Bjørnkjær Slot ligger ned i Gruus
Under Tidsel og Nælder;
I Salen haver Uglen sit Huus,
Og Ræven boer udi dyben Kjælder
Egen skjuler det med sin Skygge;
Der monne Himmelens Fugle bygge.
Vinden hyler i Gravenes Siv
De Nætter saa lange,
Hvor fordum førtes det lystige Liv,
Og Bægret gik rundt under jublende Sange:
Jægeren trænger sig stundom did
Gjennem raslende Grene;
Han sukker og spørger den fremfarne Tid:
Hvo har vel rejst disse mossede Stene?
Men Tidens Strømme saa hastelig rinde,
I Mørke hyller sig Oldtidens Minde.
Med Taarne og Buer;
De Aar ere borte, da Buerne brast,
Og Taarnene sank mellem knittrende Luer.
Lad Tidens fortærende Strømme henrinde
I Sangen lever dog Oldtidens Minde.
Bjørn bygger op det Slot af nye
Med Volde og Grave;
Han rejser Taarnene højt i Skye,
Søemanden seer dem fra fjerne Have:
De synes at stande som evige Fjelde,
Og trodse Tidens fortærende Vælde,
Saa prunker Træet i Sommerdragt
Mellem grønnende Grene;
Dog kommer Stormen med grusom Magt,
Og Træet stander skaldet og ene:
Naar Solen ganger rødest til Hvile,
Da vente vi Tordenens gloende Pile.
Baunen tænder om Midienat
Sin flagrende Lue,
Kæmper gribe til Sværdene brat,
Om Skuldrene hænge Kogger og Bue:
Skibet glider paa brusende Vande
Det bærer Bjørn til fremmede Lande.
I Bretland stander saa mangt et Slag,
Blodstrømmen har runden,
Der skinner paa Himlen saa mangen Dag,
Men ingen har Bjørn udi Dannemark funden:
I Fiendevrimmel, i Kampens Trængsel
Til Hustrue og Børn staaer hans Forlængsel.
Baunen tænder ved Midnatstid
Sin skjælvende Lue;
Kommer I Bjørns Venner herhid,
At værge Borgen med Sværd og med Bue:
Skibet skjære de skummende Vande,
De vendiske Røvere lægge til Lande.
De unge Mænd ere borte i Krig
Udi fremmede Lande;
Graahærdede Gubbe maae væbne sig,
Og mod de grusomme Røvere stande.
I gamle Hjerter vel Modet brænder,
Men Aldern lammer de rystende Hænder.
Oldingen segner for Ynglingens Skud,
Blodstrømmen rinder;
Borgen tændes, Luen slaaer ud;
Røgen om vaklende Taarne sig vinder.
De stolte Fiender af Sejeren braske;
Thi Bjørnkjær ligger i Gruus og Aske.
Skibet skyder sig fluks til Havn
Bjørn staaer fremmerst i nejende Stavn,
Og rækker sig ud over tumlende Vande.
Hans Øje søger de elskede Steder,
Om styrtede Taarne forgjæves leder.
Hans Længsel iler foran ham hen,
Og Sukkene stige:
„Hustrue! nu kommer dit Hjertes Ven
„Med Roes og Bytte fra blodige Krige;
„Stands nu din Klage, du elskte Kvinde!
„Ej meer skal Taare paa Kinden rinde.
Han standser blegnende kold og stiv
Ved rygende Dynge,
Ham møder ingen omfavnende Viv,
Og ingen jublende Børneklynge.
Nedbøjet, stirrende, stum og ene
Han stander mellem de dampende Stene.
Saa hænger et Træ over øde Bred
Krum udaf Ælde;
Det ruller en Nat udi Afgrunden ned
Løsrevet ved Stormens fordærvende Vælde;
Somre gaae hen, og Vintere svinde,
Men ingen det Træ udi Dalen finde.
Nu ligger Bjørnkjær Slot i Gruus
Under Tidsel og Nælder;
De hvælvede Sale er Uglens Huus,
Og Ræven boer udi mørken Kjælder.
Saa lad da Tidens Strømme henrinde:
I Sangen lever dog Oldtidens Minde.