Naar man min Aand har martret halvt tildöde
Med plump Fortrolighed, hoffærdig Kulde,
Spidsfindighed, som sindrig være skulde,
Dum Ringeagt og Talemaader söde;
Saa længselsfuld jeg iler dig imöde
Og lærer ret at skatte dig tilfulde,
Som altid er mod mig den Vennehulde,
Der mig berörer uden mig at stöde.
Du tröster mig, naar Taarer Kinden bade,
Du glædes, naar min Læbe muntert smiler,
Jeg glemmer ei hvad du paa Hjertet lægger.
Dit Sind er ligt den solbeskinte Flade
Af Havet, naar det i sin Storhed hviler;
Sin Dybde med en venlig Glands det dækker.