Du speilede din Skjönhed i mit Öie,
Din kjælne Stemme gjenlöd af min Glæde,
Naar let jeg saared dig, du maatte græde,
Halvkvalte Sukke hæved Barmens Höie.
Nu maa med höflig Kulde jeg mig nöie,
Tre Skridt fra Livet, vil du, jeg skal træde;
For mig usynlig være skal den Kjæde,
Som kan trods Tid og Rum os sammenföie.
Hvorved har jeg forskjertset vel din Naade,
Siig: har jeg misbrugt hvad du monne give?
Hvor strengt, hvis du min Kjærlighed kun frister!
Din Villie skee, du for os Begge raade;
Jeg vil dog altid lige trofast blive,
Hvad enten Alt jeg vinder eller mister.