare, hvor alle Blomsterne blusser i det kolde Rum, i Kapellet, hvor bedrøvet Sang toner, gribende, sønderknusende. Jeg hører Mennesker hulke, ser forgrædte Øjne, og jeg spørger, hvorfor kan jeg ikke ogsaa sørge? Hvorfor kan jeg kun spotte Sorgen og benægte, at den eksisterer? Hvorfor græder de for dig, som endnu lever?
I denne Sang hører jeg dig. I disse Blomster, i dette Sollys ser jeg dig, næres min Følelse af din Sjæls Uforgængelighed, du Døde. Jeg kan ikke sørge; thi jeg tror ikke, at jeg har mistet dig. Dyb i min Glæde over, at du er vandret ind til et større og skønnere Liv, om hvis Dimensioner vore Tanker forgæves fabler, og som vor Hjerne forgæves forsøger at give Form — føler jeg dog en Vemod ved ikke mere at kunne se dine ømme og gode Øjne, høre din stille, glade Stemme. Du er løftet fra Stoffets kolde Verden, fra det forgængelige Støvs Jord, du er død Frigørelsens store, lykkelige Død — Døden, det vidunderligste og skønneste, der er til —. Din levende Sjæl har rejst sig af dette Legemes livløse Hob af Kvælstof, som intet mere har med dig at gøre, ikke mere er dig (hvorfor græder de da ved din Kiste?) Du lever lutret i Kræfternes ulegemlige, opadgaaende Plan, paa den uendelige Bro, Energiens mere hvide end gyldne Bue, hvor du bærer dig selv, du levende, frigjorte Sjæl. Liv betyder kun Forandring, og Døden eksisterer ikke. Intet er kommet af Jord, og intet kan evigt igen af Jo rd opstaa. Derfor re ag erer min Sjæl, nej, min Fornuft i bevidst Energi mod Præstens Ord i dette Øjeblik. Han er en sløv Mand, som oftest er uværdig for Gud. Han er en teologisk Remse, der mekanisk smæder det eviges Navn i Kraft af sin Talentløshed, sin Banalisme. Af Liv er du kommen, til Liv skal du blive, af Liv skal du igen opstaa til Liv! Saadan vilde jeg syngende forkynde din Døds Lykke. Saadan vil jeg glad hilse din skønne Bortgang, den store Forandrings Øjeblik, som vi alle skal kende, vi lykkelige.
Nu blusser din Baares Blomster, Solen skinner over din Grav. Alting gror og dufter, alting lever, ogsaa de Døde. Alting dirrer, skælver og aander under Guds store Lov.