Løft dit Hoved, Dovrefjeld!
See mod Søen ud!
Paa din mørke Bølge
Sejler med sit Heltefølge
Havets yngste Brud.
Skjoldmøe er hun faur og prud
Af din Æt o Dan!
Hun med stærke Vinger
Sig om dine Kyster svinger,
Norges trygge Land!
Natten gaaer fra Østen frem,
Mørket synker ned;
Ingen Stjerner tindre,
Skyer Maanens Straaler hindre,
Tavs er Nordhavs Bred.
Vilde Havmand skyder sig
Gjennem Havets Bryst:
Kom fra Dovres Tinde,
Kom med Fart I Nordenvinde!
Jag ham fra vor Kyst!
Havmand kommer liskende
Blandt troløse Skjær:
Nu er Strid i Vente
Der er Hæder stor at hente
Skjoldmøe! drag dit Sværd.
Det er lyst paa Nattens Hav,
Bølgen skinner rød:
Under Lyn og Torden
Brænder Himlen ryster Jorden,
Det er Kæmpers Død
Kuglen kom, din ranke Mast
Er paa Bølgen lagt:
Jernets Vælde knuser,
Gjennem Rifter Vandet bruser
Med sin stærke Magt.
Ilden flagrer højt i Skye:
Fra det hede Baal
Møens Brudgom springer,
Og mod høje Havmand svinger
Dødens tunge Staal.
Stræb du djærve danske Helt!
Nu er Hævnens Stund:
Gjennembor hans Sider,
At han sønderknuset glider
Ned til dybe Bund.
Ak! hvi kom du nu o Vind!
Du est Fjendens Trøst!
Sejren den var vundet,
Over tusend Liig var fundet
Vejen til hans Bryst.
Dog o Møe! du saae hans Flugt
I din Æres Stund,
Før med danske Helte
Dig til Havets Bund.
Saa hav Tak du Heltehær!
Herlig var din Død:
Bølgen er din Bolig,
Men du sover sødt og rolig
I Najadens Skjød.
Græd ej Qvinde for din Søn!
Ej for Husbond kjer!
Slig en Død med Ære
Under Kamp og Sejr maae være
Meer end Livet værd.