Dit Blik fra Hverdagslivet helst du vender,
Din störste Glæde kan du deri finde,
At sysle med de store Helles Minde,
Hvis Ry sin Glands igjennem Tiden sender.
Dog lidet nytter det, at grant man kjender
Alt, hvad i Sagas Bog er sluttet inde,
Naar ei man til et Billed kan forbinde
Hvad enkeltviis i Tiderne sig hænder.
Kun Poesiens Röst formaaer at kalde
De Döde frem fra Gravens Skjuul til Livet,
Et uforkrænkeligt i Kunstens Verden.
Du vil hos denne Digter fremfor alle
Foruden paasat Glimmer see gjengivet
Lyslevende henfarne Slægters Færden.