Løft dit Hoved, Dovrefjeld!
See mod Søen ud!
Paa din mørke Bølge
Seiler med sit Heltefølge
Havets yngste Brud.
Skjoldmøe er hun faur og prud,
Af din Æt, o Dan!
Hun med stærke Vinger
Sig om dine Kyster svinger,
Norges trygge Land!
Natten gaaer fra Østen frem,
Mørket synker ned;
Ingen Stjerner tindre,
Skyer Maanens Straaler hindre:
Taus er Nordhavs Bred.
Lumske Havmand skyder sig
Gjennem Havets Bryst —
Kom fra Dovres Tinde,
Kom med Fart, I Nordenvinde!
Jag ham fra vor Kyst!
Havmand kommer listende
Blant troløse Skjær;
Nu er Strid ivente,
Seier eller Død at hente
Skjoldmøe, drag dit Sværd!
Det er lyst paa Nattens Hav,
Bølgen skinner rød;
Under Lyn og Torden
Brænder Himlen, ryster Jorden;
Det er Kæmpers Død.
Kuglen kom — din ranke Mast
Er paa Bølgen lagt;
Jernets Vælde knuser,
Ind ad Gabet Vandet bruser,
Med sin Overmagt.
Ilden flaggrer høit i Skye;
Fra det hede Baal
Møens Brudgom springer,
Og mod høie Havmand svinger
Dødens tunge Staal.
Stræb, du djerve danske Helt!
Nu er Hævnens Stund!
Gjennemboer hans Sider,
At han sønderknuset glider
Ned til dybe Bund!
Ak! hvi kom du nu, o Vind!
Du est Fiendens Trøst!
Snart var Seiren vundet,
Gjennem Ild og Blod var fundet
Veien til hans Bryst.
Dog, o Møe! du saae hans Flugt
I din Æres Stund,
Før med danske Helte
Du i blodig Favn maa vælte
Dig til Havets Bund.
Saa hav Tak, du Heltehær!
Herlig var din Død!
Bølgen er din Bolig,
Men du sover sødt og rolig
I Najadens Skjød.
Græd ei, Kvinde, for din Søn!
Ei for Hosbond kjær!
Slig en Død med Ære
Under Kamp og Sejr maae være
Meer end Livet værd.
O! men græd for ham, som her
Skilles fra sin Møe!
Hun i Bølgen dukker,
Han tilbage staaer, og sukker,
Paa den grumme Søe.
Græd for Holm, den danske Helt!
At paa Kampens Dag
Døden ham ei rækker,
Og med Buhl i Dybet trækker
Paa Najadens Vrag!
Skjult i Taager og i Storm
Kommer Døden bag:
Værgeløs han blegner,
Og i troløs Afgrund segner
Uden Sværdeslag.